I Ovids digt "Forvandlingerne" læser vi om nymfen Ekko og den smukke unge mand Narcissus. Gudinden Hera bliver irriteret på Ekko, fordi hun snakker hende et øre af, og så straffer hun Ekko sådan, at hun herefter intet kan finde på at sige selv, men må nøjes med at efterplapre andre. Ekko bliver så forelsket i den smukke Narcissus. Men han afviser både mænds og kvinders tilnærmelser, og Ekkos krop visner, så hun til sidst kun er et ekko af andres tale.
En anden afvist forelsket mand beder om, at Narcissus selv må opleve afvist kærlighed. Hævnens gudinde Nemesis hører bønnen og lader Narcissus blive forelsket i sit eget spejlbillede, som han finder i en stille skovsø. Han visner også hen og forvandles til en narcissus-blomst, som var begravelsesblomst i oldtiden.
Disse to typer skæbne ser Lena Lindgren eksemplificeret i moderne menneskers forhold til sociale medier og det virtuelle univers, som tech-giganter som Google og Facebook har skabt. It-teknologiens algoritmer danner mønstre, så vi efterligner og efterplaprer andre, og it-teknologien lader os fremstille en kropsløs idealversion af os selv på de sociale medier, som vi kan betragte og fortabe og forelske os i.
Det har techgiganterne, som udspringer af Silicon Valley i Californien, opfundet og planlagt helt bevidst. De leverer ikke gratis ydelser for vores blå øjnes skyld. Google er ikke primært en søgemaskine, og Facebook er ikke primært et socialt netværk. Vi er derimod deres produkt forstået således, at de erobrer vores opmærksomhed mange timer hver dag, og den kan de sælge til deres annoncører. Det er deres primære opgave. Erobringen af vores tid er effektiv, når de kan splitte folk og skabe mistanke og had mellem dem.
En af Silicon Valleys mest fremtrædende rigmænd og højreorienterede ikoner er Peter Thiel. Lena Lindgren beskriver hans karriere og væsentlige synspunkter. Han er elev af den franske filosof René Girard, der var professor på Stanford Universitet i Silicon Valley. Et centralt begreb i Girards filosofi er mimesis: efterligning. Vi efterligner et idol, vi kommer til at ligne idolet, så idolet bliver en rival, og en konflikt opstår. Parter i en konflikt ligner jo netop tit hinanden, og disse konflikter kan vokse til samfundskriser. Kriser løses så ved, at én ender som den syndebuk, alle kaster sig over. I gamle dage fordrev eller stenede man syndebukken, i dag sender vi en "shitstorm" efter ham.
Girards teori om efterligning virker således, når Thiel og hans forretningsvenner bruger den i praksis, i Lena Lindgrens sammenfatning:
"Sociale medier er som skabt ud fra mimetiske principper. En ramme netop for medieret begær, hvor alle samtidig kan se hinanden som imitatorer og modeller. Desuden er alle udrustet med en mimetisk værktøjskasse (deling, reposting, retweeting), som kan distribuere synlighed. Derfor er det ikke tilfældigt, at Facebook, Instagram, Twitter og Snapchat bruger variationer af den samme designidé. Den forstærker de specifikke mimetiske kræfter: idoldyrkelse, rivalisering, gruppesuggestion."
Som flere andre, der beskæftiger sig med senmoderniteten, beskriver Lena Lindgren den personlighedstype, der er blevet resultatet: et narcissistisk selv med behov for at hævde sig selv og sin identitet uden stabiliserende kropslighed, fordi selvet kun viser sig for andre som en idealiseret profil på nettet. Dette selv mærker sig selv ved at bekrige andre, og selv følsom som en mimose angriber net-identiteten andre på nettet uden følsomhed eller respekt.
Dette selv har en grænseløs vilje til at ødelægge og et ugudeligt ønske om at herske over ikke bare livet, men også døden, ved at søge teknologiske fix, så det måske kan vækkes til live senere efter at have fået en særlig behandling, når (den første?) død er indtrådt. Peter Thiel har investeret i en sådan "løsning".
Disse posthumanister, som Lena Lindgren kalder dem, har svært ved at elske det liv, som bare allerede er her, og deres selvoptagethed lukker deres sind for den moralske udvikling, der ligger i at se noget, der ikke bare efterligner en selv, som naturen og menneskene omkring en. Girard sagde selv, at man kunne gøre op med den onde cirkel, efterligningen skaber. Det gør man ved at tage offerets perspektiv og rolle, sådan som Jesus gjorde.
Lena Lindgren har skrevet et essay i ordets bedste betydning. Hun kombinerer det saglige og det personlige i et velskrevet polemisk skrift om et aktuelt emne. Indimellem rives hun med af sit engagement, og det ved hun godt selv, men det kan jo også virke medrivende på læserne. Hendes oplysninger er næsten alle korrekte, dog skal man læse flere af hendes etymologiske forklaringer med skepsis.
Spåmanden Teiresias forudsagde, at Narcissus ville få et langt liv, hvis han ikke kendte sig selv; det kom Narcissus til ved skovsøen, og galt gik det. Vi har lært os selv at kende på en ny måde ved de sociale medier. Denne bog igangsætter en refleksion over, hvordan det påvirker vores liv.
Lena Lindgren: Ekko. Et essay om algoritmer og begær. 198 sider. 250 kroner. Straarup & Co.