Prøv avisen
Udstilling

Den unge kunst holder fremtiden i skælvende hænder

4 stjerner
Kunstneren Mo Maja Moesgaard (født 1980) sætter fokus på de politiske fællesskaber, som indrammer vores liv. Her er det ”(Af)magt” fra 2016. Foto: Emilie Kjær/Arken

Kunstmuseet Arkens nye udstilling viser spændvidden og originaliteten i den unge danske kunst, hvor tidens alvorlige problemer bliver taget op til kritisk og humoristisk revision – og med løsningsforslag

Mange unge mennesker er bekymrede for fremtiden. Med god grund. En del er blevet vegetarer eller veganere og har indledt en revolution, der begynder på tallerkenen. Mange lever spartansk med genbrug, fordi de ved, at det vil tage omkring to millioner år at slette de ødelæggende aftryk, som mennesker har sat på kloden siden den industrielle revolution for kun 200 år siden. De nægter også at blive reduceret til arbejdsrobotter og servicere erhvervslivet i døgndrift. Der hersker en katastrofisk stemning i tiden, som danner bagtæppe for de 10 unge kunstnere på Arkens nye udstilling, som er væsentlig og dagsordensættende.

De er alle født i 1980’erne og voksede op i de sidste to årtier af forrige århundrede. Det var en tid, der balancerede mellem tryghed og velfærdsstat på den ene side og økonomisk krise og globale trusler på den anden. Nu står de i overført betydning med fremtiden i deres skælvende hænder. De arbejder i mange æstetiske retninger og anvender et stort spektrum af materialer og medier. Der er ingen malerier, men enkelte papirarbejder og bannere. Og skulpturerne, objekterne eller installationerne består i høj grad af organisk materiale eller af fundne objekter, der sættes sammen på nye måder i pagt med tidens genbrugspraksis. Også formaterne er stærkt varierede. Det er en seværdig udstilling med stor diversitet.

De fleste af disse kunstnere er kendt fra udstillinger i gallerier og kunsthaller. Både de kommercielle og de kunstnerdrevne. Det er her kunstens nye tendenser opfanges først. På den baggrund er det interessant at se, hvem der fra et meget stort felt af talentfulde kunstnere fra den danske kunstscene bliver ”plukket” og går videre til ”anden runde” i form af en museumsudstilling som den på Arken. Man bemærker, at kvinderne er i overtal: Kun to af de 10 kunstnere er mænd. Det er stadig mere almindeligt, når det gælder den meget unge kunst, at kvinderne dominerer – den samme overvægt af kvinder finder vi på akademierne.

Udstillingen er inddelt i tre overordnede temaer: 1. Arbejdskultur med fokus på præstationssamfundet i konkurrencestaten, 2. Tilhørsforhold og 3. Klimakrise.

Hannah Toticki Anbert (født i 1984), Marie Thams (født i 1982) og Kirsten Astrup (født i 1983) beskæftiger sig med det første tema. De tre kunstnere er alle optaget af performativitet – det vil sige de krav, som stilles til arbejdskraften i den senmoderne konkurrencestat. Anbert ser kritisk på arbejdet som en ny religion. I dag måles vi alene på vores præstationer og arbejdsmæssige succes. Hun har blandt andet skabt en række absurd-humoristiske klædedragter, der er en blanding af arbejdstøj, religiøse beklædningsstykker og modetøj, som hun sætter sammen på gakkede måder. Hvem har før set et over tre meter langt forklæde ”Apron for Backwards Domestic Labour # 2” i gult plastic med pelskanter? Eller ”Shawl for Double Shift # 1” – et silkesjal med gummihandsker?

Med sine aparte ”uniformer” stiller hun kritiske spørgsmål til arbejdets etiske aspekter. Titlen på denne serie er ”Sakralt arbejde”. I et skulpturværk problematiserer hun med humoristisk-kritisk kant begrebet pause i det moderne arbejdsliv: Værket ”A Walk in the Park” er en cirkulær græsplæne, der tilbyder arbejderen en tvivlsom fritime, hvor han/hun kan bevæge sig rundt og rundt som et trækdyr i en trædemølle.

I Marie Thams’ (født i 1982) lyd- og videoværk ”Re” drejer det om konflikten mellem frihed og arbejde, som den manifesterer sig i sproget: Fra højttalere i det mørklagte rums hjørner messer en streng stemme ord, der kendetegner det højeffektive menneske. De alternerer med en blid stemme, som minder os om bløde værdier som intuition, leg og improvisation. I midten vises en video med en højgravid kvindes mave projiceret på et kuglerundt lærred. Hvilken arbejdsmæssig virkelighed bliver det ufødte barn mon født ind i?

Endelig har den talentfulde performance- og videokunstner Kirsten Astrup (født i 1983) i samarbejde med tekstforfatter og kurator Maria Bordorff (født i 1988) – sidstnævnte har skrevet nogle virkelig skarpe, samfundsanalytiske tekster – skabt en ganske original, sorgmunter video med titlen ”Troe og agtsom”. Det var Christian IV’s motto for det danske postvæsen, som han etablerede i 1624. Videoen er blevet til efter grundig research i Post Danmarks glorværdige historie og forfald. Det sidste på grund af politisk kortsigtede planer og ødelæggende krav om effektivisering. Der er et væld af kloge refleksioner over det ”post-industrielle” danske samfund, der pludselig får en helt anden konkret betydning. I videoen indgår en mængde gode sange. Dette værk alene er hele udstillingen værd.

