Prøv avisen
Bog

Sigurd Barretts børnebog om Genforeningen er veloplagt

4 stjerner
Sigurd Barrett har i tidligere bøger blandt andet fortalt danske børn om Martin Luther, kongerækken og Bibelen. – Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix.

Sigurd Barrett fortæller i sin vanligt veloplagte stil om grænselandets krige og konflikter, men han burde være gået mere i dybden med sønderjydernes krigsindsats

Til næste år skal vi fejre 100-året for Genforeningen. Derom har Sigurd Barrett skrevet en børnebog.

Men faktisk handler tre fjerdedel af bogen slet ikke om selve Genforeningen. Barrett begynder i 1400-tallet, således at vi får historien om hertugdømmerne Slesvig og Holsten, og hvordan grænsestridighederne her førte til, at Danmark og Tyskland tørnede sammen i 1848 og i 1864.

Der optræder umådeligt mange personer på de knap 200 sider, men den gennemgående figur er Andreas, der har splittelsen mellem dansk og tysk inde på livet, hvilket også hans efterkommere skal få under Første Verdenskrig. Krigen 1914-1918 bliver dog afhandlet på alt for få sider, skønt mindst 30.000 danske sønderjyder – deriblandt min farfar – blev tvunget til at kæmpe for Tyskland i skyttegravene, hvor tabstallene var enorme. Ja, der faldt flere danskere under Første Verdenskrig end i i 1864. Det er i underkanten, når Barrett skriver, at der faldt 4000 sønderjyder. Det er nærmere sandheden, når Henrik Pontoppidan i sangen ”Det lyder som et eventyr” skriver: ”Seks tusind unge sønners liv/ var dine løsepenge!”.

Man undrer sig også over, at Barrett forbigår, at når kun de færreste sønderjyder deserterede, så var det for ikke at miste borgerrettigheder i hjemstavnen. De sønderjyske soldater, der udholdt en verdenskrigs rædsler i tyske uniformer, gjorde det i realiteten for Danmark, sådan som de danske ledere i grænselandet også havde opfordret dem til. Derfor kunne Pontoppidan skrive, at de faldne var løsesummen, for da Tyskland kapitulerede i 1918, blev Sønderjylland efterfølgende genforenet med Danmark.

Det lykkes fint for Sigurd Barrett at skildre sønderjydernes sammenhold under det tyske fremmedherredømme, hvor prøjserne havde forsøgt at tvangsfortyske sønderjyderne med alle midler. Men i 56 år – fra 1864 til 1920 – formåede sønderjyderne at holde stand, for ved afstemningen den 10. februar 1920 stemte 75 procent landsdelen hjem. Ved siden af modstandskampen under Besættelsen er det utvivlsomt den største bedrift i det 20. århundredes danmarkshistorie.

Til slut omtaler Barrett migrationsspørgsmålet og skriver så:

”Måske kan Genforeningen minde os alle om, at dem, vi var var bange for engang, godt kan blive vores venner, og at vi godt kan lære at leve side om side med andre end dem, der er magen til os.”

Barrett kunne lige så godt nå til den stik modsatte konklusion: Når vi har været i krig og konflikt med tyskerne adskillige gange, skønt de religiøst og kulturelt minder meget om os selv, så er det da endnu sværere at forestille sig en harmonisk sameksistens med folkeslag, der insisterer på at leve efter ganske andre normer eller værdisæt end de vestlige.