Per Øhrgaard: Når politik bliver privat, er det umuligt at føre en saglig debat om centrale emner

De såkaldte sociale medier, der rettere burde kaldes asociale, er efterhånden ved at erstatte det, der skulle være en offentlig debat, skriver Per Øhrgaard i fredagens klumme

Det private er politisk! Sådan lød slagordet omkring 1970, og det havde meget for sig. Det udtrykte et krav om, at ting og forhold, som tidligere hørte privatlivet til, blev betragtet i deres sammenhæng med samfundets hele indretning. Det kunne være overgreb mod børn, som dengang formentlig forekom ligeså ofte som nu, men ikke var noget, man talte om, eller det kunne være kønsrollerne, som det stadigvæk er.

MeToo har erindret os om, hvor lidt der er sket, eller hvor meget der muligvis er blevet værre i tidens løb. Heinrich Böll, som jeg før har citeret, var skeptisk over for p-pillen.

Han mente ikke, at den frigjorde kvinden, eller i hvert fald ikke kun. Den gjorde hende i hans øjne også endnu mere fredløs end før. Der var jo ikke nogen graviditet at være bange for, så hun havde bare at gå med.

Nok om det. Jeg så og ser mere frigørelse end tvang, men Bölls skepsis er god at have i baghovedet.

Artiklen fortsætter under annoncen

At det private blev politisk, betød at nogle skel blev brudt ned. Det var i sig selv meget godt, men nu ser vi bagsiden af det. For nu er det politiske blevet privat.

De såkaldte sociale medier, der rettere burde kaldes asociale, har givet alskens private fordomme og mavefornemmelser en offentlig platform, som efterhånden er ved at erstatte det, der skulle være en offentlig debat.

Hvad er en offentlig debat? Det er en debat om spørgsmål, som angår os alle sammen, og som føres med argumenter. Nu ser vi, at selv politikere undertiden bruger deres tid på at tweete om private ting i stedet for at levere en sammenhængende redegørelse for det, vi har valgt dem til at forvalte. Snart ved vi mere om en politikers hobbies og kæledyr end om vedkommendes politik. Men selv når det gælder politikken, ved vi mere om politikerens ”spontane” reaktion på et eller andet og mindre om de overvejelser, vedkommende har gjort sig om væsentlige emner.

For nylig stak en ung mand af efter at have påkørt en mor og hendes datter. Sådan noget må man ikke, og det er ingen formildende omstændighed, at han måske gjorde det for at nå at slette sporene efter diverse tvivlsomme ting, han angiveligt havde gang i.

Men hele to ministre, justitsministeren og statsministeren, var ude at skamme ham ud som fej.

Sådan erobrer det private det politiske. Ministre skal ikke have nogen som helst offentlig mening om sådan en sag. Politiet skal finde frem til personen og anholde ham, og domstolene skal tage stilling til skyldsspørgsmålet. Det er ikke politikernes opgave at hyle med i den folkestemning, som måske forståeligt opstår i situationen. Og jeg kan ikke undlade at ofre det en eftertanke, om ministrene havde været lige så ivrige, hvis flugtbilisten havde heddet Jensen eller Hansen eller Frederiksen og ikke båret et ”fremmed” navn, som meget hurtigt blev spredt i forbindelse med eftersøgningen.

Hvad sker der, når det politiske bliver privat? Der sker det, at det efterhånden bliver umuligt at føre en saglig, gerne skarp, debat om centrale emner. Alt kommer til at handle om fornemmelser og følelser, og de ”sociale” medier giver gode muligheder for at kunne underholde sig ubesværet med ligesindede uden at blive forstyrret udefra.

Et eksempel på forvirringen er, at ordet retssikkerhed nærmest er gået ud af sproget og erstattet med retsfølelse. En objektiv ramme og norm, som skal beskytte den enkelte, uden hensyn til sympati eller antipati, erstattes af subjektive følelser – med katastrofale følger for retsstaten og demokratiet og dermed i sidste ende for den tryghed, vi sætter pris på.

Vejen er banet for, at der kan administreres i strid med love, regler og konventioner, fordi det, man lige synes, får forrang for det, man skal vide og forholde sig til. I sidste ende er vejen banet for hekseforfølgelse og meget andet af det, vi plejer at henregne til middelalderen, men som faktisk var mere udbredt i tiden efter.

Måtte vi efterhånden forstå, at det private og det politiske ikke er det samme, uanset at de naturligvis har noget med hinanden at gøre. Overskæg for sig og snot for sig, som Viggo Hørup sagde – uanset at begge hører til det samme ansigt!

Klummen ”eftertanken” skrives af professor, forfatter og tysklandsekspert Per Øhrgaard og bringes i avisen hver anden fredag.