Prøv avisen
Film

Velmenende film bagatelliserer kønnenes kamp

2 stjerner

Velmenende schweizisk film om kvinders stemmeret snubler i de gode hensigter og ender med at bagatellisere kønnenes kamp

Da kvinderne i Schweiz officielt fik stemmeret, fulgte de efter lande som Pakistan, Afghanistan og Yemen.

Og mens 1960’erne omkalfatrede de traditionelle hierarkier over hele den vestlige verden, holdt schweizerne stand. I en stund. For kvindekampen trodsede Alperne og patriarkerne, og i 1971 fik kvinderne endelig ret til at stemme.

Det er vinteren forud for den afgørende afstemning, Petra Volpe forsøger at indfange med det tunge ”besserwisser”-komediedrama ”Nye tider”.

I pressematerialet hyldes ”Nye tider” som en komedie. Selvom humoren da sine steder sniger sig ind på de dystre karakterer, er der nu ikke rigtig meget at grine ad. I sin stræben efter at skabe troværdige karakterer er Volpe endt med karikaturer. Nora (en alvorlig Marie Leuenberger) er heltinden. På trods.

Egentlig har hun lullet sig lunt på plads i de traditionelle mønstre og hvirvles plotmæssigt tilsyneladende elegant, men alligevel gumpet, ind i begivenhedernes centrifuge.

Manuskriptet er så sindrigt skrevet, at alle elementerne føles konstruerede. Overgangen fra mor og hustru i brune skørter og tørklæde om håret til demonstrerende furie, der til et kvindemøde kigger på sin egen vagina i et spejl, hænger nok sammen på papiret, men kan ikke føles.

Hvor Ibsens Nora smækkede eftertrykkeligt med døren i dukkehjemmet, åbner ”Nye tider” døren op for et kvindeliv, hvor moderskab, orgasmer og sekretærarbejde lykkeligt kan forenes.

Det passer fint ind i manuskriptets formel, men slutningen bliver både naiv og uforløst. Med vold og magt kan ”Nye tider” læses ind i disse kvindefjendske Trump-tider, men det bliver alt med lidt slagside jo efterhånden.

Denne schweiziske mellemvare kan ikke rigtig finde sine ben mellem forrige års alvorlige britiske ”Suffragette” af Sarah Gavron og Helen Mirren-hittet ”Calendar Girls” fra 2003. Det private er politisk, lyder 1970’ernes, vor tids og filmens parole. Historien om Schweiz’ Nora er dog hverken rigtig revolutionerende eller rørende.