Der var engang et traditionelt museum for H.C. Andersen i Odense. Det er der ikke længere. I stedet er der opført et nyt museum med nogle ganske anderledes formidlingsgreb. Det har sine kvaliteter, men kan også rumme nogle udfordringer.
H.C. Andersens Hus – placeret netop ved siden af hans fødehjem – er som et eventyr, der langsomt udfolder sig. Først skal den nye kulturinstitution være færdig. I den kommende tid er der tale om en delvis åbning til reduceret pris, for der er en del af museet, der ikke er færdigt. Det gælder blandt andet et såkaldt børneunivers og et spisested, ligesom haveanlægget heller ikke er klar til publikum. Også her har coronapandemien generet kulturlivet.
H.C. Andersen (1805-75) behøver vel ikke nogen videre præsentation. Han var en del af den kosmopolitiske udveksling med det øvrige Europa, som skabte det, der senere er blevet kaldt dansk guldalder, dengang da maleriet strålede i Norden, Bertel Thorvaldsen var Europas førende billedhugger, og både H.C. Andersen og Søren Kierkegaard – dansk litteraturs uomgængelige bidrag til verdensarven – gik i Københavns gader.
H.C. Andersens eventyr kan være både grusomme og misantropiske – men det er vel ikke så meget dem, der har skabt hans verdensberømmelse. I hvert fald kan det undertiden virke, som om det er andres, mere sentimentale fortolkning af dem, der har skabt den. Og som har gjort det nærliggende med et mere tidssvarende, turistvenligt museum i Odense. Pudsigt nok gjort muligt, efter at byen er begyndt at hele en af sine mest tragiske infrastrukturforandringer: Gennemskæringen af byen med den firsporede hovedfærdselsåre på Thomas B. Thriges Gade, der stammer fra en tid, 1960’erne, da idealet var den funktionsopdelte by, hvor man arbejdede, boede og handlede med så stor indbyrdes afstand, at en bil var uomgængelig.
I dag er bevægelsen til en vis grad modsatrettet, og man kan se, hvordan nye bolig- og erhvervskvarterer forandrer området omkring H.C. Andersens fødehjem og det nye museum, der er udstyret med en uprætentiøs indgang, der mimer ældre tiders bindingsværksbyggeri. Det nye museum er altså ikke et anmassende kulturbyggeri i et følsomt byområde. Hvor højstemt man så bliver af selve indgangspartiet, kan måske diskuteres, men måske mangler også det den sidste finish?
Konkurrencen om museet blev vundet af Kengo Kuma (født 1954), der tilhører den skole af moderne arkitekter, som i stedet for at lade deres bygninger mase på og dominere omgivelserne vælger at indpasse dem respektfuldt i overensstemmelse med stedets ånd.
Selve bygningens indre former sig som en rejse gennem H.C. Andersens liv og værk.
Præsentationen er som en stor collage med genstande, billeder – papirklip eksempelvis – og fragmenter af samtidens musik og tekster fra eksempelvis digterens breve og dagbøger. Museets helt afgørende fortællegreb er, at de formidlingstekster, der traditionelt vises på udstillingssalenes vægge, er transformeret til stemmer, man hører i hovedtelefoner, man får udleveret i billetsalget. Uden lyden i ørene vil udstillingerne være en fattig forestilling.
Det hele er interaktivt opbygget. Som man nærmer sig en montre eller en visualisering af et eventyr – for eksempel en høj stak dyner for at give en indtryk af, hvor ømskindet en rigtig prinsesse kan være, hvis hun sover på en ært – aktiveres lyden, så man kan lytte til en – ofte ganske kort – tekst. Undertiden er det genstandene selv, der taler. Ligesom i et rigtigt eventyr.
Der er altså ikke nogen påtvungen kronologisk fortælling. Men alligevel er forløbet bygget op efter formodningen om, hvordan museets gæster bevæger sig via bygningens ramper, og på den måde samler collagen sig til en stemningsbåret fortælling om hovedpersonen.
Stillet over for truslen om et meget moderne museum baseret på digitale virkemidler kunne en mistrøstig sjæl måske have frygtet, at hele denne store og dramatiske, smukke og lidt sørgelige fortælling om dette ganske særlige menneske ville blive forfladiget til den rene underholdning: Gøgl og kvikke virkemidler og den slags. Og det er ganske vist, at der er underholdende elementer i museet, der på den anden side synes at rumme muligheder for bestandig forandring. Nye fortællinger kan flettes ind, andre eventyr kan tematiseres.
Men der er nu ikke solgt ud af forpligtelsen til en sober formidling. Ved rejsens ende kan man i hvert fald gå ud i Hans Jensens Stræde og kigge på H.C. Andersens – indtil videre lukkede – fødehjem og have en stemning i kroppen af beundring over de kunstneriske kvaliteter og måske en vis sørgmodighed over den måde, hvorpå mennesker – også hvis de blot er ting – behandler hinanden, kombineret med bevidstheden om H.C. Andersens egen rejse fra grim ælling til litterær svane.
Ud over en udtalt nysgerrighed efter, hvordan haveanlægget – skabt af landskabsarkitekterne Masu Planning – bliver udformet som en del af fortællingen om H.C. Andersen, skal det blive interessant, hvordan museumsoplevelsen bliver for publikum, når den er baseret på, at alle informationer, stemninger og lydbilleder kommer via individuelle hovedtelefoner.
Det går fint, når man går rundt for sig selv som en tapper landsoldat. Men hvordan fungerer det for et par for slet ikke at tale om en børnefamilie, som måske ikke har den samme oplevelse, fordi de lytter til forskellige talende genstande?
Gennem mange år har det været et almindeligt syn på mange museer, at også mennesker i selskab med hinanden lytter til autoriserede forklaringer gennem hver deres hovedtelefoner. Frem for – med lav stemmeføring, tak – at dele sine egne indtryk af kunstværker eller kulturhistoriske genstande. Oplevelsen i H.C. Andersens Hus er en videreudvikling af den formidlingsstrategi, og selvfølgelig kan man tage hovedtelefonerne af og tale sammen om det, man oplever. Spørgsmålet er, om man gør det?
Modsat et tungt museum i konventionel forstand har H.C. Andersens Hus mere karakter af en let introduktion til den store forfatter. For den enkelte person kan lydcollagen, der følger billedcollagen gennem museumsvandringen, som nævnt være en poetisk oplevelse, der med sine fragmenter ligefrem giver lyst til at læse eventyrene i helheder.
Det er sådan set ikke det mest ringe udbytte, man kan få af besøget. Men måske er det vanskeligere at have en oplevelse i fællesskab med andre? Det vil så vise sig, når museet er helt færdigt, som det var tænkt, og eventyret om et nyt museum for H.C. Andersen udvikler sig hen over årene.