Jens Rosendal har skrevet en kærlighedssang, som hører til blandt de mest elskede bryllupssange. Jeg har sunget ”forelskelsessangen” ”Du kom med alt det der var dig” ved masser af vielser gennem årene, og brudeparrene har været vilde med den, selvom den er en homoseksuel kærlighedssang. ”Hva’ så,” som en brudgom sagde, ”kærlighed er vel kærlighed”. Det kan han have evigt ret i.
Jeg tror, det grundlæggende er, at kærligheden ofte kommer og sprænger sig vej ind til os. Det er en fælles menneskelig erfaring, og så må man storme ud at gøre et eller andet, for eksempel købe øl, hvilket mange af mine brudgomme har været rigtig gode til.
Ægteparret Anne Knudsen og Steen Valgreen-Voigt har skrevet bogen ”Du kom med alt det der var dig”, hvor de har talt med Jens Rosendal ud fra 12 af hans sange. Det er der kommet en dejlig og varm bog ud af, hvor digteren selv taler, men hvor hans digte også er i centrum. Det virker godt at kæde poesien og biografien sammen.
Jens Rosendals personalhistorie er interessant, fordi han med et udgangspunkt i Indre Mission i Vendsyssel i 1932 må tage et opgør med vækkelsesbevægelsens seksualopfattelse, da han erkender, at han er homoseksuel. Han prøvede i mange år at skjule sin seksualitet. Han blev gift med Grethe, fik børn og job som skolelærer, inspektør og senere højskolelærer, men i 1981 kommer den 19-årige Ulrik med alt det, der var ham, og sprængte hver en spærret vej. Han kom også fra et missionsk miljø og bøvlede også med sin seksualitet. Han konverterede endda til den katolske kirke og påbegyndte uddannelsen til præst, men blev senere presset ud af kirken, hvorefter han vendte tilbage til folkekirken.
Historien om deres homoseksuelle forhold er interessant som et billede på tingenes heldigvis ændrede tilstand. Mange homoseksuelle gik for meget igennem, inden de i disse år kan vedstå deres seksualitet. Bogen kredser meget om det at kunne være den, man er. Det er nyttig læsning, når uniformitetens krav lægger sig over tiden.
Både Ulrik og Jens bevarede deres kristendom midt i den udviklingshistorie. I deres historie indgår også tabet. Ulrik dør pludseligt 39 år gammel, og Jens har skrevet en sang om tabet. Det er den smukke sang ”Som solskin over mark og hav”, der har samme melodi som ”forelskelsessangen”. Her skildrer han den livets gåde, at på trods af det forfærdelige tab var det det hele værd.
Det gådefulde følger Jens Rosendal op i en tredje sang til Ulrik, ”Her under de grønne linde”. Ulrik er død, og Jens skal leve med det faktum, at deres fællesliv er blevet et minde, men paradisdrømmen lever endnu. Man føler stadig på trods af døden et fællesskab, som aldrig hører op, og som endda bliver større. Kærligheden hører aldrig op, som Paulus skriver det.
”I dag vil vi synge vor kærlighedssang, her under de grønne linde, mens solen er varm, og vor dag er lang, og alt det bedste vil vinde,” som Jens Rosendal skriver det.
I bogen kommer samtalen også ind på det nationale, der betyder meget for Jens Rosendal. Danskhed er en fælles identitet. Ikke bare en måde at gøre tingene på. Den grundtvigske tanke om et folkeligt fællesskab ligger bag hans kamp mod EF og senere EU.
Et andet aspekt er naturen. Jens Rosendal bor i Ballum i Sønderjylland midt i Brorson-land. ”Op, al den ting, som Gud har gjort”, kan digteren synge af fuld hals, selvom han ikke deler Brorsons teologi. Marsken og den høje himmel, sort sol og tidevand har indlejret sig i den gamle vendelbo. Han er blevet æresborger i Tønder og ”Marskens digter”. Historien om sangen ”Vi henter tidevandet ind” får ikke bare vandet frem ved ebbe, men også vandet i læserens øjne!
Det er en dejlig bog, forfatterne har skrevet. I disse centralistiske tider er det godt at komme helt ud, hvor kragerne vender, hvor en digter har fat i det væsentligste og mest centrale i menneskelivet. Det kristne, det nationale og den underfulde natur.
Læs interview med forfatterne om bogen på