Det lyder måske som et erotisk lystspil fra 1970’erne. Men ny svensk film er mest en samfundskritisk rodebunke

Generelt kæmper "Året jeg begyndte at onanere og stoppede med at præstere" med samme problem som sin hovedperson, Hanna – at den ikke tør indløse en billet til sit tivoli og slippe sig selv løs

Gennem sine 100 minutter plukker Erika Wassermans debut som spillefilmsinstruktør lystigt fra kønsrolledebatten, fra arbejdsmarkedsdiskussionerne, fra romantiske komedier, selvhjælpslitteraturen og dameblade
Gennem sine 100 minutter plukker Erika Wassermans debut som spillefilmsinstruktør lystigt fra kønsrolledebatten, fra arbejdsmarkedsdiskussionerne, fra romantiske komedier, selvhjælpslitteraturen og dameblade. Foto: Stillfoto Fra Film.

Man bliver jo nysgerrig, når der står "efter en idé af…" på en filmplakat. Det gør der for eksempel på plakaten til den svenske komedie "Året jeg begyndte at onanere og stoppede med at præstere". Filmen er kommet til verden på en idé af den iransk-svenske skuespillerinde Bahar Pars og instruktøren Erika Wasserman. Men hvad er det mon for en idé?

Det er jo lige det. Gennem sine 100 minutter plukker Erika Wassermans debut som spillefilmsinstruktør lystigt fra kønsrolledebatten, fra arbejdsmarkedsdiskussionerne, fra romantiske komedier, selvhjælpslitteraturen og dameblade. Hvis man er flink, kan man kalde det "eklekticisme". Hvis man er knap så flink, er "rodebunke" en fin beskrivelse.