Det regner altid i Nabokovs Berlin

Berlin er et tema i mange af den russiske eksilforfatter Vladimir Nabokovs romaner. Især ”Gaven” vidner om en intens udveksling mellem forfatter og omgivelser

Det er ikke hele sandheden om Berlin, at det altid regner i metropolen, selvom Nabokov gerne koketterede med det. For i Berlin forelsker man sig også. Som Fjodor i Zina i romanen, og som Nabokov i sin Véra i virkeligheden. –
Det er ikke hele sandheden om Berlin, at det altid regner i metropolen, selvom Nabokov gerne koketterede med det. For i Berlin forelsker man sig også. Som Fjodor i Zina i romanen, og som Nabokov i sin Véra i virkeligheden. – . Foto: Fabrizio Bensch/Ritzau Scanpix.

Da Vladimir Nabokovs hovedperson i kunstnerromanen ”Gaven” (1952), der foregår i Berlin, får sit tøj stjålet under en badetur ude i skoven Grunewald, har han det problem, at han jo så må gå halvnøgen hjem. Det har den typiske tyske politibetjent ikke forståelse for:

”Jeg har fået alting stjålet,” forklarer Fjodor. ”Den slags må ikke ske,” svarer betjenten. Hmm. ”Desværre kan jeg ikke gå op i røg eller få et sæt tøj til at gro frem,” bemærker den næsvise digterspire så. ”Men jeg siger Dem, De kan ikke gå omkring på den måde.” ”I så fald må De skaffe mig en vogn, mens jeg bliver stående her,” siger Fjodor til sidst, hvortil betjenten replicerer med uigendrivelig logisk nødvendighed: ”Det er heller ikke tilladt at stå her i ingenting.”

Det siges, at Vladimir Nabokov hadede sine mange år i eksil i Berlin. De strakte sig fra 1922 til 1937. Nabokov’erne var flygtet fra Rusland efter revolutionen. Vladimir studerede først i engelske Cambridge, inden han sluttede sig til sin familie i Berlin. Som en ekspert mere afmålt har formuleret forfatterens forhold til byen: ”Til sidst var Nabokovs modvilje mod byen intens, men det skyldtes, at de tyskere, han plejede omgang med, hovedsageligt var kvindelige udlejere, forretningsdrivende og betjente.”

Vladimir Nabokov var både sommerfugleekspert, litteraturprofessor, oversætter og forfatter til klassikere som ”Lolita” og ”Pnin”, der netop er nyoversat til dansk. Han boede i mange år i Berlin, senere USA, hvor han fik statsborgerskab i 1945 og døde i Schweiz i 1977. –
Vladimir Nabokov var både sommerfugleekspert, litteraturprofessor, oversætter og forfatter til klassikere som ”Lolita” og ”Pnin”, der netop er nyoversat til dansk. Han boede i mange år i Berlin, senere USA, hvor han fik statsborgerskab i 1945 og døde i Schweiz i 1977. – Foto: Ritzau Scanpix

Dengang var det russiske eksilmiljø nemlig så stort, at det var selvsupplerende. En eventuel erindringsforskudt modvilje ville dog også være forståelig. Den russiske monarkist, der skød Nabokovs far i Berlin i 1922, blev mod slutningen af 1930’erne angiveligt næstformand for det selvsamme russiske emigrantmiljø, som ”Gaven” beskriver, og som Nabokov var en del af.

Alligevel er Berlin et udbredt tema i mange af Nabokovs værker, og især ”Gaven” vidner om en intens udveksling mellem forfatter og omgivelser.

Nabokov underviste i tennis og i sprog, han så boksning og ishockey, han skrev, og han mødte sin jødisk-russiske kone i byen.

I Grunewald kunne han ligefrem dyrke sin berygtede interesse for at indfange og studere sommerfugle. Manden med sommerfuglenettet i hånden er et temmelig ikonisk billede med tanke på, at hans mest berømte roman, ”Lolita”, til dels handler om pædofili.

Det første (og for en turist ærgerlige) faktum ved Nabokovs Berlin er, at det altid regner. Efter at betjenten i ”Gaven” har ”brølt”, at Fjodor skal holde op med at være morsom, fejer regnen hen over asfalten, betjentene retirerer ind under en købmands markise og lader Fjodor slippe, angiveligt med den begrundelse at manglende beklædning er tilladelig under skybrud.

