Prøv avisen

Det kristne spor i Søren Ulrik Thomsens digtning

I bogen er der en større interesse for Søren Ulrik Thomsens og hans bøgers relation til kristendommen, end man ser i den øvrige litteratur om forfatterskabet. Foto: Leif Tuxen.

Sune Auken og Svend Skriver har skrevet en forfatterskabsmonografi af høj klasse

Litteraturforskeren Hans Hauge har for nylig udtalt, at der er behov for en renæssance for den litteraturkritiske retning, der bar navnet nykritikken. Nykritikken fejrede triumfer i mellemkrigstidens USA og havde i Norden sit gennembrud i begyndelsen af 1960erne, efter at den var blevet introduceret i Johan Fjord Jensens Den ny kritik i 1962.

LÆS OGSÅ: Den tabte tid genopstår i digtet

Dens hovedprincipper går i al enkelhed ud på, at forskeren skal investere sin energi i at nærlæse den litterære tekst uden at skæve til, hvilken holdning forfatteren har til sin tekst, og hvilken rolle den litterære tekst i øvrigt spiller i forhold til det sociale liv.

Betragter man en Dét, der forsvinder, tager jeg med, der rummer næsten 400 siders minutiøs og indsigtsfuld nærlæsning af Søren Ulrik Thomsens digte og poetikskrifter, må man give Hans Hauge ret. De to forfattere, Sune Auken og Svend Skriver, insisterer godt nok på at kalde deres metode hermeneutisk. Men man kan konstatere, at en er en fin demonstration af, hvor langt man kan nå, når man betragter hvert digt som en afrundet meningsenhed, og når man med stor sans for poesiens formelle træk hele tiden trækker paralleller mellem den æstetiske detalje og de overordnede poetologiske og eksistentielle perspektiver.

Forfatterne er dog ikke dogmatisk nykritiske i den forstand, at de ikke inddrager eksterne referencer i deres læsninger. Dette sker dog i ret begrænset omfang, således at der, når noget sådant sker, næsten altid er tale om en teoretisk reference, der har prægnant betydning for læsningerne.

Et eksempel på dette er påvisningen af, hvad man skal forstå ved patos i Søren Ulrik Thomsens stil, hvor forfatterne henholder sig til den gamle romerske Retorik til Herennius, i hvilken bestemmelsen af patos lyder: mange vægtige ord, stor betydningsfylde, et seriøst emne og en forsiret sætningsbygning. Auken og Skrivers interessante pointe i deres analyse af Det skabtes vaklen er, at de betydningsmæssige brændpunkter og det særegne ved Thomsens stil netop viser sig i bruddene med den patetiske stil.

Auken og Skrivers er opbygget som en klassisk forfatterskabsmonografi. Vi følger udviklingen i forfatterskabet fra de illusionsløse digtsamlinger fra de tidlige 1980ere, City Slang (1981) og Ukendt under den samme måne (1982) samt den minimalistiske poetik Mit lys brænder (1985), frem til den kristent farvede digtning i samlingerne Nye digte (1987), Hjemfalden (1991), Det skabtes vaklen (1996) og Det værste og det bedste (2002) samt den metafysisk orienterede poetik En dans på gloser (1996).

Bogen lægger som den øvrige del af sekundærlitteraturen om forfatterskabet stor vægt på den kovending, som Thomsen foretager i tiden efter poetikken Mit lys brænder, i hvilken det nihilistisk bekendtgøres, at digtet intet har at udbrede og intet har at udbrede sig om, til at digteren i Nye digte længes efter en større,/ næsten uhørlig musik.

En tankevækkende pointe, som forfatterne argumenterer for, er imidlertid, at der ikke er tale om noget skarpt og absolut brud, men at man også i de to første digtsamlinger kan finde henvisninger til den kristne kulturarv, således at det religiøse spor kan følges gennem hele Thomsens forfatterskab.

Skal man konkludere på Auken og Skrivers læsninger af Søren Ulrik Thomsens værker, er der da også her en større interesse for værkernes relation til kristendommen, end man ser i den øvrige litteratur om forfatterskabet. Når vægten ligger på denne forbindelse, er der naturligvis også andre intertekstuelle forbindelser, som man har interesseret sig mindre for. Man kunne utvivlsomt have fremlæst øjenåbnende paralleller mellem Thomsens digtning og henholdsvis 1940ernes Ole Sarvig, de tidlige 1960eres konfrontationsmodernister, Rifbjerg, Ørnsbo og Malinowski, samt de sene 1960eres konkretister, Per Højholt og Hans-Jørgen Nielsen, frem for at have holdt sig til de valgslægtskaber, som digteren selv udpeger i forhold til sit forfatterskab, såsom J.P. Jacobsens arabesker og Ingemanns og Grundtvigs salmer. Tilsvarende kan man bemærke, at forfatterne er noget selektive i deres omgang med sekundærlitteraturen om Søren Ulrik Thomsens forfatterskab, hvor der henvises 14 gange til Erik Skyum-Nielsen, mens artikler af blandt andre Jørn Erslev Andersen, Dan Ringgaard og undertegnede (sagde hunden) ikke optræder i ens litteraturliste.

At man kan diskutere de valg og holdninger, som optræder i forbindelse med behandlingen af Søren Ulrik Thomsens forfatterskab i Auken og Skrivers værk, anfægter imidlertid ikke kvaliteten af deres arbejde. Der er digtanalyser af høj klasse i den koncentrerede , der tilmed er skrevet i et klart og let tilgængeligt sprog.

En oplagt til litteraturformidlere, som vil gennemgå en række tekster af en af de vigtigste nulevende danske lyrikere. Og til alle andre, der bare, som man sagde i min ungdom, synes, at SUT er for sej!