Prøv avisen

Det nordiske sprogfællesskab smuldrer

Tegning: Peter M. Jensen.

Den fælles nordiske identitet gennem litteratur og sprog er ved at blive udvandet. Eksperter peger på, at det er vigtigt at holde den nordiske "vi-følelse" i hævd

Under det moderne gennembrud i slutningen af 1800-tallet valfartede hele den skandinaviske kulturelite til København. Strindberg, Ibsen, Hamsun og Brandes færdedes i de samme boblende litterære cirkler, blev inspireret af de samme strømninger, og flere udgav bøger om de nye kulturelle forhold på det samme danske forlag, Gyldendal.

Georg Brandes' bog fra 1883 "Det moderne gennembruds mænd", som omhandler samtidens vigtigste (mandlige) forfattere i Norden, illustrerer, hvordan fællesskabsfølelsen nærmest eksploderede på det tidspunkt.

Siden hen er den nordiske "vi-følelse" løjet bemærkelsesværdigt af. Efter Anden Verdenskrig var det nordiske fællesskab stærkt, men også efterkrigstidens sammenhold aftog hurtigt, og i dag formår mange skandinaver knap nok at kommunikere med hinanden, medmindre engelsk bliver taget i brug.

Filmen "Far til fire i sneen" fra 1954 er formentlig et af de sidste officielle eksempler på den fælles nordiske sprogforståelse. Her taler Lille Per med en norsk pige, uden at dette bliver oversat til dansk.

Hans Hauge, dr.phil. og lektor ved Nordisk Institut, Aarhus Universitet, forudser, at udviklingen går mod større fremmedgjorthed de nordiske lande imellem:

– Vi kan konkludere, at der ikke er megen nordisk fællesskabsfølelse længere. Danskerne er dårlige til at forstå svensk og norsk og vil meget hellere tale engelsk. 95 procent af vores studerende på Nordisk i Århus påstår tilmed, at de aldrig er blevet undervist i de nordiske sprog i folkeskolen og foretrækker også at læse teksterne på engelsk frem for originalsproget, siger han.

Hauge ser flere grunde til den manglende interesse. For det første er det stort set umuligt at opdrive de skandinaviske naboers litteratur i danske boghandler. For det andet er Nordens tre største lande, Danmark, Norge og Sverige, slet ikke så ens, som de ellers har ry for at være.

– På det politiske område er landene siden Danmarks medlemskab af EF i 1972 gået hver sin vej. Sverige er ganske vist blevet medlem af EU, men er langt mere neutral end Danmark, og Norge er stadig helt udenfor. Finland er medlem, men kører sit helt eget løb. Danmark er langt mere proeuropæisk og tættere på USA og England end de andre skandinaviske lande. Der er ikke længere en fælles nordisk front, og den klassiske opfattelse af Norden giver ikke længere mening, siger han.

Endnu er "vi-følelsen" dog ikke helt begravet. Mens sammenholdet smuldrer på sprog- og litteraturfronten, kan erhvervslivet bryste sig af anderledes tværkulturelt samarbejde.

– I Ørestadsregionen sker der lige nu en masse, både akademisk og erhvervsmæssigt. Ud fra et økonomisk synspunkt kan man lade, som om der stadig er en nordisk fællesfølelse, siger Hans Hauge.

Med andre ord er de intellektuelle og åndelige fællesskab blevet erstattet af meget økonomiske og praktiske samarbejder. SAS, Nordea og COOP er således nutidens svar på Amalie Skram og J.P. Jakobsen.

Den byttehandel passer ikke Anders Juhl L. Rasmussen, stud.mag. og studentermedhjælp ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab (DSL). Han har sammen med professor i dansk litteratur Torben Brostrøm været med til at udvælge de nordiske tekster, som skal bruges i en ny nordisk litteraturkanon til gymnasieskolerne bestilt af Nordisk Ministerråd. Udviklingen mod et udvandet nordisk fællesskab bekymrer ham.

– Det er et krisetegn, når danskere og svenskere ikke længere umiddelbart forstår hinanden og slår over i engelsk for at kunne tale sammen, siger han.

Anders Juhl L. Rasmussen håber, at den nordiske kanon kan skærpe unge skandinavers interesse for at aktualisere det litterære fællesskab mellem landene i Norden. Hvis elever og studerende for alvor bliver opmærksomme på lighederne i landenes litteratur og på det fælles sproglige ophav, vil de formentlig også kunne se det vigtige i at opretholde det særlige bånd mellem landene, mener han.

For at statuere et eksempel har Nordisk Ministerråd bedt tekstudvælgerne være påpasselige med at dække den litterære udvikling i det ganske Norden. Det betyder også, at der, i modsætningen til tidligere antologier, både er tekster fra Grønland, Færøerne, Island, Finland og det samiske sprogområde ud over dem fra Danmark, Norge og Sverige. Alle teksterne skal trykkes på originalsproget; de islandske, færøske og grønlandske trykkes også i dansk oversættelse, de finske også i svensk oversættelse.

Anders Juhl L.Rasmussen forklarer:

– Man kan dels lære af tekstudvalget, at mange motiver er fælles for de nordiske forfattere helt fra gammel tid og frem til i dag. Det kan for eksempel være den første kærlighed, døden, det at rejse bort fra sin elskede eller utopiske forestillinger om drømmeriget Atlantis. Man kan også lære noget om de enkelte landes forskelligheder. Der er for eksempel særlige omstændigheder ved Grønlands historie, jeg tænker både på den eskimoiske fangerkultur og den danske kolonisering, som smitter af på den grønlandske litteratur. Samerne skiller sig også ud, fordi de ikke har deres eget land, men lever af jagt, fiskeri og rensdyrhold i Norge, Sverige, Finland og Rusland, siger han.

