Prøv avisen

Det nye liv efter Utøya

Syv minutter efter at familien Buø fik et beroligende opkald fra deres 14-årige søn, Johannes, der var på sommerlejr på Utøya, gik en falsk politibetjent i land på øen. Og mindre end en halv time senere var sønnen skudt og dræbt. Siden har forældrene som mange af de øvrige pårørende arbejdet med at bearbejde sorgen. – Foto fra bogen. Foto: Mads Nissen

På mandag udkommer den norske forfatter Erika Fatlands bog Året uden sommer fortællinger fra Utøya på dansk. Kristeligt Dagblad bringer her et boguddrag om ægteparret Einar og Laila Buøs tab af deres 14-årige søn, Johannes

Longyearbyen, december 2011.

Det er midt på dagen, men bælgmørkt, og der er kun få meters sigt. Fuldmånen hænger skjult bag et tykt skylag, der er frostdis, og snefygningen bevæger sig i siksakmønstre over vejbanen. Vi kører til vejens ende i begge retninger, 40 kilometer i alt, op til Nybyen og ned igen forbi den rød- og hvidmalede trækirke, verdens nordligste. Her holdes der såvel protestantiske som katolske og ortodokse gudstjenester. Ingen er glemt, og døren står altid åben.

LÆS OGSÅ: Jeg er imponeret over de pårørendes tapperhed i sorgen

I grøftekanten står en flok små hvide rensdyr og græsser lav gennem sneen. Jægere fortæller, at det næsten er for let at skyde dem. De har ingen naturlige fjender her og vandrer frygtløse omkring.

På en stejl bakke stikker nogle trækors i en klynge op af sneen.

Vi tænkte på at begrave Johannes her, men det bliver alt for langt væk, fortæller Einar Buø, som viser mig rundt på øen. Han er en høj mand med blank isse og blød sørlandsdialekt. Der er jo næsten ingen, som bliver boende på Svalbard hele livet.

Einar ved alt om Svalbard. Mens vi kører den korte vejstrækning tilbage til Long-yearbyen, som med sine 2000 indbyggere er verdens nordligste bosætning, forelæser han imødekommende om byens grundlæggere og om Svalbards tre grundpiller.

Grubedrift, turisme og forskning, det er det, som holder hjulene i gang, fortæller han.

Vi parkerer ved et lavt, brunmalet træhus. På stuebordet indenfor står der et billede af en ung, lyshåret dreng i glas og ramme, omkranset af tændte lys.

Det er stadig uvirkeligt, fortæller Einars kone, Laila. Hun er lige så gammel som manden, 46 år, uddannet farmaceut og driver eget firma. Ansigtet er uden makeup, åbent og nøgent, det lange, krøllede hår hænger løst over skuldrene. Hun ser træt ud. Den yngste søn, 11-årige Elias, har åbenbart arvet morens hår; også han har skulderlange lokker, men hans er lyse.

LÆS OGSÅ: At huske og at blive husket giver mening

Selv da vi var i kapellet og så ham i kisten, håbede jeg, at det ville være en anden end Johannes, som lå der, siger hun.

Jeg kan ligge og døse på sofaen, og når jeg vågner, tænker jeg, at det ikke er sandt. Hver celle i kroppen stritter imod tanken om, at Johannes er død.

Det er nu snart fem måneder siden, Einar fulgte den ældste søn, Johannes, til Kjevik flyveplads uden for Kristiansand. Familien er oprindelig fra Mandal, Norges sydligste by, og tilbringer altid somrene der. Sidste års sommer var ingen undtagelse. Det blev et usentimentalt farvel.

Så hav det godt!, sagde den 14-årige og slentrede cool mod gaten med iPod i ørerne og solbriller på hovedet. Han løftede hånden til afsked, allerede med ryggen mod faderen. Det var ikke første gang, han var ude at rejse alene; han havde allerede været på ungdomslejr i Brasilien og i Tyskland uden forældrene. Nogle måneder i forvejen havde han meldt sig ind i AUF uden at sige noget derhjemme, og nu skulle han på sin første Utøya-lejr.

