Det perfekte arabiske eventyr blev skrevet for 300 år siden – i Paris

Alle kender historien om Aladdin, og de fleste placerer den i ”1001 nats eventyr” og den arabiske verden. Men det er en sandhed med modifikationer

Illustration: Morten Voigt
Illustration: Morten Voigt.

I en mørk, underjordisk hule sidder en dreng og græder og klager sig. Han troede lige, hans lykke var gjort, men nu er han fortabt.

En ond troldmand har spærret Aladdin inde. Troldmanden fandt den faderløse skræddersøn på gaden, udgav sig for at være hans onkel og sagde, at han ville sørge for hele hans fremtid, hvis blot Aladdin ville hente en gammel olielampe op af en hule til ham. Drengen gik ned i hulen og fandt olielampen, men ville ikke række den op til troldmanden. Han ville op i sikkerhed først. Troldmanden blev rasende og rullede den sten tilbage, som blokerede indgangen til hulen.

Aladdin er fanget, men efter to dage i hulen kommer han ved et tilfælde til at gnide sine hænder, så han rører en ring, troldmanden har givet ham. Pludselig står en mægtig ånd foran ham og siger:

”Hvad vil du mig? Jeg er ringens ånd, og jeg vil adlyde alle dine ønsker.”

”Befri mig fra dette sted,” siger Aladdin frygtløst, og jorden åbner sig, så Aladdin er fri.

Han skynder sig hjem til sin mor med den gamle olielampe. Han beder sin mor om noget at spise, men hun svarer, at de ingen mad har i huset. Aladdin foreslår, at de sælger den gamle lampe og køber mad for pengene. Da lampen er møgbeskidt, giver moderen sig til at pudse den, for at den kan indbringe en højere pris. Men idet hun gnider lampen, dukker en gigantisk, gruopvækkende ånd frem og spørger, hvad hun ønsker. Moderen bliver så bange, at hun besvimer, men Aladdin snupper lampen og siger dristigt:

”Skaf mig noget at spise!”.

Selv den uforfærdede Aladdin bliver overrasket, da han ser, hvad lampens ånd kort efter vender tilbage med: en sølvskål og 12 sølvtallerkener fyldt med den fineste mad, to sølvbægre og to flasker god vin. Sikke en herlighed!

Sådan foregår det første møde mellem Aladdin og lampens ånd. Vi er i eventyrenes verden, og de fleste kender historien om den fattige og dovne, men også gæve skrædderdreng, der ved hjælp af vidunderlig magi vinder rigdom. Men han er uforsigtig og mister det hele igen, inden lykken på ny vender, så han til slut kan få prinsessen og hele sultanriget.

Men selvom alle kender Aladdin, er der ingen, der med sikkerhed ved, hvor historien kommer fra.

De fleste vil vel pege på Arabien og på den legendariske eventyrsamling ”1001 nats eventyr” – en kreds af gamle fortællinger, som stammer fra den såkaldt islamiske guldalder, som strækker sig fra 700-tallet til 1300-tallet. Men i dag er litteraturhistorikere af den overbevisning, at ”Aladdin” nok kan forbindes med ”1001 nat”, men slet ikke er så gammel en historie. Sandsynligvis er den fra 1700-tallet, og måske er den slet ikke forfattet i den arabiske verden, men i Paris.

Første gang, der med sikkerhed bliver skrevet om Aladdin, er nemlig i den franske hovedstad i året 1712, og penneføreren – som ikke påstår at være forfatter til historien – er en fransk arkæolog og kulturforsker, Antoine Galland. Han interesserer sig glødende for orientalsk kultur, som på dette tidspunkt er ved at blive genopdaget i Europa, efter at man i årevis kun har interesseret sig for sin egen kultur. Og Gallands store bedrift er, at han får fremskaffet og oversat gamle arabiske tekster med eventyr fra ”1001 nat”. Mellem 1704 og 1706 udgiver han syv bind med i alt 40 arabiske eventyr, men så kan han ikke finde flere.

I sin fortsatte jagt på flere gamle historier møder Galland den unge syriske historiefortæller Hanna Diyab, der arbejder som tolk for en anden fransk kulturforsker. Galland spørger Diyab, om han kender flere gamle arabiske eventyr end de 40, han allerede har udgivet. Herefter giver Diyab ham de tre historier, som i dag er de mest berømte i hele samlingen. Det er ”Ali Baba og de 40 røvere”, ”Sindbad Søfareren” – og så er det ”Aladdin”, som vi fra Gallands optegnelser ved, at Diyab fortæller ham lige præcis den 8. maj 1709.