På samme måde kan man trække paralleller mellem mange andre litterære værker. For eksempel findes den danske middelalderfolkevise om Ebbe Skammelsøn også i en svensk version, ligesom salmer af Thomas Kingo fra slutningen af 1600-tallet er meget sammenlignelige med norske Petter Dass' salmer fra samme periode og den islandske Hallgrímur Péturssons passionssalmer.

Når den nordiske identitet i dag er blevet langt mere udvandet, skyldes det i høj grad globaliseringen, som øger fokus på de store verdenssprog som engelsk og spansk. Kvaliteten i det nære er blevet fjern for mange, vurderer Anders Juhl L. Rasmussen.

– I dag rejser man jo ofte 2000 kilometer sydpå i Europa for at komme på sommerferie i stedet for at tage til et af nabolandene i Norden, som man gjorde tidligere, hvor man ikke havde så mange penge. Det er heller ikke så in at sige, at "jeg har været i Sverige" eller "jeg kan læse svensk", selvom man faktisk meget hurtigt kan gøre store fremskridt med at lære et nordisk sprog frem for fransk, siger han.

På samme vis påvirker de uendelige rejsemuligheder også forfatterne selv, der heller ikke længere nødvendigvis er trofaste gæster i de nordiske nabolande.

– I dag finder nordiske forfattere ikke så meget deres inspiration i andre nordiske forfattere som i verdenslitteraturen. Én er fascineret af Rusland, en anden af Sydamerika, en tredje af USA, og det er måske med til at svække det nordiske litterære fællesskab, mener Anders Juhl L. Rasmussen.

Politikerne bærer også en stor del af skylden for, at det står så skidt til med den fælles nordiske identitet, mener Jens Raahauge, der er formand for Dansklærerforeningen i folkeskolen.

Han er enig med Hans Hauge i, at børn og unge i folkeskolen og gymnasiet ikke er motiverede for at læse de nordiske brødre og søstre, men mener, at det især skyldes, at politikernes laissez-faire-agtige holdning til problematikken smitter af på befolkningen.

– Politikerne vægter efterhånden kun de nordiske sprog højt ved skåltaler og lignende, og det bemærker folk, siger han og fortsætter:

– Det eneste, politikerne hidtil har gjort, er at indskærpe læseplanen, som siger, at eleverne også skal præsenteres for svenske og norske tekster.

Raahauge erkender, at lærerne måske heller ikke altid er lige ivrige efter undervise i de nordiske gloser, men selv i de tilfælde, hvor læreren nærmest er en "nordisk nørd", er det et Sisyfos-projekt at trænge igennem til eleverne.

– Uanset hvor dygtig en lærer man er, og hvor meget man brænder for emnet, er barriererne stort set uoverstigelige. De fleste elever fører et parallelt åndsliv i de timer. De kan ganske enkelt ikke se, hvad meningen er med at læse tekster på norsk eller svensk, siger han.

Netop relevansen skal derfor gøres langt tydeligere, hvis eleverne skal anspores til at give de skandinaviske sprog en chance. De få steder i landet, hvor ungdommen automatisk kan finde et belæg for dykke ned i sprogene, er deltagelsen i timerne også større.

– Motivationen for at lytte til svensk og norsk er større i de dele af landet, hvor man faktisk har kontakt til nordmænd og svenskere. I Frederikshavn og Helsingør er der større interesse for at læse svenske tekster end i Herning. Derfor er der også potentiale for, at norsk og svensk blomstrer op i Øresundsregionen, hvor man kan se, hvad meningen er med at lære sprogene, siger han.

Personligt synes Raahauge, at det er en skam, at det står så skidt til med fællesfølelsen i Norden, men med mindre politikerne virkelig sadler om, kan han ikke se, hvordan den danske ungdom skal ændre attitude.

– Det er ærgerligt i forhold til kulturforståelsen, men børnene orienterer sig jo mod den fremtid, som politikerne viser dem. Indtil videre signalerer de ikke, at fremtiden ligger i Norden, siger Jens Raahauge.

Alle er enige om, at den fælles nordiske identitet er ved at smuldre. Nogle mener dog stadig, den kan reddes. Jørn Lund, direktør ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og tovholder på det nordiske kanonprojekt, sætter meget præcist ord på problemet.

– Det er sidste chance, hvis vi skal hindre et meget alvorligt kulturtab. Den nordiske profil trænger til at blive synliggjort. Vi skal blive opmærksomme på, hvor meget vi egentlig ligner hinanden, siger han.

Et råd er at læse den nordiske antologi, men danskerne bør også i højere grad kigge op ad og til siden, når de planlægger ferier, kurser og udflugter.

– Globaliseringen har gjort det mere nærliggende at tænke nordisk; vores stemme i koret bliver tydeligere, når vi står sammen. Faktisk er der da også stor kontakt mellem folk her i regionen. Hver dag krydses de nordiske grænser af over 100.000 personer fra et andet nordisk land, samhandelen er stor, og der er ikke den forening, der ikke har et nordisk netværk. Det nordiske samspil er blevet så selvfølgeligt, at det let bliver usynligt. Netop derfor er der brug for at tegne profilen op, også på det kulturelle felt, siger Jørn Lund.

schelde@kristeligt-dagblad.dk