Einar blev stående og ventede, til flyet forsvandt i det tynde skylag. Det er sådan, man gør som forælder, selvom børnene er blevet aldrig så store og selvstændige. Om aftenen sendte Laila en sms til Johannes for at forsikre sig om, at alt var vel. 14 timer senere kom svaret: Ja, er fremme og har det godt, vil højst sandsynligt ikke tage telefonen på grund af strømmangel, aktivitet, fest eller mangel på søvn. Med venlig hilsen Johannes. PS skal give besked om skader, når de kommer .

Og det var helt fint, siger Laila. Det var sådan, vi ville have det. Vi ville give vores børn vinger.

Johannes var den slags barn, som ikke kunne få vinger hurtigt nok. Da han blev storebror, begyndte han at plage forældrene om at få lov at være alene hjemme. Han mente, han var stor nok til det. For at efterkomme hans ønske trillede moren Elias rundt i kvarteret, så den fireårige fik lov at være alene hjemme en meget kort stund. Johannes var himmelhenrykt. Første gang han fik lov til at gå hjem fra skolen alene, kom han glædestrålende ind ad døren og begyndte straks at fortælle om, hvordan han oplevede den nyvundne frihed: Så gik jeg der på muren alene, mor, og da tænkte jeg: Nu er det kun mig, der bestemmer over mig!.

To dage efter smsen hørte de fra Johannes igen. Det var blevet fredag den 22. juli, og klokken var otte minutter over fem om eftermiddagen.

Alt står godt til med os; vi har det godt her på Utøya, fortalte han pligtskyldigst i telefonen. De var alle blevet opfordret til at ringe hjem for at berolige forældrene efter det, som var sket i Oslo. Kommer hjem på søndag som planlagt, tilføjede han, før han sagde hej og lagde på.

Syv minutter senere, klokken 17.15, gik en falsk politibetjent i land på øen. 27 minutter efter, klokken 17.42, blev Johannes skudt og dræbt. Einar og Laila har brugt megen tid på at finde ud af, hvordan hans sidste halve time var. De har læst afhøringer og talt med andre, som var sammen med ham, og har efterhånden kunnet danne sig et temmelig tydeligt billede af, hvad han gjorde, og hvordan han havde det. Først var han sammen med nogle andre på Kjærlighetsstien, ved de.

Han forsøgte at berolige og trøste de andre, som var sammen med ham, selv dem, som var meget ældre end ham. Tag det roligt, jeg går ud og tjekker, sagde han, da der blev et lille ophold i skyderiet. Så gik han alene hen til teltpladsen for at se sig lidt omkring. Da skyderiet begyndte igen, gemte han sig sammen med en gruppe unge på Sydspissen. Også da var han helt rolig. Vi skal nok klare det her, det skal nok gå, sagde han til de andre. Da der igen blev et ophold i skyderiet, gik han ud for at tjekke for anden gang. Han gik op fra vandkanten og ind i det lille skovstykke. Der mødte han en pige, og lige neden for skolestuen mødte de to en mand i politiuniform.

Hvad sker der?, spurgte Johannes manden.

Manden svarede formentlig et eller andet.

På et eller andet tidspunkt må Johannes have forstået, at manden foran ham ikke havde gode hensigter. Løb! Løb!, råbte han til den unge pige, der var sammen med ham. Roligt tog gerningsmanden ladegreb og skød hende først, derefter vendte han våbenet mod Johannes og skød ham tre gange. De to unge i den lille skov var blandt de få enkeltdrab, gerningsmanden selv vedgik at have nogen erindring om, da hændelsesforløbet blev gennemgået i retten. Han kaldte da konsekvent den 14-årige Johannes for den unge mand.

Vi tænker ikke så meget på den fyr, siger Einar. Han taler med mild, rolig stemme, sådan som sørlendinger gerne gør, selv når de er vrede.

