Overrabbiner for det jødiske samfund i Danmark indtil 2014 Bent Lexner er ganske vist ikke så kendt i den danske offentlighed som sin forgænger, Bent Melchior. Men med denne nye bog har han muligheden for at blive det. Der bliver ikke gjort nogen røverkule ud af det hjerte. Hverken i forhold til uenigheder i det jødiske samfund eller til samme - åbenbart lidt mere temperamentsfulde - Melchior.
Man aner dog også et vist temperament bag Lexner selv, også selvom det er magtpåliggende for ham at markere sin samarbejdsvilje både indadtil i den jødiske menighed og udadtil i det danske samfund.
Markant og klar i mælet er han både med hensyn til sit eget bevidste valg om at leve efter jødedommens lov og ritualforskrifter og det lige så bevidste valg om at stå vagt omkring den traditionelle ortodokse jødedom, der dog ikke er mere ortodoks, end at han ved, at teksterne til en vis grad kan fortolkes. Moseloven er til for menneskenes skyld, ikke for Guds skyld. Dens ritual og renhedsforskrifter sætter rammer om og beskytter det kaotiske menneskeliv.
Derudfra forsvares fastholdelsen af en traditionel jødedom med sabbatsfejring, spiseregler, renhedsforskrifter, kun mandlige rabbinere med videre. Bogen er en blanding af det personligt levede liv på hjemmefronten, den jødiske familiehistorie, gudstjeneste, undervisning og rabbinerliv og mange oplysninger om jødiske begreber og jødernes historie.
Læseren lærer Lexner at kende som en praktisk og handlingsorienteret mand, der både kan schæchte og omskære og derfor også ved, hvad han taler om, når han forsvarer begge dele. Hans grundholdninger er bundet til en jødedom, som på så mange måder er en integreret del af det danske samfund, at man i lange passager kunne tro, at man har med en almindelig - noget konservativ - dansk folkekirkepræst at gøre.
Lige nu er det vigtigere end nogensinde siden Anden Verdenskrig at vide, hvad Det Jødiske Samfund i Danmark står for. Det er denne bogudgivelses fornemste opgave at gøre sine læsere klogere og give os viden om livet, ikke bare ”Indenfor murene”, men også det liv, som det jødiske samfund gerne vil blive ved med at leve i samspil med hele det danske samfund - og ikke mindst de andre religioner i Danmark.
I det sidste tilfælde er synsvinklen helt entydig: Abrahams tre børn, de tre monoteistiske religioner i Danmark, har fælles værdigrundlag og bør stå meget mere sammen om at bekæmpe de ekstremistiske holdninger, som desværre breder sig inden for islamismen, den ultraortodokse jødedom i Israel og kristendommen. Ikke at forglemme hele det sekulære politiske Danmarks forsøg på at udgrænse alt hvad der har med religion at gøre af det offentlige - og for så vidt også private - rum.
Som eksempel på det sidste nævnes forløbet, da vores meget medieaktive fødevareminister Dan Jørgensen (S) hen over hovedet på både jøder og muslimer i februar 2014 forbød schæchtning i Danmark. Næste skridt lurer, hvis hele det religionskritiske segment får held til at få omskærelse af drengebørn forbudt, hvilket vil være det samme som at forbyde jødedom i Danmark.
”Det gælder dit liv” er skrevet i en lidt ensformig jeg-form. Forfatteren er journalist Anna-Lise Bjerager, men enten har hun siddet med en mikrofon og bagefter forsøgt at få et vist system i de mange synspunkter, oplysninger og Lexners engagement i religion og samfund i Israel og i Danmark, eller også er lange passager Lexners egne formuleringer, således i hvert tilfælde prologen om terror-attentatet ved synagogen i København i februar. Men det får læseren ingen oplysninger om og sidder derfor noget forvirret tilbage, når der igen hoppes fra et emne til et andet.
Bogen er et partsindlæg, endda et meget oplysende partsindlæg, fordi vi får så megen viden om jødedommen og dens fortsatte eksistens i Danmark og i Israel. Men skizofrenien lurer.
Bent Lexner er zionist, han hører både hjemme i Danmark og i Israel, ser ikke anden mulighed end, at der må og skal være et jødisk hjemland i Israel. Han anser det som et godt valg, at hans tre børn har valgt at leve deres liv der med alt, hvad det koster af afstand til dem og børnebørn, men et eller andet sted fornemmer man håbløsheden: Er der en fremtid for den jødiske menighed i Danmark, når det andet er bedst for hans egne børn?
Er der i det hele taget en fremtid for jøder i Europa? Men hvis der kun er en fremtid i Israel, hvorfor skal Ne-tanyanhu så have på puklen, fordi han efter Charlie Hebdo-massakren siger til Europas jøder, at Israel er deres hjem? Er det sådan, at den implicitte sandhed om jødernes klemte fremtid i Europa ikke må siges?
Men læs selv bogen. Det kan man kun blive klogere af. Også selvom man ikke er enig i alt. Det være forløbet i den mellemøstlige konflikt og da også, når kristendommen lidt forenklet forklares i forhold til jødedommen. Det sidste må man nok finde sig i. Vi andre kan jo også have for vane at sætte en etikette på andre religioner, som de kan have svært ved selv at genkende sig i.