Det er forbløffende at læse denne bog af Hannah Arendt (1906-1975), som strengt taget ikke er en bog, men to små essays koblet sammen med et kapitel fra et af hendes hovedværker ”The Origins of Totalitarianism”. Hvis man gik og troede, at den nuværende flygtninge- og migrantkrise er noget historisk helt enestående, bliver man her belært om noget andet.
I det første essay trækker Arendt på sine personlige erfaringer som jøde, flygtet fra Hitler til USA. Det er meget gribende læsning, selvom hun ikke skriver personligt i en bekendende nutidsforstand, men mere taler om generelle forholdsmåder hos de jødiske flygtninge, hvor forfærdeligt de har det, ikke mindst med deres identitet, og hvor meget de kan forsøge at bedrage sig selv, glemme fortiden, være uforbederlige optimister for bagefter at gå lige hjem og åbne for gassen i køkkenet.
Nogle søger hektisk at assimilere sig, andre at agere som ”genier” eller bevidste pariaer, og jøderne er blot fortroppen for mange andre forfulgte. ”Mennesket er et socialt dyr, og livet falder det tungt, når sociale bånd brister. Moralske standarder er meget lettere at opretholde inden for rammerne af et fællesskab. Meget få individer er stærke nok til at bevare deres personlige integritet, hvis deres sociale, politiske og juridiske status er ét stort rod.”
Arendt beskriver også de mange statsløse og fordrevne i kølvandet på imperiernes sammenbrud med afslutningen af Første Verdenskrig; enorme menneskemasser bliver jordens bærme, for de udgør et problem, der ikke kan løses inden for nationalstaternes rammer.
Det bliver gradvist tydeligt for den politiske filosof Hannah Arendt, hvordan nation og retsstat reelt kommer til at hænge sammen, hvordan kun folk af samme nationalitet indrømmes ret til borgerskab i en nationalstat, og hvordan nationale mindretal har kurs mod enten assimilering eller likvidering. De enkelte lande vil konkurrere om at smugle deres ”egne” statsløse ind i nabolandene. Den enkelte statsløse er på en pervers måde bedre tjent med at begå en forbrydelse og blive kriminel, for så bliver han dog ”anerkendt” af systemet og taget i forvaring.
Situationen truer samtidig nationalstatens eksistens; den kan ikke opretholde sig som retsstat, hvis princippet om lighed for loven er brudt sammen i forhold til de mennesker, der opholder sig på dens territorium.
Arendt konkluderer på sin skarpe og dybt pessimistiske analyse, at det er folket og ikke individet, der er blevet billedet på mennesket i det tyvende århundrede. Ingen myndigheder kunne beskytte de statsløse, der stod uden deres ”egne” regeringer. De nye flygtninge var ikke forfulgt på grund af deres holdninger og overbevisninger, men oftest, fordi de blot var dem, de nu engang var. Og der er ikke længere noget ”uciviliseret” sted på jorden, hvor de kan tage hen og danne nye fællesskaber.
Arendt må her tænke på Amerika i sin tid. Vi har formuleret idealet om menneskerettigheder, men verden fandt intet helligt i det abstrakt nøgne menneske, da det først stødte på det i de retsløse og de ydmygedes store skarer. ”Vi fødes ikke som lige. Vi bliver lige som medlemmer af en gruppe, hvis vi er stærke nok i vores beslutning om at garantere hinanden lige rettigheder.”
Og hun konkluderer, at om vi så udvikler en global civilisation, er der ingen sikkerhed for, at vi ikke skaber nye barbarer i dens midte ved at tvinge millioner af mennesker til at leve under betingelser, som reelt er de vildes betingelser.
Bogen er på en vis måde dybt deprimerende læsning, både fordi der er så mange dystre paralleller til i dag, og fordi Arendt ikke er i nærheden af ”løsninger” på de problemer, hun beskriver. Men nogle gange kan der også være noget paradoksalt opløftende over så kompromisløs en desillusion.
Her skrives i sandhed ingen dækningsløse checks ud. Her vrides der ikke hænder over en kompromitteret humanisme. Vi får lov til at ramme bunden, og herfra kan det vel kun gå opad. Eller hvad?
Nogle hævder – jeg har lige læst det på Facebook – at det væsentligste politiske skel i dag går mellem humanisme og antihumanisme. Måske underforstået at humanisme er globalisme, og antihumanisme er nationalkonservatisme. I lyset af Arendts analyse vil man kunne kalde det for en moraliserende forenkling af problemerne. Man vil næppe kunne hævde, at Arendt ikke er humanist og ikke hylder de højeste idealer. Men samtidig ser hun klart, at humanisme er et afmægtigt ideal, hvis der ikke er sociale strukturer og politiske institutioner til at understøtte det. Her har nationalstaten i nyere tid været et så effektivt bud, at den er svær at konkurrere med. Det har mange globalister indset alt for sent. De har mere eller mindre implicit dyrket en historiefilosofi om, at verdenssamfundet ville indfinde sig automatisk.
Men reelt halter det i vor tid gevaldigt med muligheden for politisk eksekvering i de internationale institutioner (FN, EU), der ideelt set skulle tage sig af de i forhold til nationalstaterne grænseoverskridende problemer. Humanismen bliver i den forstand hjemløs og uden rammesætning.
I hvert fald kan man ikke, heller ikke efter læsning af Arendt, fortænke europæiske nationalstater i at være forbeholdne med at uddelegere deres flygtningepolitik til et EU, der har fejlet så eklatant med hensyn til at kontrollere sine egne ydre grænser.
Der er som sagt ingen løsninger hos Arendt, heller ikke nemme løsninger.
Men som Thomas Gammeltoft-Hansen skriver i sit udmærkede og pointerede forord, kan hendes analyse udgøre et vigtigt udgangspunkt for at rammesætte diskussionen. Og det er der også mere brug for end moralske polariseringer.