I sine raderinger fastholdt Olivia Holm-Møller landskaber, hun var dybt fortrolig med.
Nok var Olivia Holm-Møller (1875-1970) kosmopolit, kørte i bil, rejste til fjerne egne af verden, var egenrådig og tog vare på sig selv. Men det landskab, hun kendte så godt, var ætset i hendes sind.
Olivia Holm-Møllers raderinger er nu genstand for en udstilling på Holstebro Kunstmuseum. Forud ligger et omfattende detektivarbejde, der er foretaget af kunsthistorikeren Lennart Gottlieb, som er en af dansk kunsts mest ihærdige sporhunde. Det er blevet til bogen ”Olivia Holm-Møller – raderinger og kunstnerliv”.
I denne anmeldelse er det imidlertid udstillingerne på museet, det drejer sig om. Udstillingen af raderinger vises helt til den 16. april. Indtil den 22. januar kan man desuden se en større udstilling med blandt andre Olivia Holm-Møller, der kan tjene som en introduktion til denne betydelige skikkelse i det 20. århundredes danske kunst.
Kvindelige danske kunstnere har det ikke nemt i dag i et kunstliv, der nok er domineret i institutionerne af kunstfaglige kvinder, men ikke desto mindre ofte tilgodeser mandlige kunstnere.
Værre var det før i tiden. Heldigvis var der stærke personligheder iblandt de kvindelige kunstnere, der magtede at forcere det benhårde udskilningsløb, der er kunstlivet. Og de fleste andre brancher for den sags skyld.
Olivia Holm-Møller fremstår som en umådelig sej og stærk personlighed, der tog sin skæbne i egen hånd.
Der har tidligere været en tendens til at opfatte hende som fattig. Det var ikke et indtryk, hun søgte at korrigere – tværtimod – for offerrollen kan i mange sammenhænge være nyttig at påtage sig. Selv for en stovt personlighed.
Formet af barndomsegnen
Hun blev født i Homå på Djurs – og familien, tilknytningen og landskabet spillede en blivende rolle i Olivia Holm-Møllers liv. En stor brand i barndommen forblev i erindringen som et motiv, der blev foldet ud i hendes malerier forestillende såvel sankthansbål som kosmos, og som 39-årig måtte hun vende tilbage til hjemegnen for at tage vare på sine to små nevøer, Knud og Karl, efter deres mor var død.
Før 1908 kunne kvinder ikke blive optaget på Kunstakademiet, og da det endelig skete, var det i grunden ikke med mandlige kunstneres overvældende entusiasme. Der var jo da særskilte kunstskoler for kvinder. På en sådan gik Olivia Holm-Møller, indtil den blev sammenlagt med Akademiet.
Hun søgte udstillingsfællesskab med andre kunstnere – og dette strategiske greb er genstand for den ene af de to særudstillinger på Holstebro Kunstmuseum. Nemt for en kvindelig kunstner var det heller ikke at stå uden for den modernistiske kunst, som netop i begyndelsen af det 20. århundrede begyndte at gøre sig stærkt gældende på kunstscenen. For eksempel gennem dannelsen i 1914 af kunstnersammenslutningen Grønningen. Olivia Holm-Møller derimod holdt – som det fremgår af udstillingen – fast i en realistisk form for figuration.
Kvinder i kunstsammenslutning
Hun var ikke alene. Der var for eksempel også Carla Colsmann, Bizzie Høyer, Sophie Pedersen, Marie Graae og Elise Konstantin-Hansen – og når det lige er dem, der fremhæves her, skyldes det, at de var de fem, der slog sig sammen om en udstilling i først Kunstforeningen i København i 1911 og siden tre andre i årene efter i dels Den Frie Udstillings Bygning på Østerbro i København og dels en københavnsk kunsthandel. Det er værker fra deres udstillinger, der nu bringes sammen for at fortælle om et kunstnerisk udtryk, der blev til et sidespor i dansk kunsthistorie. Sidespor kan være vejen til glemsel. Det blev det for flere af de ovennævnte, der imidlertid er med til at belyse Olivia Holm-Møller, som kunstmuseet i Holstebro har særligt fokus på.
Med tiden kom der blus på farvestyrken i Olivia Holm-Møllers malerier, der kunne blive næsten helt abstrakte som i den moderne retning, som hun kaldte tidens nye kunst. Men ellers gælder det for kredsen af kunstnere, at de fastholder figurativ fortælling og en motivkreds, der viser en kærlighed til det nære og fortrolige hverdagsliv. Ud over Elise Konstantin-Hansens og Olivia Holm-Møllers portrætter af hinanden er der fint sansede billeder forestillende bløde og bakkede danske landskaber, parker, kolonihaven, blomster og fugle.
Barndomsegnens omrids
Trods sin gang i de københavnske saloner og sine rejser til udlandet glemte Olivia Holm-Møller aldrig sit jyske landskab, der ud over børn og husdyr, kirker og rejseindtryk er et vigtigt tema i den fine udstilling af hendes raderinger.
Hun ridsede med sin kniv i trykpladen de indtryk fra barndommen og fra tiden som mor for nevøerne, der havde ætset sig i hendes sind. Og hun gjorde suverænt, med sikker hånd og med få virkemidler.
Det er så lidt, der skal til, for at det lykkes, og Olivia Holm-Møllers landskaber bliver også ætset i betragterens sind. Nogle vandrette streger skaber konturerne af et landskab, som hun befolker sparsomt med træer og buske, husdyr på marker og måske et lille hus, der undseeligt trykker sig mod jorden. I nogle af Olivia Holm-Møllers værker er der noget storladent kosmisk og en fremstilling af Solen som et livgivende billede på Gud. I raderingerne er vi helt nede ved jorden. Det var jo sådan, det virkelige liv var derude på landet, hvor kunstneren kom fra. Trods rejser til Italien, Frankrig, Grækenland og Tyrkiet og senere i livet så langt væk som til Mexico, Indien, Kina, Marokko og Egypten forblev hun tro mod sit konkrete og mentale udgangspunkt, som hun koncentrerede i sine raderinger.
Olivia Holm-Møller – en kunstnerkreds samt Olivia Holm-Møllers raderinger. Holstebro Kunstmuseum. Vises til henholdsvis den 22. januar og den 16. april.
Ved åbningen af udstillingen blev også en ny bog om Olivia Holm-Møller udgivet af kunstmuséet. Lennart Gottlieb: Olivia Holm-Møller – Raderinger og kunstnerliv. 288 sider. 299,95 kroner. Holstebro Kunstmuseum.