Man bliver jo nysgerrig, når der står "efter en idé af…" på en filmplakat. Det gør der for eksempel på plakaten til den svenske komedie "Året jeg begyndte at onanere og stoppede med at præstere". Filmen er kommet til verden på en idé af den iransk-svenske skuespillerinde Bahar Pars og instruktøren Erika Wasserman. Men hvad er det mon for en idé?
Det er jo lige det. Gennem sine 100 minutter plukker Erika Wassermans debut som spillefilmsinstruktør lystigt fra kønsrolledebatten, fra arbejdsmarkedsdiskussionerne, fra romantiske komedier, selvhjælpslitteraturen og dameblade. Hvis man er flink, kan man kalde det "eklekticisme". Hvis man er knap så flink, er "rodebunke" en fin beskrivelse.
Handler den om en kvinde, der frygter at blive 40 år? Om en kvinde, der ikke gider være dygtig, men bare god til sit arbejde? Om en kvinde, der indser, at hun skal lytte mere til sit underliv? Eller om en kvinde, der skal lære at finde sig selv efter at være blevet fyret af kæresten? De fire temaer er alle til stede. Men ingen kan påstå at være den bærende idé.
Den klart mest iøjnefaldende og originale er den idé, titlen peger på, at 39-årige Hanna begynder at onanere. Men det sker først efter omtrent en time af filmen, og da idéen er etableret, mister Erika Wasserman forholdsvis hurtigt interessen for den.
Inden da har Hanna (Katia Winter) fulgt sin kærestes ønske og sagt sit arbejde op, så hun kan få mere tid med ham og deres lille søn. Så snart Hanna har sagt op, bliver hun dumpet af kæresten (Jesper Zuschlag). Hun må tigge om at få sit arbejde tilbage, men ender med at være assistent for sin gamle assistent.
Sådan kommer vendepunkterne væltende uden nogen klar linje, inden Hanna påbegynder en deroute som pinligt gammel singlepige, der desperat prøver at score. Den del af filmen ligger forbavsende tæt på danske Lars Kaalunds komedie "Tag min hånd", der fik premiere tidligere i år.
Men da Hanna møder unge Liv (Vera Carlbom), der gør hende opmærksom på, at en kvindes "fitta" er hendes livsmotor, at hun skal sætte den først, at en vagina har omtrent 8000 nervebaner, og at hendes underliv er "et tivoli, hun aldrig har indløst billet til", sker der noget med "Året jeg begyndte at onanere og stoppede med at præstere".
Det lyder måske som et erotisk lystspil fra 1970’erne – sådan et, hvor en kvinde frisættes, mest til glæde for mændene. Men her er det kun på Hannas præmisser. Hun stopper sin vibrator ned i trussen og ser fyrværkeri og springvand eksplodere omkring sig. Det er udgangspunkt for flere af filmens bedste og sjoveste scener, som da Hanna efter en orgasme spadserer storsmilende ud fra kontorets toilet, forbi talrige stressede og tvære kolleger. Eller da hun lytter til en lydfil med en vagina-peptalk på sin telefon, uden at vide, at den er koblet på firmaets højttalere. Kort efter har hun overbevist sin kiksede chef (Henrik Dorsin) om, at onanipauser er en langt bedre idé end rygepauser.
I de øjeblikke har Erika Wasserman fat i en klar idé. Og et koncept, som sagtens kunne være foldet langt bredere og klogere ud på bekostning af de lidt tilfældigt plukkede klichéer om irriterende kærester, 40 års-kriser og kiksede dates.
Der er bestemt andre gode øjeblikke i filmen. For eksempel scenen, hvor Hanna insisterer på at have lov til at være "mandetilstrækkelig". Altså bare at være tilstrækkelig på arbejde, sådan som mellemlederen Ola, der copypaster sig gennem arbejdsdagen og aldrig er i nærheden af at stresse.
Men generelt kæmper "Året jeg begyndte at onanere og stoppede med at præstere" med samme problem som Hanna – at den ikke tør indløse en billet til sit tivoli og slippe sig selv løs.
Året jeg begyndte at onanere og stoppede med at præstere. Instruktion: Erika Wasserman. Manus: Christin Magdu og Erika Wasserman. Kamera: Niels Buchholzer. 100 minutter. Sverige 2022. Premiere i dag landet over.