At læse den norske forfatter Edvard Hoems stort anlagte slægts- og udvandrerkrønike er som at få udvidet sin familie. Så fortrolig føler man sig med de centrale personer, uanset hvor man træffer dem, i Norge, på de amerikanske eller canadiske prærier.
Forfatteren har skrevet serien, der er solgt i over 400.000 eksemplarer, på baggrund af sin egen slægtshistorie. Men roman-versionen, der forener historiske fakta med digterisk frihed, åbner sig for enhver, der bevæger sig ind i dens komposition af skæbneforløb. Det første af seriens fire bind, ”Høstkarl i himlen”, udkom på dansk i 2018, efterfulgt af ”Din bror på prærien” og nu ”Landet ingen har set”.
Hoem er en besættende fortæller, der fastholder læserne uden tilsyneladende at gøre sig de store anstrengelser. Han har noget at berette – og det gør han så. Mere indviklet er det ikke, får han læserne til at tro. Hans stil er rolig og besindig, nærmest udfordrende i sin lavmælte ”almindelighed”.
Men samtidig skriver han sig dybt ind i personernes virkelighed, både virkeligheden i og omkring dem. Kristendommen spiller en stor rolle, specielt i forbindelse med Eilert, den meget høje, reserverede og vel også grundlæggende ensomme mand, der sammen med sin kone og de efterhånden mange børn opbygger en bondetilværelse i Canada.
Ligeledes for broderen hjemme i Norge, Anton Edvard, der som barn blev sendt hjemmefra, fordi hans forældre ikke havde råd til at beholde ham, spiller religionen en store rolle. Hans omvendelse beskrives intenst.
I ”Landet ingen har set” får vi indledningsvis et glimt af brevvekslingen mellem de to brødre, der betyder mere for hinanden, end de vover at røbe direkte. For eksempel nævner de aldrig det spørgsmål, der er drivkraften bag deres korrespondance: Vil de nogensinde møde hinanden igen?
Den bevægende slutning lægger op til, at det vil de. I 1927 – efter mange år på prærien – skal Eilert gense sit fædreland, som han forlod i en alder af bare 16 år. Han er nu enkemand. Mens dampskibet, som han er med, lægger til kaj i Oslo – endda på Norges nationaldag, den 17. maj – føler han sig ”som en slagmark af modstridende følelser (...). Han blev fyldt af vemod, men der var også en glædeslatter, der trængte sig på, før han igen stirrede ned i tabets mørke afgrund” forvivlet over, at hans forældre ikke lever mere. Den store mand står ved rælingen og græder, da vi forlader ham.
Det er gået ham godt i Canada. Og dog er alt ikke godt. Når hans naboer glæder sig over en vellykket høst, føler han sig tom og utålmodig. Og ser en anden opgave for sig den at forkynde Guds ord.
Også i en anden forstand er han udenfor – han bliver ved med at opfatte sig mere som en norsk immigrant end som en canadisk borger. ”Han var en overgangsfigur, en Moses. som så ind i det forjættede land, men som ikke selv skulle komme ind i det.”
Hans kone, Martha, synes, at han sommetider bør holde fri fra alvoren, og foreslår, at han køber en ”automobil”. Det gør han, hvilket da også bliver til fornøjelse ikke alene for ham selv og familien, men også for læserne. Men livets mening kan trods alt ikke nås i bil.
Det knager – fremhæver Edvard Hoem – i mange nybyggeres ægteskaber, ”når forventningerne om et bedre liv end det, de havde haft i det gamle land, ikke blev indfriet, når kærligheden døde i hverdagens grå slid, når de opdagede, at kvinder og mænd på hver deres måde havde store drømme, men at det ikke var de samme drømme”. Med de ord er vi inde ved romanens kerne.
De ægteskabelige uvejr kan være ganske dramatiske. Men helt stille kan alt – eller det meste – falde på plads igen. Måske også med en klarere selvindsigt som resultat.
Beretningen er sat ind i et samtidshistorisk perspektiv, i skyggerne fra Første Verdenskrig og dennes efterfølgende negative økonomiske konsekvenser.
Nybyggerlivet i sig selv skildres med troværdig realisme. Man overbevises uden videre om, at de konkrete detaljer er i overensstemmelse med den engang gældende praksis. Både som tidsbillede og personskildring er ”Landet ingen har set” formidlet med et nærvær, der stort set aldrig svækkes.
Som læser lever man bare med. Man kan ikke andet.