Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Bog

Det meste af universet er ukendt

Universets størrelse er svimlende. Her fødes en stjerne.

Steen Hannestad giver os universets historie og gåde i en kort og klar form

Vores viden om universet kommer fra fysikkens to store teorier fra det 20. århundrede, relativitetsteorien og kvantemekanikken, og fra observationer. De tegner nu et billede af et univers, der er cirka 14 milliarder år gammelt, og det udvider sig hele tiden. Når man ser på det i den helt store skala, er stof og energi jævnt fordelt. Så langt virker alt fredsommeligt.

Men Steen Hannestads fine lille bog i serien Tænkepauser fra Aarhus Universitetsforlag forstyrrer snart freden. For det første er universets størrelse svimlende. Ingen normal iagttager kan nogensinde danne sig et præcist overblik, fordi det er så stort og hele tiden udvider sig.

For det andet kender vi kun 30 procent af universet - sådan cirka. Det er det stof og den stråling, vi kan iagttage og måle. Men der er 70 procent stof og energi tilbage, kan vi regne ud, uden at vi kan se det. Det er det såkaldte mørke stof og den mørke energi. Utroligt, men sandt.

Derimod kan vi se tilbage i universet, lige så langt som øjet rækker tilbage i tiden, det vil sige tilbage til dengang, universet var 300.000 år gammelt. De første 300.000 år var energitætheden nemlig så stor, at lys ikke kunne bevæge sig. Men da energitætheden faldt, fordi universet udvidede sig, blev der lys, og eftergløden af dette lys kan satellitter observere ret præcist.

Deres observationer viser, at energien var ujævnt fordelt, og det er helt i overensstemmelse med kvantemekanikkens indsigt, at energitætheden altid står og vibrerer. Relativitetsteorien har den berømte sammenhæng mellem energi og stof (energien er lig med massen gange lyshastigheden i anden), og fordi energien er ujævnt fordelt, bliver massen også ujævnt fordelt.

De steder, hvor massen er tættest, trækker mere masse til sig, og så opstår der galakser, stjerne og planeter. I øvrigt har de nye, stærke kikkerter på satellitter vist, at der er flere solsystemer i Mælkevejen med planeter som Jorden. Vi er næppe alene!

Men hvad kan kosmologien sige om universet, da det begyndte? Ikke rigtig noget. I sit begyndelsespunkt og -tidspunkt er de fysiske forhold så ekstreme, at ingen kendte fysiske teorier kan beskrive dem. I hvert fald ikke endnu.

Teologien har i denne situation historisk set valgt to forskellige tilgange. Den ene siger, at universet i sidste instans er en gåde, vi aldrig fatter. Denne tilgang er risikabel, viser historien, for naturvidenskaben har løst flere og flere gåder.

Den anden tilgang siger, at et så ordnet og fantastisk system kan tolkes som mere end tilfældigt. Denne tilgang er mere immun over for nye indsigter. Men troen på den kan naturligvis ikke modbevise dem, der opfatter universet som et særligt heldigt tilfælde.

Dette sidste spørgsmål tager Steen Hannestad ikke stilling til. Men han har skrevet en kort, præcis og meget klar fremstilling, som det er en fornøjelse at læse, uanset at der er en forstyrrende talfejl på side 29. Flot, at det kan gøres så klart og så præcist på så lidt plads!