Prøv avisen
Serie: Museum i en ny tid

Det kulturhistoriske museum er blevet særdeles levende

Illustration: Rasmus Juul

Danske kulturhistoriske museer er kendt for at gøre historien levende, men det var bestemt ikke det, de skulle til at begynde med. En række opgør med blandt andet ”kjøbenhavneri” og videnskabeligt snobberi har gjort museerne til det, de er i dag, viser ny forskning i museernes historie

På museernes museum er der én montre, der er gået i stykker. På gulvet ligger glasskårene spredt ud over det hele, og på montrens bagvæg sidder nogle metalbøjler og ved ikke rigtigt, hvor de skal gøre af sig selv. Ved siden af den tomme montre hænger et skilt og dingler på sit søm: ”Det danske kulturhistoriske museum, dateret cirka 1807,” står der.

Det danske kulturhistoriske museum er stukket af! Nu render det rundt og laver ”levendegjort historie” ude i landskabet sammen med en masse historisk interesserede danskere, kræmmeren Ole, væversken Signe og smeden Viggo. Skulle nogen få den idé at stoppe museet tilbage i montren, kan de glemme det. For det er en stolt flugtkonge, der sætter en ære i at udfordre rammerne og hæger om sit ry, når det møder andre museer ude i verden.

Der findes ikke noget rigtigt museernes museum, men der findes til gengæld videnskabelige projekter, der gransker og undersøger museerne, som var de museumsgenstande. Èn af de forskere, der skriver de danske kulturhistoriske museers historie, er Tilde Strandbygaard Jessen, der er ph.d.-studerende ved Roskilde Universitet. Hendes afhandling er en del af det nationale forskningsprojekt ”Vores museum”, der løber fra 2016 til 2020, og afhandlingen handler om fænomenet levendegørelse på museer gennem 100 år.

”Levendegørelser fylder mere og mere på museerne, og det er noget, mange af dem gør meget konsekvent i dag. Men det er også til stede i bredere sammenhæng. Eksempelvis når skuespilleren Lars Mikkelsen på tv går rundt og formidler historisk viden i miljøer, hvor folk agerer omkring ham. Historisk viden er noget, der gerne må opleves og sanses,” siger hun.

For at forstå, hvorfor museet på den måde er ”brudt ud”, kan vi gå arkæologisk til værks og i første omgang prøve at få dateringen på plads. Et af de første spæde tegn på et museum herhjemme ser vi i midten af 1600-tallet, hvor videnskabsmanden Ole Worm (1588-1654) lavede sit ”Museum Wormianum”. Samlingen betragtes i dag ikke blot som Danmarks første museum, men et af verdens første museer, og efter Ole Worms død blev den indlemmet i det, der kom til at hedde Det Kongelige Kunstkammer.

”Det Kongelige Kunstkammer var et spejl af universet med udstoppede dyr, konkylier, våben, malerier, mekaniske opfindelser, modeller, genstande i guld, sølv og elfenben og meget andet, en mere eller mindre systematisk samling af alt mellem himmel og jord, kan man sige. Kunstkammeret skulle kaste glans over kongen, og det skete blandt andet ved at vise det frem, dog kun for udvalgte, betydningsfulde gæster. Der går langt, før man får samlinger, der er tænkt som noget, der skal imødekomme et bredere publikum, et egentligt museumsvæsen,” siger Tilde Strandbygaard Jessen.

Det danske kulturhistoriske museum opstod selvfølgelig ikke over natten, men kan alligevel relativt præcist dateres til 1807, hvor man oprettede Kongelig Commission til Oldsagers Opbevaring. Kommissionen har til formål at indsamle og sikre antikviteter, skriftlige kilder og fysiske monumenter for eftertiden. ”Oldsager” er på dette tidspunkt et ret bredt begreb, der indeholder alt, hvad der er gravet op af jorden og vurderet til at være fra forhistorisk tid eller oldtiden. Kommissionen blev siden én af grundstammerne i Nationalmuseet.

