Det mægtige livstræ ved mit sommerhus

Det store mytologiske asketræ ved mit sommerhus i Sverige, er disse år ramt af sygdom. Forhåbentlig overlever det alle angreb og forlænger livet ind i myten, skriver klummeskribent Henrik Wivel.

Det mægtige livstræ ved mit sommerhus
Foto: Dimitrina Lavchieva/Ritzau Scanpix.

Ved gavlen uden for indgangsdøren til mit sommerhus i klipperne ved havet i Sverige står en mægtig ask. Træet har stået der hele mit liv, ja meget længere. Dets stamme er kroget af nordvestenvinden, og træet vokser ligesom skråt i vejret som en gigantisk marmoreret vindpose i gråt og grønt. Ser man træet på afstand i landskabet, ser man kun det, ikke huset, der fjæler sig under dets krone.

Jeg har boet i huset siden min fødsel og altid bevæget mig under træet. Det har ikke været lille, sådan som jeg selv har været det. Eller jo, det har det selvfølgelig. På gamle fotografiske postkort fra arilds tid af mit hus, kan jeg se, at træet engang i tidens dyb har været lille. Det er plantet for mere end 100 år siden. Sikkert som noget, der skulle blive et ”lyntræ” med tiden, altså et træ så højt, at lynet ville slå ned i det i stedet for i huset. Det er plantet for at skabe beskyttelse. Sådan er det stadig. For mig er det blevet et træ, der hvælver sig over mit liv. Et livstræ.

Som et livstræ er asken jo mytologisk. I nordisk mytologi kaldes det for Yggdrasil og er et verdenstræ, der fra krone til rod går igennem verdens tre planer: himmel, jord og underverden. Træet står som en slags verdenssøjle midt i livet og binder tilværelsen sammen. Det er et samlende symbol for ordenen i verden. I de nordiske grundtekster er træet stedsegrønt og bærer dermed på et håb om det evigt livgivende. De første mennesker blev skabt af træet, og af ”Snorres Edda” fremgår det, at Odin hængte (sig op) i træet for at søge underverdenens visdom og dermed vinde digterisk inspiration. Oppe i træet kunne han rejse i verden i alle dens dimensioner og genskabe tilværelsen som et produkt af sin fantasi.

Noget af den mytologiske magi hænger i bogstavelig forstand ved i asken ved mit hus. Jeg er vokset op under asken, men også i den. Man kan sidde under dens krone og finde skygge på varme sommerdage. Mine egne børn stiller deres små under træet, når de skal sove middagslur. Jeg selv er sikkert blevet det samme i den tids barnevogn. I min drengetid boede min tante og onkel i huset om sommeren. Da var træet helt vildt voksende med et vældigt krat under af snebær, slåen og hybenroser. Min svenske kammerat Torbjørn og jeg banede os vej ind i vildnisset og klatrerede op i træet. Jeg husker endnu fornemmelsen, når man kravlede op og et eget univers åbnede sig. Vi byggede over flere somre en enorm hule i træet, hvor vi som Odin og alle dyrene omkring ham kunne overskue verden og kikke ned på de voksne.

I årene før puberteten blev vi, som drenge bliver det i de år, dristige. Vi havde fundet et langt nylontov på stranden og lavede en gynge, hvor man sprang ud fra en gren oppe i flere meters højde og svang sig under træets kuppel i en halsbrækkende manøvre. Tarzan gå hjem! Torbjørn og jeg blev artister og fik følgeskab af min kusine, der også vovede springet. En sommer midt i puberteten havde hun en veninde med. Og da voksede asken frem mod endnu et livsafsnit og hvælvede sig over den første forelskelse. Vi drenge slap grenene og kravlede ned for i stedet at holde hjertets udkårne i hånden.

Nu efter alle disse år har jeg ryddet under træet og fået stammet det op, så det står som et smukt gråt og rynket relief mod det blå hav. Under det vokser hvert forår et flor af de fineste mørklilla orkidéer. Sankt Pers Nøgler, hedder de på svensk. Nøgler til mit og mine kæres liv under træet. Det står endnu, og det modstår. Endog de værste storme. Selv 100-årsstormen i december 2013, hvor havet buldrede helt op til huset, og træerne på grunden knækkede og væltede som tændstikker, klarede asken, endskønt den jo ragede højest op af alle.

Asken taber hvert år små grene fra toppen af kronen. De ligner tynde knogler eller tentakler. Dem kan man tænde op med og få varmen inden døre i ydersæsonen. Trods tre måneders sol og tørke denne pragtfulde sommer har asken bevaret sin grønne krone. Under det er græsset gult. Vi sidder her stadig på hede dage, taler, drømmer og holder i hånd. Hunden og de små løber her og leger med en bold i regnbuens farver. Livet går videre under asken. Men hvad med den selv? Askesygen har hærget de senere år. Døden flimrer i skyggen mellem bladene, der hvisler i vinden. Men rødstjerten fløjter også. Og træet får myldrende liv, når flokken af stære slår ned i det. Det glinser og glimter i solen.

Jeg håber, asken forbliver lige så uanfægtet som altid. Lige så stærk som det liv, den symboliserer. Det har dannet ramme om mindst fire generationers liv her ved huset. Det skulle gerne fortsætte, ligesom vi i træet blev fyldt:

Med frodig visdom,

Fik vækst og veltrivsel;

Ord blev til ord

Og avled nye,

Værk blev til værk

Og virked nye

– som det hedder i den nordiske mytologis første poesi om Odin og asken.

I klummen Liv&Litteratur skriver kulturkritikerne Mai Misfeldt, Henrik Wivel og Lars Handesten på skift hver lørdag om forbindelserne mellem eksistens og litteratur – både historisk og aktuelt.