Prøv avisen
Mit livs værk

Birgitte Qvist-Sørensen: Det lykkelige liv foregår i et fællesskab

Vi skal huske ikke at definere mennesker ud fra deres køn. At mænd er sådan, og kvinder er sådan. Nej, vi er meget mere sammensatte og meget mere komplekse end det. Vi er mennesker, mener Birgitte Qvist-Sørensen.

For 25 år siden læste Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, ”Lykke-Per” af Henrik Pontoppidan for første gang. Nu har hun genlæst den

Jeg var i 20’erne og studerede teologi i Aarhus, første gang jeg læste ”Lykke-Per”. Dengang kan jeg huske, at jeg var meget betaget af hans ukuelighed og hans ønske om nye eventyr. Han havde ungdommens kådhed over sig. I sommer læste jeg den så igen, og nu betragter jeg ham mere som en narcissistisk og egoistisk fantast.

Det er dog stadig en af de mest gribende, tankevækkende og betydningsfulde bøger, jeg har læst. Den får mig til at reflektere over mit eget liv, den verden jeg er i, og hvem jeg er. Og det har været helt fantastisk at genlæse den efter 25 år.

Lykke-Per flytter fra landet til København for at forfølge sine drømme. Som 18-årig flyttede jeg også selv fra Roskilde til Aarhus for at læse på universitetet. En ny by, nyt netværk og nye eventyr. På den måde var der noget genkendeligt over Lykke-Per.

Når jeg læser bogen i dag, synes jeg faktisk ikke, Lykke-Per er en særlig positiv person. Han har stadig kådheden over sig, hvor han kaster sig over nye projekter hele tiden. Men lige når han er ved at nå i mål med sine projekter, slipper han dem og hopper videre. Han vader hen over folk og verfer dem ud til siden, når han har opnået det, han vil.

Det synes jeg også, vi kan se i vores tid. Vi forsøger konstant at skabe et lykkeligt liv for os selv. At jeg skal nå mine mål, og sådan opfylder jeg mine ambitioner. Mig, mig, mig. Uden at kigge på, hvad det gør ved samfundet omkring os.

Da jeg var yngre, var jeg på samme måde. Det var mig selv, det handlede om, og jeg var drevet af mine egne mål. Nu er jeg mere optaget af fællesskabet og tænker, at det lykkelige liv er nødt til at foregå i et fællesskab.

Ved at flytte til storbyen gør Lykke-Per oprør mod den strenge, pietistiske præstefamilie, som han er vokset op i. Hele livet igennem søger han efter bevis på, at man ikke behøver åndeligheden. Og til sidst vender han alligevel tilbage til udgangspunktet og erkender, at svaret ikke er så let. Derfor handler bogen også meget om tro og tvivl.

Da jeg selv læste teologi, var jeg også meget optaget af tvivlsspørgsmål omkring troen og især dens plads i forhold til videnskaben. Man læser teologi som et videnskabeligt studium på universitetet, men samtidig er faget også forbundet med en personlig tro. Hvordan passer det sammen? Kan man overhovedet bevise troen rationelt ud fra videnskaben?

Ud fra bogens figurer formår Pontoppidan at beskrive de spændinger, der er mellem det strenge, kristne liv med den fordømmende og vrede Gud på den ene side og en kristendom, der rummer hjerte, medmenneskelighed og barmhjertighed på den anden side. Det er noget af det bedste, jeg har læst. Man kan både mærke, lugte og se figurerne, og deres relationer er helt fantastisk beskrevet.

Anden gang jeg læste bogen, var jeg også meget optaget af figuren Jakobe, som kommer ud af en jødisk familie. Hun er den lærde, men også rummelig, for hun giver ud af sin visdom uden at være hoverende. Det gør hende til en stærk kvinde og et generelt forbillede, fordi hun træder langt frem som menneske.

Og det er det, jeg synes, vi skal huske på, og som inspirerer mig. Vi skal huske ikke at definere mennesker ud fra deres køn. At mænd er sådan, og kvinder er sådan. Nej, vi er meget mere sammensatte og meget mere komplekse end det. Vi er mennesker.