Prøv avisen

Ny bog om SKAT er en lang advarsel til politikere og embedsmænd

6 stjerner

Politolog Jørgen Grønnegård Christensen og hans lærling, Peter Bjerre Mortensen, er i topform i deres fælles bog om det nye SKAT og de mange skandaler. Bogen slår sig fast som lang advarsel til politikere og embedsmænd mod at tro på organisatoriske snuptagsløsninger

I 2005 blev de kommunale og statslige skattemyndigheder sammenlagt til det rent statslige SKAT. Man forventede store rationaliseringsgevinster. Man nedskar hurtigt den samlede medarbejderstab med mange tusinder. Man fik så en byge af skatteskandaler. Skandalerne omfatter som det mindste helt fejlagtige ejendomsvurderinger og et kuldsejlet inddrivningssystem, EFI, der blev introduceret i 2013, men droppet igen i 2015 efter at have kostet milliarder. Den uindfriede gæld til SKAT er nu på omkring 108 milliarder kroner, og den største del vil måske aldrig blive inddrevet, inden den er forældet. 2015 var også året, hvor det blev opdaget, at 12,7 milliarder kroner er blevet sendt til udenlandske svindlere.

Forvaltningseksperterne Jørgen Grønnegård Christensen og Peter Bjerre Mortensen har på baggrund af åbne kilder gennemført den første politologiske analyse af, hvad der gik galt. Her er nogle hovedpunkter i deres bog:

Årtier før 2005 havde statslige embedsmænd ønsket de kommunale skattevæsener nedlagt. De fremhævede, at Sverige havde et rent statsligt skattevæsen med langt færre ansatte end i Danmark. De undlod at undersøge det norske, som lignede det danske system. Men senere har det vist sig, at også i Norge var skattevæsenet mere effektivt end i Danmark. Ud fra en drøm om at effektivisere var overmodige danske statslige embedsmænd så optagede af at erobre jobterritorier for at gøre det hele meget bedre, at de skød sagligheden til side.

I mange år ville politikerne ikke udfordre det kommunale Danmark ved at tage skattevæsenet fra dem. Men statslige embedsfolk slog til, da der skulle gennemføres en kommunalreform. De overbeviste i 2004 daværende skatteminister Kristian Jensen (V) og andre politikere om, at lejligheden skulle bruges til at etablere det rent statslige SKAT. Uanset at kommunalreformen først skulle træde i kraft i 2007, fremskyndede man endog dannelsen af SKAT til 2005. ”Man troede fuldt og fast på, at man kunne få det hele for det halve på tre års tid.”

Bagefter er det svært at finde nogen, som vil benægte, at det gik for hurtigt, og at man for hurtigt afskedigede medarbejdere. Regeringen og Dansk Folkeparti, som stod bag reformerne, vidste simpelthen ikke, hvad de gjorde. Bogen kritiserer dette smalle flertal for ikke at have stillet nok spørgsmål til embedsværket. Forfatterne mener, at ”Fogh-regeringen i sin systematiske satsen på egne snævre flertal skøjtede hen over kritik og kritiske spørgsmål”.

Bogen kritiserer også selvsikre statslige embedsfolk for tilbage i 2004 ikke at have tilvejebragt et ordentligt beslutningsgrundlag. Egentlige analyser blev dog foretaget af flere konsulentfirmaer, efter beslutningen var taget. Men konsulentfirmaernes forudsigelser har ikke vist sig at holde stik. Forfatterne ser intet mindre end et fagligt forfald i disse rapporter.

Efter Kristian Jensen kom fra 2010 en kavalkade af skatteministre fra fire forskellige partier, som, uanset advarsler fra Rigsrevisionen og skatteeksperter, i deres korte ministertid havde svært ved at sætte sig ind i problemerne og råbe vagt i gevær. Når der lejlighedsvist blev gjort noget, blev det som regel grebet galt an. I 2015 kastede Karsten Lauritzen (V) håndklædet i ringen og opløste SKAT i syv forskellige styrelser. Med samme begrundelser, som man i 2005 samlede det hele ét sted! Der sker nu en begrænset øgning af medarbejdertallet især til at inddrive gæld. Men det kunne ligne et afmægtigt forsøg på at vise handlekraft. For nye organisatoriske omlægninger kan skabe ny turbulens i forvaltningen.

Ikke alt er dog gået galt, meget er faktisk effektiviseret og fungerer. Det ændrer dog ikke ved, at problemerne er uacceptable. Desværre betvivler forfatterne, at politikere og embedsfolk har lært af fejlene. De frygter, at Finansministeriet fra 2021 igen vil lægge pres på Skatteministeriet for at reducere personalet.

Bogens seniorforfatter, Jørgen Grønnegård Christensen, har skrevet overvældende meget om dansk forvaltning. Ikke alt er lige godt, men i denne bog er han sammen med sin lærling, Peter Bjerre Mortensen, i topform. Som politologer bryder de med den juridiske tradition for at lede efter personligt ansvar for ulykkerne. De fokuserer på menneskers begrænsede rationalitet og på institutioner og deres samspil.

Kritikken må nu alligevel især ramme Kristian Jensen. Men bogen betegner også Folketinget som ”tandløst”, fordi det ikke borede nok i problemerne.

Bogen er en lang advarsel til politikere og embedsmænd mod at tro på organisatoriske snuptagsløsninger. Hver gang ”risikerer man at spolere de indarbejdede rutiner og undergrave den ofte implicitte viden, som fik den gamle organisation til at fungere.”

Disse konklusioner rækker meget længere end til SKAT. I hele den offentlige sektor ser vi ofte alt for hurtige og alt for hyppige organisatoriske ændringer, som ofte skyldes, at nogle politikere eller embedsfolk vil markere sig. Man ser ofte, at der opstår nye konflikter, og at gode medarbejdere selv tager deres afsked, mens andre har et forhøjet sygefravær.

Det vil fylde alt for meget, hvis jeg i denne anmeldelse skulle omtale også de mindre organisatoriske ændringer, der er sket i SKAT på få år (for slet ikke at tale om de hyppige ændringer af en indviklet lovgivning). Man kan ikke være uenig i, at skatteområdet kan have brug for ro.

Men forfatterne siger samtidig, at SKAT trods alt fungerer på mange områder. Så det er altså ikke altid og udelukkende, at vi bør stille os skeptiske over for organisatoriske ændringer. De skal blot være bedre forberedt, foregå langsommere og skridtvist. Man skal være mere varsom med at bruge konsulenter. Finansministeriet bør i langt højere grad stilles til regnskab, når det lægger pres på andre ministerier for at opnå besparelser, som forringer kvaliteten i opgaveløsningerne. Rigsrevisionen bør holde sig til sin kerneopgave, som er at revidere og lade være med at give organisatoriske råd. Folketingsmedlemmerne bør bruge deres ”ret mandskabsstærke politisk-økonomiske sekretariater” til mere vedholdende at udøve parlamentarisk kontrol.

Risikoen ved bogen er, at den kan virke som en generel advarsel mod organisatoriske ændringer. Men det sker der nok ikke så meget ved, så længe den offentlige sektor er fyldt med politikere og embedsfolk, der selvsikkert foretager organisatoriske ændringer. Det er dette overmod, som er det egentlige problem.