Han er en ussel barnemorder og en selvoptaget, tåbelig amatør. For at bruge et Svalbard-udtryk: Han er en syg satan.

Den 22. august, én måned efter at Johannes blev dræbt, rejste den lille familie tilbage til Svalbard.

Flyturen var ond, fortæller Laila. Vi havde bagage til fire, men var kun tre, der tjekkede ind. Jeg satte mig ved vinduet for at få lov at være lidt for mig selv.

Da de landede, brød hun sammen.

Gode venner fra lokalsamfundet var mødt op for at tage imod dem. En af vennerne inviterede dem hjem til sig, så overgangen ikke skulle blive så stor. Timerne gik, det blev til mange kopper kaffe, og ingen af dem havde specielt lyst til at tage hjem. Til sidst kunne de ikke drikke mere kaffe. Vel hjemme blev de stående længe udenfor på gårdspladsen. Så åbnede Einar yderdøren.

Nu går vi ind på hans værelse, sagde han bestemt, og så gjorde de det.

I løbet af efteråret har de sat en stor dobbeltseng ind på værelset, så Elias kan have gæster der.

Der var aldrig tale om at lade rummet stå som et tomt mausoleum, forklarer Laila. Det skal være i brug. Så sent som i forrige uge var nogle af klassekammeraterne forbi. Vi gav dem noget af Johannes tøj. En af drengene gik tilfreds herfra med hans nye Metallica-sko.

Jeg har altid sagt, at det ville slå klik for mig, hvis der skete noget med Elias eller Johannes, siger Einar og smiler forsigtigt. Det var sådan, jeg troede, jeg ville reagere. Så viser det sig, at man er stærkere, end man tror. Jeg står jo oprejst. Livet går videre.

Udenfor titter månen lige akkurat frem bag skydækket. Så bliver det mørkt igen.

Vi tænker på det her som det nye liv, forklarer Laila. Sorgen er der hele tiden, den river og slider som et åbent sår i kroppen. Vi kan stadig opleve glæde og gode stunder, men ting er anderledes nu. Vi har måttet omdefinere hele vores fremtid.

Der er snart gået et år. Et år, hvor alting har været nyt. Den første jul uden Johannes. Det gik godt; en jul følger en opskrift, det var de forberedt på. Så rejste de på ferie til Thailand, kom væk lidt. Væk fra avisoverskrifterne, væk fra alle, som havde kendskab til den tragedie, der havde ramt dem. Det var godt, befriende, men så en dag spurgte en anden hotelgæst, hvor mange børn de havde. Et uskyldigt spørgsmål ved bassinkanten.

Et, svarede Laila og følte i samme øjeblik, at hun havde forrådt Johannes. Men hvis hun havde svaret to, var der blevet så meget at forklare. Igen ville de da være blevet parret, som netop havde mistet et barn.

Jeg har tænkt meget på, hvad jeg skal svare, når folk spørger, hvor mange børn jeg har, siger Einar og vender blikket ud ad vinduet.

At det er blevet et spørgsmål, det pludselig er vanskeligt at svare på, er en del af det nye liv. Jeg tænker, at jeg har to, men det ene barn vil altid være 14 år. Snart har jeg to børn, som er 14 år, og om ikke så længe vil Elias være blevet ældre end sin storebror. Johannes bliver aldrig ældre end 14. Han skal aldrig vælge linje på gymnasiet, han skal aldrig i militæret. Han skal aldrig begynde at studere. Han skal aldrig giftes. Det skumle ord aldrig kan nogle gange slå mig omkuld, men det nytter ikke at tænke på, hvad der kunne være blevet.

Einar bliver stille og møder mit blik. Hans øjne er triste, men blikket er uden spor af selvmedlidenhed.

Vi forsøger at værne om de gode minder fra de 14 år, vi fik sammen, siger han.

Dette var et forkortet uddrag af et kapitel fra bogen Året uden sommer fortællinger fra Utøya, der udkommer på mandag. Bogen vil senere blive anmeldt i Kristeligt Dagblad