”Museumshistorisk er Oldsagskommissionen interessant, fordi den ikke bare skulle indsamle og bevare ting, men også være ’nyttigt for Folket’, som det hedder, opgaver der foregriber nogle af de søjler, der er i museumsloven i dag: indsamling, registrering, bevaring, forskning og formidling,” siger Tilde Strandbygaard Jessen.

Det med at komme publikum i møde, gør den københavnske samler og antikvar Christian Jürgensen Thomsen (1788-1865) endnu mere ud af. I 1819 åbner han samlingen for offentligheden og gør den gratis at besøge en gang om ugen, og ved åbningen er han personligt til stede for at forklare museets indhold for de besøgende. Det, han huskes mest for, er hans opstilling af oldsagerne efter tre-periodesystemet, en inddeling af forhistorisk tid i stenalder, bronzealder og jernalder.

Modellen adopteres i 1850’erne af en række provinsmuseer, der begynder at skyde op rundt omkring i landet. Ribe får et museum i 1850, Odense i 1860, Viborg i 1861, Aalborg 1863, Randers i 1872 og Maribo 1879. Med undtagelse af Odense opstår museerne på privat initiativ.

”Initiativtagerne er ofte mænd med en antikvarisk interesse og også en interesse for dannelse eller ’åndelig’ udvikling, som nogle af dem formulerer det. Modsat de fleste museumsansatte i dag var disse folk ikke faguddannede, de havde ’bare’ en historisk interesse, som de ikke syntes, skulle være forbeholdt museet i København.”

For eksempel sidder der i Aalborg en museumsmand og overlærer på byens katedralskole, Johannes Forchhammer (1827-1909), og taler dunder mod museumsvæsenet i København:

”Ligesom Enevoldsregjeringen var Centralisationens Tid, hvor alt skulde drages til Hovedstaden og Hoffets Sæde, saaledes maa enhver Frihedstid fremtræde med Stræben efter Decentralisation: Frihedens Frugter maa komme det hele Folk saavidt muligt ligelidt til gode. Kampen mod Kjøbenhavn og Kjøbenhavneriet har i disse Aar mangen Gang yttret sig paa en forargelig Maade; men i en vis Forstand ere alle Danmarks Stæder kaldede til en Kamp mod Kjøbenhavn, en Væddekamp i Dygtighed og Driftighed,” skriver han i den første oversigt, der er lavet over de jyske museer og deres formål i 1866.

I den kommende tid udvikler provinsmuseerne sig til nogle museer, der adskiller sig en hel del fra ”kjøbenhavnernes” med et blik rettet mod Norge og Sverige og de frilandsmuseer, der opstår dér. Omkring 1885 oprettes Dansk Folkemuseum i København, der netop fokuserer på bondekultur, som en reaktion på, at provinsmuseerne oplever stor interesse for det, de kan.

”Det er en interesse for almuekultur og mands minde. Noget, der geografisk, men også identitetsmæssigt er tættere på befolkningen på det her tidspunkt end den oldtid, man fokuserer på på museet i København. Og det er samtidig en kamp for et andet kulturbegreb. Det er ikke kun konger og adel, der er værdige til museum, også almindelige menneskers liv.”

Men ikke alle finder denne nye tilgang til, hvad et museum skal være, fornøjelig. I København sidder arkæologen Sophus Müller (1846-1934) og forfatter en heftig kritik på mange sider. Kritikken rettes især mod det, Sophus Müller kalder ”Virkelighedsbilleder” ude på folke-og frilandsmuseerne.

”Han skriver, at disse virkelighedsbilleder har mere med teater og digtekunst at gøre end med videnskab. Det er kun for børn og barnlige sjæle. Der kommer så modsvar fra museumsfolk i Sverige, i Lund og Stockholm, som siger: ’Vi er videnskabelige, men vi fornemmer, at publikum har andre interesser end den rent arkæologiske.’ Og de refererer også til besøgstal i deres svar, hvad der jo er sjovt, når man ser på, hvor meget besøgstal betyder for museerne i dag. Men det var altså også dengang en måde at sige: ’Det er os, der har fat i den lange ende.’”

