Prøv avisen
Film

Film om den lille mælkebonde trækker tråde til den globale kamp med internationale koncerner

4 stjerner
Inga og hendes mand Reynir har fejlinvesteret i robotmalkning. Selvom begge slider og slæber, må Reynir supplere indtægten med at have arbejde ved siden af som chauffør. Filmen lykkes med at diskutere fællesskabets principper og individuel økonomisk adfærd kombineres og er klart et kig værd. Foto: Pressefoto/Scanbox Entertainment.

”Mælkekrigen” er en tankevækkende islandsk film om en kvindelig mælkeproducent, der får nok af det lokale monopol

Oppe i det nordvestlige hjørne af Island i en ret øde dal bor Inga og manden Reynir på hans fødegård. Det er en stor moderne gård med et avanceret mælkeproduktionsapparat. Børnene er flyttet hjemmefra, og det er arbejdsglæden næsten også. De sidder i gæld til halsen. De har fejlinvesteret i robotmalkning. Selvom begge slider og slæber, må Reynir supplere indtægten med at have arbejde ved siden af som chauffør.

Det er nok en genkendelig situation for mange landmænd også i Danmark. Arbejde dag ind og dag ud, uden at det giver det overskud, man havde håbet på.

I begyndelsen af filmen sidder ægteparret ved middagsbordet. Hun læser avis om ferierejser. ”Vi har ikke haft ferie i tre år,” siger hun lakonisk og føjer til: ”Prisen på gødning er meget mindre inde i byen. Vi kunne spare mange penge!”.

”Du ved, at vi er med i Brugsforeningen!”, svarer manden, og så er den diskussion ude. Det er også Brugsforeningen, der opkøber deres mælk, så hvis de køber deres varer andre steder, vil den ikke aftage deres mælk, og der er ikke andre opkøbere på egnen. Brugsforeningen sidder på det hele i dalen. Det er også den, der låner penge ud til bønderne, når de skal investere.

Filmen rører ved problemet om fællesskabet kontra den enkeltes frihed. Brugsforeningen har monopol på handelen. Det kooperative er en smuk tanke. Det var det i det gamle Sovjet og i det gamle Danmark. Da pastor Sonne i 1866 var idémand til Thisted Kjøbstads Arbejderforening, var det startskuddet til brugsforeninger over det ganske land. Principperne var klare. Der skulle være åbent medlemskab, demokratisk styrelse, begrænset forrentning af medlemskapitalen og fordeling af udbyttet i forhold til omsætningen. Men principper kan forstene.

Her oppe i det nordvestlige hjørne af Island er det Brugsforeningen, der holder samfundet oppe økonomisk, men det kniber med demokratiet og kommunikationen. Ledelsen kører en benhård politik over for det lokale erhvervsliv og tåler ikke, at der foretages indkøb uden for kooperationen. Inga kan altså ikke købe den billige gødning uden for dalen.

Sådan er situationen, da vi kommer ind i filmen, og kort tid efter dør Reynir, og Inga står tilbage med sorg, gæld og frustration over Brugsforeningens mafiametoder. Hun skriver et indlæg på Facebook, og så er helvedet løs.

Hun vil danne et nyt andelsselskab, hvor mælkeproducenterne får større indflydelse. Hun bryder sådan set ikke med de gamle principper, men vil have dem kombineret med en personlig frihed.

Det er en flot kamp, hun kæmper, og vel er Brugsforeningen skildret som skurke, der kører i store sorte biler og sidder i smarte kontorer, men er de ”banditter i habitter”? Det er ikke helt så enkelt som i en amerikansk gangsterfilm.

Kan fællesskabets principper og individuel økonomisk adfærd kombineres? Hvis folk i dalen vil købe ind på Amazon, er der så en lille købmandsforretning om føje tid? Spørg ude i Udkantsdanmark. Hvis vi alle handler i den store Bilka, har vi nok ikke Spar-købmanden rundt om hjørnet ret længe. Omvendt er det så ikke uacceptabelt, hvis monopolet bruger bøllemetoder til at få folk til at makke ret?

Grímur Hákonarson rører med sin film ved et problem, der presser sig på også her hos os. Ja, det er globalt. De store internationale koncerner og den lille nære struktur. Grímur Hákonarson ser i sin lup et billede af et større fænomen.