Prøv avisen

Det nytter at kæmpe

Teater: Kjeld Abells »Anna Sophie Hedvig« holder endnu. Det beviser Det Kongelige Teaters opsætning

Sat over for Emmet Feigenbergs fremragende opsætning af Kjeld Abells centrale politiske drama »Anna Sophie Hedvig« bliver det pludselig åbenlyst, hvor bevægende det må have været at se i januar 1939. Taget i betragtning, at det stadig virker med sin velovervejede, rolige oprulning af spørgsmålet: Må man begå mord for at bekæmpe ondskaben og forsvare sin verden?

Scenograf Birgitte Mellentin sætter os tilbage til et velmøbleret, velstående borgerligt hjem med høje, mørke træpaneler, der udstråler tryghed, sikkerhed og maskulin styrke. Her flagrer husets privilegerede frue rundt, indtil kusinen fra provinsen dukker uanmeldt op. Fruen er dog en professionel værtinde, der blot skænker te og glipper med øjnene, mens hun lytter til skolehistorier. Men så ringer manden hjem om et improviseret middagsselskab med deltagelse af den vigtige direktør Hoff - og facaden krakelerer. Det har den også grund til. For den aften bliver afgørende for hendes liv fremover. Fruen skal i klassisk Kjeld Abell-stil modnes og udvikles gennem aftenen - hun skal blive et bedre, mere engageret og modigt menneske, end hun nu er. Og det bliver hun også.

Midt i det bedsteborgerlige, kedsommelige selskab, hvor Jørgen Reenbergs arrogante, næsten livstrætte direktør Hoff er et både scenisk og selskabeligt midtpunkt, begynder familiens unge, provokerende søn John - alene navnet viser jo, at han er fremtidens mand - nemlig at diskutere drab, kriminalitetens grænser og de rene hænders velsignelse. Midt i stuen under den grønne lampe sidder Anna Sophie Hedvig. Nær en besvimelse, ser det ud til, tankerne tordner gennem hende, hun rykker lidt frem på stolen, inden indrømmelsen så kommer med et svagt, bevisende smil: Hun, et overmåde almindeligt menneske, har skam slået ihjel. Og sådan gør man opmærksom på sig selv i et selskab!

Skal hun meldes, eller er det en god gerning, hun har gjort - lille Anna Sophie Hedvig, der ligner en glemt handske i en sporvogn, som John siger? Hun gør det af med en kollega, der er farlig for hendes verden, som vil det onde og kæmper med alle midler. I sin sidste monolog oppe hos den dødsdømte soldat, som hun har set i avisen, siger hun det, det hele drejer sig om: »I siger ikke, at det ikke kan nytte - I ved, at det nytter«. Det er det, det gør. Både for Anna Sophie Hedvig, John, fruen - og Kjeld Abell.

Emmet Feigenberg og Birgitte Mellentin har valgt en enkel, klassisk måde at gå til stykket på. Det kunne have været en dræber, men bliver det helt modsatte. Vi er tilbage i 1939, i et tidstypisk miljø, i en tidstypisk konflikt - og får virkelig følelsen af at drikke cocktails med familien, være en del af dramaet.

Det mest gribende ved opsætningen er, hvor tæt vi kommer på familien - trods al fernis. Jannie Faurschou er vidunderligt kvidrende og i sidste ende stærk som fruen i huset, Mads Wille både næsten teenage-provokerende og så alligevel aldeles indtagende som unge John, der viser sig at være mere end bare all right, da det gælder. Og det er svært at kede sig på det korte besøg tilbage på Anna Sophie Hedvigs skole i selskab med den dovne Asta og hendes pedelfamilie nede i kælderen. Men mest vigtigt er det selvfølgelig, at Bodil Jørgensen er så indlysende en Anna Sophie Hedvig, at selv originalen - Clara Pontoppidan - ville have nikket bifaldende. Hun er bleg, tænkende og forsigtig, men lidt mere styrket i sin handling, end mange andre Anna Sophie Hedvig'er har været. Der foregår så meget bag de blege kinder, når hun sidder der i sin sorte kjole og venter på afgørelsen.

Kjeld Abell bliver næsten aldrig spillet mere. Og det er blevet vedtaget, at han ikke holder - slet ikke sprogligt. Det gør han nu altså. Det beviser Emmet Feigenberg på Det Kongelige Teater.

Kjeld Abell: Anna Sophie Hedvig. Iscenesættelse: Emmet Feigenberg. Scenografi: Birgitte Mellentin. Det Kongelige Teater i Turbinehallerne. Til den 22. januar.

kulturkristeligt-dagblad.dk