Prøv avisen
Dramaserie

DR-drama er en fremragende eksistentiel udforskning af det senmoderne liv

5 stjerner
Lars Mikkelsen og Ann Eleonora Jørgensen kan de næste uger opleves på DR 1 søndag aften i dramaserien "Herrens Veje". Foto: Tine Harden/DR

I ”Herrens Veje” er mennesket for en gangs skyld ikke alene. Konflikterne er sjælelige og eksistentielle. Ikke kolde på magtens tinde

Der vil være overvældende mange store ord om Gud, Jesus, synd og tvivl i ”Herrens Veje” for dem, for hvem folkekirken er et højtidshus og kristendommen et fjernt minde. For Adam Prices og Kaspar Munks modige bud på fjernsynsfællesskab søndag aften tør tale, hvor senest ”Bedrag” og ”Arvingerne” endte med rungende tavshed.

Allerede i første afsnit bliver Lindegård Kirkes præstegård beboet af komplekse mennesker og ikke karikaturer. ”Så synger jeg for dig”, siger Lars Mikkelsen som provst Johannes Krogh med sin særegne varme myndighed til den døende Niels Erik.

Og så synger han. ”Op, al den ting, som Gud har gjort”. Indrammet af det bløde solskin i det humanistiske studerekammer sidder to voksne mænd, synger en salme, holder i hånden – og græder. DR’s sjælesorg er renset for al vores samfunds distance til livets største spørgsmål, til følelser, til tro. Det er public service i sin reneste form. Og det er ikke, hvad vi gennem de seneste år har været vant til at få serveret søndag aften på DR 1.

Tempoet er højt, også for højt, men kan foreløbigt tilgives, fordi serien skal løbes i gang, konflikterne skal præsenteres, karaktererne skabes. Billedsiden er lykkeligt befriet for københavnerfetichisme.

Byen er sløret og ikke et koldt subjekt i handlingen. Fotograferingen hviler i naturen, i ansigterne, i kirkehvælvingerne og i præstegårdens mange kvadratmeter. Billedsiden udtrykker det indre, det følelsesmæssige, ikke det skin af indhold, nordic noir endte som. Teksten til kendingsmelodien er desværre pjattet nok på engelsk. Hvor ville det ellers have været klædeligt, hvis også sangeren turde tage Guds navn i sin mund.

Lars Mikkelsens indledende animerede tale om tro er beviset på, hvorfor netop Mikkelsen er alle vegne.

Johannes Krogh er en fintfølende spejling af en genereration af mænd, der nok er konger ude, men krøblinger hjemme. Fra smilet langsomt forsvinder i stiftsgården, da modstanderen Monica bliver biskop, til den almægtige fader sidder sammensunket på beverdingen.

Eksistentielle temaer, død, forfængelighed og tvivl slynges skiftevis brutalt og skjult ind mellem folkekirkelige aktuelle emner som udmeldelser, islam og en forkyndelse, hvor kærlighedsbudskabet har kvalt synden. Alt sammen med stærk klangbund i Bibelens mange fortællinger, som Price klogeligt har ladet sig inspirere af.

Kain, Abel, Isak, Abraham og Rebekka smyger sig ind og ud af Johannes, Elisabeth, Christian, August og Emilie. Og ekkoer fra Shakespeare og Ibsen gjalder i krogene.

Konflikten mellem den jordiske far og hans sønner er stærkt slået an. Johannes behøver ikke ofre August på forfængelighedens bål, sønnen kravler selv op på brændpunktet og forlader sin barnløse hustru i sin faders navn. Med fremragende Lars Mikkelsen og Ann Eleonora Jørgensen i front er det både klogt og betimeligt at lade et hold relativt ukendte skuespillere udfylde resten af rollerne.

Det styrker kun den friskhed, ”Herrens veje” puster ind i tv-dramaet. Morten Hee Andersen som den populære præstesøn August, der indpisker lys og glæde i sin voksende menighed, besidder en sart sødme med et anslag af oprør under det bløde barneydre. Simon Sears har farligheden som Christian, der bærer sin ubekymrede styrke som en kappe ovenpå et søgende og sorgfuldt legeme.

Konflikterne er sjælelige og eksistentielle. Ikke kolde på magtens tinde. Det moderne menneske har brug for at tro. Price tør lægge troen an. Der vil forhåbentlig være mange holdninger om ”Herrens Veje”. Både fra kirken og menighederne, men også fra alle dem, for hvem troen er et tabu.

Det værste vil være en rungende tavshed, som den, der møder Johannes, da han skriger sin sårede forfængelighed op mod Gud.