I Tyskland havde man i adskillige år, på en landsdækkende kanal og i god sendetid, et program, som hed ”Den litterære kvartet”, anført af kritikeren Marcel Reich-Ranicki. Han var selvglad og fordømmende, en rigtig overlærertype, der trynede dem, der var uenige med ham, og hans litterære smag var temmelig primitiv.
Men: Han havde læst de bøger, han talte om, han var fuld af lidenskab, han var velformuleret, og programmerne var underholdende. Reich-Ranicki vandt nye læsere i massevis. Det var med et forslidt udtryk litteratur i øjenhøjde, nu og da også under lavmål. Men det var litteratur!
Sådan er det ikke, når Danmarks Radio går til biddet. Her handler det så vidt muligt ikke om litteratur, men om alt muligt andet. Det er absurditeten i programmet ”Øgendahl og de store forfattere”. Man må endelig ikke henvende sig til det publikum, som er interesseret i litteratur (og det er slet ikke så lille endda), men skal med djævelens vold og magt gøre alting så banalt og intetsigende som muligt.
Det påstås så at være til glæde for dem, der ikke ved så meget og gerne vil vide mere. Men det rammer ved siden af alting. Der er intet for de interesserede, men der er heller intet, som kan få dem, som på forhånd måske ikke var interesseret i litteratur, til at blive det.
I det første program om H.C. Andersen var det eneste interessante ved hans silhuetklip, hvad de havde kostet museet (!), og et par af Andersens eventyr blev nævnt, uden at det blev sagt, hvad de handler om. Man forudsatte faktisk ting bekendt, som man samtidig prøvede at bilde folk ind, at de ikke vidste noget om. Med andre ord: Programmet var dummere end seerne. De næste programmer, jeg nåede at se, inden jeg nu skriver, hævede ikke niveauet. Om Johannes V. Jensens roman ”Kongens fald” fik seerne den besked, at den flere gange var betegnet som århundredets bedste, men at den havde været for svær at læse for Mick Øgendahl. Det skal nok vinde nye læsere!
Jo, der er hist og her nogle indsigtsfulde eksperter med, som prøver at sige noget om forfatterne og ikke mindst om deres sprog. Al ære værd! Man skulle også tro, at det var det vigtigste, når man taler om sprogkunst. Men det synes programmets tilrettelæggere tydeligvis ikke. I samme øjeblik man nærmer sig sagen selv, bliver alt hurtigst muligt pakket ind i uvedkommende vrøvl, og sprogkunsten bliver til stumper på få sekunder.
Hvorfor er Danmark det eneste land vidt og bredt, som ikke tør have med kultur at gøre i hovedkanalerne og ikke er i stand til selv at producere et litteraturprogram, som varetages af mennesker, der har læst bøger og ved noget om det, de taler om? Jo, radioen kan det (så længe den får lov til det), men tv må endelig ikke stræbe efter blot at komme på højde med landets almindelige kundskabs- og dannelsesniveau. Tv skal værsgo skrabe bunden.
Hvorfor skal det dog være sådan? Er det, fordi vi har vedtaget, at vi ikke bryder os om smagsdommere og eksperter? At vi helst ikke vil forstyrres af dem, der ved noget om tingene, så at kritisk journalistik og lødige kulturudsendelser efterhånden skal søges med lup? Er det, fordi DR er blevet drænet for egen ekspertise og apparatur og må overlade den slags til tilfældige private?
Ja, det er det vel. Forstå mig ret: Det er fint med programmer lavet for dem, der ikke ved så meget, det er jo hele pointen i folkeoplysning. Men den pointe går unægtelig tabt, når programmerne laves af folk, der ikke aner, hvad de har med at gøre – og med en hovedperson, som man kun kan have ondt af, fordi han er helt fejlanbragt, og hvis eneste kvalitetsbetegnelse er ”fedt”. Det skal fedt hjælpe.