Tre år senere udkommer eventyret på fransk – og det er den ældste kendte skriftlige version af eventyret, vi har. Trods mange års søgen har ingen forskere nemlig kunnet finde spor af, at historien skulle være nedfældet på skrift nogen steder i Arabien før 1709. Derfor regnes Diyab i dag som historiens forfatter.

Efter alt at dømme leverer den syriske historiefortæller en fantastisk forfalskning. Han bliver bedt om at videregive nogle gamle eventyr, men konstruerer i stedet nogle nye, der falder ind i stilen, men er bedre. Mere eventyrlige. Mere uforglemmelige. Om Galland bidrager hertil eller bare udgiver Diyabs ord direkte, ved vi ikke.

I Diyabs og Gallands udgave af ”Aladdin” foregår handlingen ikke i Arabien eller Mellemøsten, men derimod i Kina – bortset fra at en lille del af handlingen er henlagt til Nordafrika. Hele historien er dog arabisk i sit udtryk, for eksempel personernes navne og den kendsgerning, at herskeren er sultan og ikke kejser. Desuden er det et gammelt arabisk eventyrelement, at såkaldte djinn’er, fortryllede ånder, kan kaldes frem og udføre magiske ting.

Men der er også forskere, der mener, at Diyab i historien om Aladdin bragte sig selv i spil. Hans eget liv formede sig eventyrligt med rejser fra fattigdom i Syrien til pragten ved solkongen Ludvig XIV’s hof i Paris, hvor han blev modtaget med begejstring og vist frem i arabiske klæder som et farverigt orientalsk element. Så måske er den prægtige hersker i historien hverken inspireret af en arabisk sultan eller kinesisk kejser, men en enevældig fransk konge.

Selv blev Diyab hverken sultan eller solkonge, men han fik et så indgående indblik, at det måske satte ham i gang med at drømme om, hvad der ville ske, hvis en helt almindelig dreng ved hjælp af trylleri, lykke og held opnåede pomp, pragt og magt.

en litterær succes i Europa, og succesen er fortsat i mere end 300 år med stribevis af bogudgivelser, teaterstykker og film. Og mange andre historier er inspireret af grundtemaet om den fattige dreng, der forvandles til en rig og mægtig mand. Indtil da var rigdom, magt og ære noget, man arvede. Og fortalte man historier om tapre unge mænd, der kom til magt og ære, viste det sig som regel, at de i virkeligheden var af kongelig eller adelig byrd, selvom de var vokset op i små kår.

Sådan var det ikke med Aladdin. Har var en simpel, fattig, faderløs dreng, og alligevel var han helten. Det vakte opsigt i Paris i årene, inden borgerskabet gik på gaden huggede hovedet af kongen og adelen og stillede krav om frihed, lighed og broderskab.

I tiden lige efter, at Gallard udgav ”Aladdin”, begyndte nye romantiske strømninger at præge den europæiske litteratur. Forfattere dyrkede det magiske, det fremmede og forestillingen om, at der kan ligge et geni gemt i enhver naturens muntre søn, der er tilsmilet af lykken. Alt dette passede Aladdin perfekt ind i, og i 1805 blev han en vigtig del af Adam Oehlenschlägers program om at indføre romantikken i Danmark. Med skuespillet ”Aladdin eller den forunderlige Lampe” blev den syrisk-arabisk-kinesisk-franske figur pludselig også dansk. Skuespillet placerede ham et nyt sted, i byen Isfahan i Persien. Og Oehlenschlägers ”Aladdin” blev et hovedværk i dansk litteratur.

Aladdin gik ligefrem ind i sproget. Udtrykket ”en appelsin i turbanen” er et sprogligt billede på et lykketræf, og det går lige tilbage til en vigtig scene tidligt i Oehlenschlägers stykke, hvor den onde troldmand – som her hedder Noureddin – udvælger Aladdin som den, der skal hjælpe ham. Mens det oprindelige eventyr lader dette foregå ret hurtigt, bruger Oehlenschläger tid på at vise publikum, at Aladdin er udvalgt af højere magter. I scenen står Aladdin i en klynge af drenge, som en mand kaster en appelsin hen til. Alle griber begærligt ud efter den, men Aladdin får den, fordi den lander i hans turban, så han får den, uden at han behøver række ud og gribe den. Straks ved Noureddin, som har overværet optrinnet på afstand, hvem han skal få til at hente den magiske lampe.