Det andet tema bliver omsat i værker af Masar Sohail (født i 1982), Rbita Rezaire (født i 1989) og Mo Maja Moesgaard (født i 1980).

De sætter på tre væsensforskellige måder fokus på inklusion eller eksklusion i de kønsmæssige, sociale, ideologiske og politiske fællesskaber, som indrammer vores liv. Det handler især om racisme, sårbarhed og om at føle sig fremmed i en bestemt kontekst. Moesgaard benytter blandt andet bannere. Et af dem hænger som flag ved indgangen til Arken med ordene: ”Jeg kan høre fødder, der går mod gaden.”

Hendes univers lukrerer direkte på venstrefløjens agitprop-kunst i 1970’erne, men de er ladet med højaktuelle budskaber og rummer mere poesi. Det ”gammeldags” formsprog peger på, at kampen aldrig er hørt op. Det handler som i 1970’erne stadig om at mobilisere befolkningen til kamp mod den samme forbrugerisme og kapitalisme. Sohail benytter i sin video ”The Republic of T.M.” Tony Montana frafilmen ”Scarface” som hovedfigur. Denne skikkelse har opnået kultstatus blandt migranter, da han som fattig cubansk flygtning arbejder sig op i det kriminelle amerikanske hierarki og bliver narkokonge. Videoen handler om hans forsøg på at skabe et nyt samfund, hvor naturen får samme status og rettigheder som menneskene. I sin pyramideformede firekanals video-projektion ”Ultra Wet Recapitulation” har Rezaire med afsæt i populærkulturens altdominerende ikonografi og fortælleformer skabt et kaotisk og mangetydigt univers. Værket kræver, at man konstant flytter sig for at se alle fire flader i pyramiden, så det er vanskeligt at få overblik, hvilket også er pointen.

De mest markante og fysisk største værker er dem, der forholder sig til klimakrisen. De er skabt af Silas Inoue (født i 1981), Astrid Myntekær (født i 1985), Nanna Abell (født 1985) og Benedikte Bjerre (født i 1987).

Sidstnævnte spidder i sin store installation ”High Hopes” den globale frihandel og den dermed følgende CO2-udledning med varer, der flyves til Vesten fra de fjerneste egne af jordkloden. De havner på transportbåndet i lufthavnene for derefter at blive kørt ud til forbrugerne. ”Emballagen” er i overstørrelse og fremstillet af store tekstilpuder. Med kuratoren, Dea Antonsens, ord interesserer Bjerre sig for kapitalistiske ”logistikkæder”, hvor emballagen spiller en vigtig rolle i det æstetiske udtryk, fordi den i så høj grad bidrager til forureningen på verdensplan.

Inoue og Myntekær har en mere spirituel tilgang til klimatemaet. Førstnævnte dyrker nye skulpturformer via mugsvampe, sukker og fritureolie. Hans organiske skulpturer rummer en anderledes og syret, men fascinerende skønhed. Der opstår nye biologiske infrastrukturer og nye uforudsigelige, processuelt betingede organiske former i hans kunst. Det emmer, drypper, knopskyder, vokser og lever hos Inoue.

Myntekær arbejder formstrengt med en japansk æstetik og vil give menneskeheden nye superkræfter via grønne alger, serveret på japansk maner, siddende på tatami-måtter. Hendes værk med titlen ”Mana stash” er på den ene side viet et minimalistisk og rationalistisk japansk skulpturalfabet, og på den anden side bærer det en romantisk drøm om at finde andre og mere bæredygtige overlevelsesstrategier. Endelig beskæftiger Abell sig med fundne objekter, som hun sammenstiller uhyre originalt. Et af hendes bedste værker er ”Meeting the Universe Halfway”, hvor en orange bikini er spændt op på stellet af en drømmeseng, der balancerer på et plastickrus og en kokosnød. Værket refererer direkte til de amerikanske atomprøvespræng-ninger, der fandt sted på Bikini-atollen i Stillehavet i årene 1946-1958, og som den todelte badedragt er opkaldt efter. Denne nye, vovede mode – den mindste beklædningsgenstand, verden havde set – har således en meget dyster bagkant.

Udstillingen tager temperaturen på en klode, der sveder og kritiserer det kapitalistiske forbrugssamfund, der alene drives af materiel vækst. Værkerne tænder alle advarselslamper og råber, at det er nu, vi skal sadle om. Det er prisværdigt af Arken at huse dem.

WW Formaterne er stærkt varierede. Det er en seværdig udstilling med stor diversitet.

Silas Inoue (født 1981), der forholder sig til klimakrisen, dyrker nye skulpturformer via mugsvampe, sukker og fritureolie. Hans organiske skulpturer rummer en anderledes og syret, men fascinerende skønhed. – Foto: David Stjernholm/Arken
Astrid Myntekær (født 1985) arbejder formstrengt med en japansk æstetik og vil give menneskeheden nye superkræfter via grønne alger, serveret på japansk maner, siddende på tatami-måtter. – Foto: David Stjernholm/Arken