Regnen synes at hænge sammen med den prøjsiske mentalitet. Ikke blot betjentenes uimodtagelighed over for den kække charme, men også blandt ungdommen. Eksempelvis når ens russiske digterkollega slæber en ung tysker med på udflugt til samme Grunewald i strålende solskin: ”Det er et herligt vejr i dag, men i avisen står der, at det med sikkerhed kommer til at regne i morgen.”

Lyseslukker, så at sige. Måske det var dette motiv, der inspirerede følgende indlagte digt om Berlin:

Alting er her i sørgelig forfatning,

selve månen er alt for grov,

selv om den siges at komme fra Hamburg, hvor måner fabrikeres.

Men Berlins regn er ikke kun for kynikere, og således kan selv Berlin være et mysterium. Byger ”lakerer gaderne” og skaber små kunstværker ud af bilernes benzinlæk i gaderne, ”asfaltens regnbuer” er det. Når man kigger ud ad vinduerne, kan man se natten glimte våd og sort med totonede lysreklamer i ozonblåt og oportorødt. Og i Berlin er der ”små blindgyder, hvor sjælen synes at svinde hen i tusmørke”.

Således er regnen også et træk ved Berlin, som mange skulle kunne mindes i dag: Når en byge har lakeret gaden, bliver Berlin til et spejl. For Fjodor som for så mange unge danske mennesker i frivilligt eksil i dag, udløser dens spejleffekt minder om, hvad der var. I historien såvel som i det enkelte menneske. Alting bliver til projektioner af fortiden og løfter om fremtiden. Et tidens spejlkabinet, og så kan man nok tage en regndans til.

Nabokovs Fjodor lever sit liv i det vestlige Berlin, nærmere bestemt i Nestorstrasse 22. Det er i romanen camoufleret som Agamemnon-Strasse og ligger godt en kilometer fra den nuværende danske kirke. Fjodor traver rundt i områderne omkring Charlottenburg og Wilmersdorf. Charlottenburg er blevet til overklassens naturlige habitat, mens Wilmersdorf nu har en vis stemning af forsømt og fattig uklarhed.

Fjodor går nok omkring med en påtaget irritation over embedsmandssnuder, pessimister og portnere, der ”af småborgerlige grunde” er kommunister, men ømheden er ikke til at fornægte, især over for den evige Grune- wald.

Berlin er også et sted, der konstant udløser minder om Fjodors skønne barndom i Rusland, som man kan læse om i Nabokovs mindesamling ”Sig frem, erindring”. Fjodor selv tænker ligefrem, at han ofte ”trådte lige ud af sine minder, trådte lige ud af fortidens drivhusvarme paradis og op i en sporvogn i Berlin.

Det er den besøgendes vilkår, dengang som nu. Letheden i tråddet antyder, at det også kan være en udmærket erfaring. Og når det kommer til stykket: Hvem af os bryder sig i virkeligheden ikke om metromandens bøn om at ”aussteige”, om totonede reklamer, om bygningernes sørgelige forfatning, om brostensbelagte, træbeplantede, brede gader med høje lejligheder – og den evige smerte i solar plexus, som det alt sammen udløser, når det regner?

Nabokovs besættelse af ikke at være besat af Berlin tyder på, at han nok alligevel også brød sig om det.

Et af de værste træk ved Berlin i dag er den evige selvudnævnte grafiske designer, der ”arbejder freelance,” hvilket er en danisme for at ryge hash om natten og sidde på retrocafé med sin MacBook om dagen. Nabokovs Berlin er i den forstand langt behageligere at rejse til, for her går kunstnerne aldrig ud for at ”arbejde”. De har nemlig ”et eget tankens hus at tage deres tilflugt til, snarere end til en café”.

Det er koketteri og påtaget kynisme, når Nabokov antyder, at himlen over Berlin altid er regnvejrsgrå. For i Berlin forelsker man sig også. Som Fjodor i Zina i romanen. Som Nabokov i sin Véra i virkeligheden. Og så begynder man i stedet at drømme om andre beskrivelser af den: ”De oplyste skilte over en kabaret løb op ad en trappe, i et vertikalt arrangement. De slukkedes og begyndte en ny opstigning. Hvilket babylonisk ord kunne mon nå ind i himlen? Et sammensat ord for en halv million nuancer: diamantlyslunalilje-safirviolviolet.”

Måske det alligevel ikke altid regner i Nabokovs BerlinersjælJOversættelsen af citaterne, inklusive digtet, stammer fra Gyldendals 1967-udgave ved Else og Jørgen Andersen.