Prøv avisen
Bog

Det manglende talent for lykke

5 stjerner

Anton Tjekhovs mesterlige noveller fra 1890’erne om kærligheden og andre håbløse illusioner er ikke bare stærk litteratur, men tidløs litteratur

Anton Tjekhov er bedst kendt for berømte skuespil som ”Tre søstre”, ”Mågen” og ”Kirsebærhaven”, men han skrev også et væld af humoresker, vignetter og noveller inden sin død i en alder af 44 år i 1904. Døde han ung, sikrede hans dramatik ham udødelighed.

Men som prosaist er Tjekhov også fremragende, hvad et udvalg noveller fra 1890’erne vidner om, nyoversat til dansk af Jan Hansen under titlen ”Om kærligheden og andre noveller”. Meget præcist. Hovedparten af teksterne handler om kærligheden eller rettere dens umulighed. Novellerne er bittersøde, stedvis satiriske og usentimentale og vidner alle om menneskets manglende talent for lykke. Mest af alt fordi mennesket gør sig illusioner om lykken, som er fuldstændig urealistiske.

Kærlighedens urealisable potentiale giver Tjekhovs noveller i tidens ånd mange eksempler på. Skrevet som de er i slutningen af 1800-tallet, vidner de alvidende om brydninger, ikke alene inden for ægteskabet, men også mellem land og by og socialklasser og mellem kunstneriske retninger som naturalisme og symbolisme. Men dybest set er novellerne også tidløse, fordi de så anskueligt, levende og engageret skildrer den menneskelig eksistens. Ikke som et liv, men snarere som en venten på døden.

Novellerne er ofte henlagt til den endeløse russiske provins på mindre forfaldne og forgældede godser og i små sladdervorne landsbyer, hvor menneskene foretager sig alt muligt mere eller mindre nytteløst af lutter kedsomhed. Hvis de da ikke ligefrem dyrker kedsomheden som et særligt privilegium.

En skolelærer beskrives som ”et menneske i foderal”, som han skjuler sig i af frygt for det virkelige liv. Da det en skønne dag rammer ham i en form for forelskelse, gør han alt for at komme den ubændige lidenskab til livs. Det lykkes ham da også at afbryde både frieriet og i sidste ende den jordiske eksistens. Han dør og bliver anbragt i en kiste, det ultimative foderal, og når da endelig, som fortælleren konstaterer, ”sit ideal”.

Novellerne lever op til kyniske motto, som lyder i en af dem: ”Til alt held eller måske uheld er der ingenting her i livet, som ikke før eller siden er forbi.” Det gælder for en række af hovedskikkelserne i Tjekhovs noveller, at de beskriver deres historie på baggrund af kærligheden. De har været igennem den og er kommet fri af den igen. I de fleste tilfælde desillusionerede, men lettede som i den mesterlige jeg-fortælling ”Ariadna” om den smukke, sensuelle, men troløse forførerske, der er ude af stand til at forelske sig oprigtigt og leder den ene mand efter den anden i uføre. Moralen udsiges bittert: ”Når vi poetiserer kærligheden, antager vi, at dem, vi elsker, besidder egenskaber, som de ofte er uden, og dette tjener som en kilde til hyppige fejltagelser og konstant lidelse.”

Denne konstante lidelse, beskriver Tjekhov flere gange som et resultat af, at mennesket ønsker at leve efter en æstetisk orden. En skønhed, der ikke rigtig er af denne verden. Godset skal være smukt, udsigten smuk og kærligheden realiseret som en gensidig pagt og følelsesudveksling.

I den ikke mindre mesterlige ”Huset med mezzaninen. En kunstners fortælling” konfronterer forfatteren to tilgange til tilværelsen: den sociale og den æstetiske eller med andre ord: forpligtelse på Næsten eller forpligtelse over for Kunsten. Kvinden vælger det første, kunstneren det sidste, og kærligheden forliser. Som i Mozarts ”Tryllefløjten” råber kunstneren i fortvivlelse ud i natten, mørket og savnet efter den for evigt tabte elskede: ”Hvor er du?”

For en gangs skyld virker Tjekhov inderlig her på dette fortvivlelsens sted og ikke på distance i forhold til kønnenes tvekamp og den, synes det, vedvarende mesalliance mellem mand og kvinde. Måske fordi novellen, som det hedder i undertitlen, er en ”kunstners fortælling” og dermed – poetologisk – handler om kunstens pris. Kærligheden er i en vis forstand denne pris. Kunstnerens udfoldelse af talent er betalt med kærligheden. Som det hedder i titelnovellen ”Om kærligheden”:

”Når man elsker, må man i sine overvejelser om denne kærlighed altid gå ud fra det overordnede, fra det, der er vigtigere end lykke og ulykke, end synd og dyd i disse ords gængse betydning. Kan man ikke det, må man hellere lade være med at tænke.”

Med andre ord: Når mennesker forskertser kærligheden og bliver ulykkelige, kan det – som i Tjekhovs noveller – skyldes andre hensyn. I forfatterens eget tilfælde hensynet til kunsten og litteraturen, der udfoldede sig på baggrund af en vis distancens lidenskab over for den andet køn og kærligheden.

Tabet er indbygget i forelskelsen hos Tjekhov. Man aner hans erklærede forbillede Ivan Turgenev i dette syn på lidenskaben og lidelsen, og i nordisk litteratur fra samme periode ser man tilsvarende problematikker hos Herman Bang, Henrik Ibsen og August Strindberg. Man trækker på smilebåndet, når man læser Tjekhov, men smilet krøller, når de bånd, man måske har høje tanker om binder livet sammen, sønderrives. Det er stærk litteratur, vedkommende kunst, alt andet end skønmaleri.