Findes der nogen, der ikke synger for tiden? Fællesskabssulten har virkelig åbnet for struberne. Det mest sete program i april på DR var ”Fællessang – hver for sig”. Aarhus-koret Vocal Line har dannet et virtuelt verdenskor, Vocal OnLine, med 994 sangere fra 40 lande. Og i Musikhuset Aarhus kan man snart komme til syng med-koncert og ”hylde fællesskabet og friheden” med Søren Huss, Cæcilie Norby og Per Vers.
At sulten efter at synge i dette land er stor, ved også sangeren og komponisten Marianne Søgaard, som netop har udgivet ”Skybrud”. Pressematerialet taler om ”fællessange til en ny tid” og behovet for syngende fællesskaber i en tid med pandemi og klimakrise.
De seks sange med tekster af Dy Plambeck, Inger Christensen, Mirian Due og komponisten selv er blevet til på opfordring af redaktionen bag den nye Højskolesangbog, som kommer i november i år (et par af sangene er oprindeligt skrevet til Kirkesangbogen, der udkom i 2017).
Lydbilledet er enkelt: sang, klaver, blide strygere, guitar. Nordisk minimalisme med strejf af en folketone a la svensk visesang.
”Hvad findes der mere” har tekst af Inger Christensen. Christensens søn gav grønt lys til at bruge det posthumt udgivne digt, der handler om koldkrigsfrygt og et bange barn, der søger at finde fodfæste på en urolig planet. Trommerne jazzer, bassen lister rundt, og Søgaards klare stemme synger:
”Hvad findes der ellers / Hvad findes der mor / Når bomben er faldet her hvor vi bor?”.
Selvfølgelig vækker det genklang til dig og mig lige nu. Inger Christensens naturfilosofiske betragtninger og vilde blomster – konstaterer man atter her i 2020 – er uopslidelige!
I titelsangen sætter Dy Plambeck ord på sorgen, der ikke går nogen forbi:
”Alle de mennesker / jeg har elsket / befinder sig stadig / et sted i mig.”
Ord og sang tilbyder nye øjne og nye begyndelser. Selv når kælderen står under vand, og forureningen truer.
Marianne Søgaard er højskolelærer i Silkeborg og synger dagligt med 130 elever og kolleger. Man behøver ikke at have været på en højskole for at vide, at rundesange, lejlighedssange og visesange er en integreret del af vores modersmål i en grad, så den sangglade Grundtvig ofte skrev ”det folke-lige” med bindestreg.
Fællessang er kollektiv samskabelse. Samklang – i kontrast til den almindelige samtale, hvor man skiftes til at tale og lytte. Marianne Søgaard minder om, at for Inger Christensen var verden latent sproglig. Her er ordene og musikken indsat i arrangementer med en lækker variation: Banjo i ”Svalen” (der er noget Hymns from Nineveh over melodien og de hurtige trommer) og filmiske strygere i ”Jeg ved, at en og en er to”.
Man må ikke gå ned på sange. De er (især) gode under kriser. Der er håb at hente i Marianne Søgaards nye hverdagssalmer. Hendes vokal minder af og til om Ulla Bendixens fra Sorten Muld. ”Skybrud” er produceret af Morten Søgaard Andersen og Peter Sabroe, der er kendt fra den danske indiescene. Og det er fint med den popsensibilitet, som flyder i nummeret ”Hold håbet op”.
Fællessange bør følge med tiden. Med ”Skybrud” ved hånden bliver ekstremregn og fremtidsfrygt skyllet væk og lullet i ro. Hånden på hjertet og sangmunden pivåben: Man er et skarn, hvis ikke disse sange giver én lyst til at gjalde med.