Op gennem hele 1800-tallet dukker Aladdin-figuren igen og igen op i dansk litteratur. Og en særlig stor rolle spiller akkurat idéen om, at han er en person, som lykken bare opsøger, ikke fordi han er stræbsom, men fordi han er ”naturens muntre søn”. Lykken står den kække bi. Ikke en kalkulerende og hårdtarbejdende slider som Noureddin.

En anden dansk romantisk gigant, der var begejstret for Aladdin, var H.C. Andersen. Aladdin-motivet findes i mange af hans eventyr. Mest direkte i ”Fyrtøjet” fra 1835, hvor skrædderdrengen er blevet til en soldat, lampen er blevet til et fyrtøj, og ringens og lampens ånder er blevet til hunde med øjne så store som tekopper, møllehjul og Rundetårn. I ”Klods-Hans” fra 1855 er der ingen magi, ingen ondskab og ingen alvorlige farer, der skal overvindes. Der er bare en uskolet, frisk og frejdig ung mand, der taler godt for sig og derfor får prinsessen frem for sine to brødre, der er intellektuelle, åndsforladte Noureddin-typer.

I den engelsksprogede verden var det eventyreren Richard Burtons version af ”Aladdin” fra 1885, der slog bredest igennem, indtil Aladdin blev filmhelt. I denne historie er vi stadig i Kina frem for Arabien eller Persien, og Aladdin er ikke nogen gennemført sympatisk person. Hans far, skrædderen, dør af skuffelse over, at sønnen ikke gider lære et håndværk. Det er dog ikke sikkert, at historien blev så populær på grund af denne opsang mod dovenskab og manglende pligtfølelse. En mere sandsynlig forklaring er, at Burtons version af ”1001 nat” blev populær, fordi samlingen rummede erotiske elementer, som i Victoriatidens England blev opfattet som meget saftige.

Da Aladdin kom på film i USA i det 20. århundrede, blandt andet i en stumfilmversion fra 1917, rykkede historien til Arabien. Siden er der lavet mange Aladdin-filmatiseringer, men bedst kendt er i dag nok Disneys tegnefilm fra 1992. Her foregår historien også i Arabien, i den fiktive by Agrabah. Egentlig var det meningen, at det skulle være Bagdad, men tegnefilmen blev til i tiden omkring USA’s krig om Kuwait mod Saddam Husseins Irak, så for ikke at sende forkerte signaler besluttede Disney i sidste øjeblik at bytte om på bogstaverne i bynavnet.

I tegnefilmen er ringens ånd erstattet af et flyvende tæppe. Den onde troldmand hedder ikke Noureddin, men Jafar. Og prinsessen hedder Jasmin, selvom hun i den oprindelige syrisk-franske fortælling hedder Badroulbadour (som betyder ”fuldmånernes fuldmåne” på arabisk) og hos Oehlenschläger hedder Gulnare.

Sammenlignet med sine forgængere, som mest er med i eventyret som genstand for heltens kærlighed og belønning til slut, er Disney-prinsessen en langt mere handlekraftig kvinde. Til dels i tegnefilmversionen og endnu mere i Disneys nyeste filmudgave med levende skuespillere fra 2019, hvor det faktisk ikke er Aladdin (i skuespilleren Mena Massouds skikkelse), der bliver hersker til slut. Det er derimod sultanens datter Jasmin, spillet af Naomi Scott, der bliver noget så ukendt i den arabiske verden som kvindelig sultan.

Dét havde hverken Diyab, Galland, Oehlenschläger eller Richard Burton forestillet sig, da de i 1700- og 1800-tallet udødeliggjorde Aladdin. Efter i eventyr, teaterstykker, bøger og film gennem mere end 300 år at have været den fattige dreng, der bliver tilsmilet af lykken, hjulpet af lampens magi, gift med sultanens datter og indsat på tronen, får Aladdin i den nyeste udgave kun de første tre ønsker opfyldt. Hvad angår tronen må han nøjes med at blive prinsgemal.