Konflikten breder sig til dagspressen. Angrebet fra Sophus Müller handler dels om den måde, man indretter udstillinger på, og også om det ”radikale Teater” Sophus Müller mener, nogle museer giver sig i kast med.

Først udstillingerne: Mange museumsgæster kan i dag nikke genkendende til små stuer med interiør fra en bestemt tid. Måske med mannequiner eller dukker klædt på efter tidens mode og med en kage i saltdej på kaffebordet. Dette princip kaldes for ”interiørmodellen” og er inspireret af verdensudstillingerne, der havde fundet sted rundt om i Europas storbyer siden 1850’erne. Her var princippet, at hvert land havde afdeling eller ”pavillion” med interiør tilpasset almuekultur og mode i landet.

”Interiørprincippet bliver meget nærværende på folke- og frilandsmuseerne i slutningen af 1800-tallet, og de her små bondestuer med dukker og hverdagssituationer er noget, som får en meget bred appel i offentligheden,” siger Tilde Strandby-gaard Jessen.

I 1930’erne og 1940’erne begynder museet at slå sig i tøjret, og levendegørelsen opstår for alvor som fænomen.

Ved åbningen af frilandsmuseet Hjerl Hede i 1930 sad en kvinde og vævede. Senere blev der lavet arrangementer på stedet med fællessang og taler – men også med 20 ældre mennesker, som udførte sysler som i ”gamle dage”. Også Den Fynske Landsby begyndte at gøre noget ud af at vise historien ”live”.

”Her taler man i 1940’erne om, at stedet skal have så lidt museumspræg som muligt. Stedet skal være ’levende’, og det betyder blandt andet, at folk kan have picnickurv med og klappe en gris. Noget af det interessante ved de her meget tidlige levendegørelser er også, at man inviterer gamle mennesker ind på museet, for det er dem, der faktisk har erfaringen med at karte uld.”

I 1960’erne og 1970’erne inviteres publikum i stigende grad med i ”udstillingen” selv som deltagende i historien. Og i dag tilbyder mange museer eksempelvis udklædningstøj, som man kan iklæde sig, når man bevæger sig rundt. Men er barrieren til det gode gamle museum helt blevet brudt?

”Der er museer, der ser levendegørelse som ’business’. Det handler om at få nogle arrangementer hvert år, som skaffer lidt penge i kassen. Nogle skaber universer inspireret af fiktion, som når Frilandsmuseet laver Orla Frøsnapper-festival med 1970’er-miljø. Og så er der andre museer igen, der går op i at vise historien så korrekt som muligt,” siger Tilde Strandbygaard Jessen.

For museerne handler meget i dag om kroner og øre, og der er kulturpolitiske tovtrækkerier om, hvad museer skal være. Men et ord som ”oplevelsesøkonomi” fylder i debatten, og måske er museet ude af sin montre for stedse.

For publikum har det danske kulturhistoriske museum måske netop været det museum, der kom dem i møde – fordi det blev levende, siger Tilde Strandbygaard Jessen.

”Det at møde Hans Ole, der ved en masse om middelalderen, kan måske noget, som en stenøkse i en montre ikke kan. Hans Ole kan for eksempel besvare spørgsmål. For nogle er det fantastisk, at man kan sanse det fortidige på en lidt anden måde.”

Det at møde Hans Ole, der ved en masse om middelalderen, kan måske noget, som en stenøkse i en montre ikke kan. Hans Ole kan for eksempel besvare spørgsmål. For nogle er det fantastisk, at man kan sanse det fortidige på en lidt anden måde.

Tilde Strandbygaard Jessen, ph.d.-studerende ved Roskilde Universitet