Det rodløse menneske og jagten på sig selv

"Kvinden uden skygge" er en sublimt vellykket omgang operamagi, der tager livtag med spørgsmålet om, hvordan man bliver et helt menneske

Den sande teatermagiker er Steffen Aarfing, manden bag scenografi, kostumer og de utallige videoprojektioner i "Kvinden uden skygge". Hans arbejde med at levendegøre forestillingen er en enestående bedrift, der burde udløse priser og udmærkelser i lange baner, skriver vor operaanmelder.
Den sande teatermagiker er Steffen Aarfing, manden bag scenografi, kostumer og de utallige videoprojektioner i "Kvinden uden skygge". Hans arbejde med at levendegøre forestillingen er en enestående bedrift, der burde udløse priser og udmærkelser i lange baner, skriver vor operaanmelder. Foto: Miklos Szabo.

6 stjerner ud af 6

Af Jakob Holm

Michael Schønwandt og Kasper Holten slutter deres 11 år lange periode som chefer for Den Kongelige Opera med en udgave af Richard Strauss' opera "Kvinden uden skygge", der skal tiljubles for sin musikalsk fremragende udførelse og sin fantasirigdom. Og for sine vigtige etiske pointer, der viser, at Kasper Holten – legebarnet – er blevet en voksen mand, der midt i al operamagien får stillet og forholdt sig til en lang række vigtige eksistentielle spørgsmål.

I "Kvinden uden skygge" er det fortællingen om det løsrevne, splittede individ, hvis gang på jorden er blottet for mangel på substantiel pligt og stabilitet og derfor symbolsk er uden evnen til at kaste skygge. Som i Mozarts "Tryllefløjten" er der tale om et eventyr med to par som omdrejningspunkt, her kejseren og kejserinden samt farveren Barak og hans kone. Plottet er i al sin kompleksitet formet over en prøvelse, som kejserindens far kaster sin datter ud i: Hun får tre dage til at få sig en skygge, ellers må hun tilbage til åndernes verden, hvor hun stammer fra, og hendes mand, kejseren, vil blive forvandlet til sten. Men de andre er også plaget: Kejseren kan ikke gøre sin kone gravid, så længe hun er uden skygge, og han flygter fra hjemmet ved at gå på jagt. Baraks kone er en forfængelig personage, hvis skygge kejserinden og hendes amme forsøger at stjæle med list og smiger, når hun nu alligevel fravælger børn.

Samtidig overser Barak sin kone og får ikke realiseret sit ønske om at blive far. Alle er på den måde blinde for hinandens ønsker og ikke for alvor indbyrdes forpligtet. Jo, kritikpunkterne i "Kvinden uden skygge" af det moderne individ og dets manglende rødder taler direkte ind i vores tid – og så tematiserer den et af de vigtigste identitetsskabende projekter, det moderne menneske er i besiddelse af: forældreskabet og til- eller fravalget af børn.

Dette moralske drama har Kasper Holten iscenesat på mesterlig vis. Balancegangen mellem eventyr, allegori og rørende hverdagsscener er fanget formidabelt, og man bliver følelsesmæssigt ramt undervejs af personernes mange sjælsrørelser.

Og så er han ikke bleg for at lade hele herligheden gå op i patossvulmende sentimentalitet til sidst. Vi får dog ikke som i afslutningen af hans "Nibelungens ring" et barn båret på scenen, men derimod en række befrugtede æg med ufødte børn ding-lende ned fra loftet som tonstungt symbol på, at de to par nu alle har fået skygge – og kan gå i gang med at reproducere!

Men den sande teatermagiker er alt andet lige Steffen Aarfing, manden bag scenografi, kostumer og de utallige videoprojektioner. Hans arbejde med at levendegøre forestillingen er en enestående bedrift, der burde ud-løse priser og udmærkelser i lange baner. Det er så fantasifuldt og spektakulært, det, der foregår på scenen, at man sukker af fryd undervejs over den subtile og elegante opdeling af scenerummet, den originale brug af tegne-serieuniverser og de finurlige effekter, der kan minde om 3D.

Men – og dét er kunsten – hver eneste lille detalje er en brik i den større sammenhæng og ikke blot tilfældige påhit. Min engelske kollega, der sad ved siden af mig, tiljublede dog mere end nogle andre Michael Schønwandt. Og ja, man må juble med: Den måde, Det Kongelige Kapel går fra at være kammermusikalsk intime til det kæmpestore romantiske orkesterudtræk på, er uhyre elegant, og der spilles med en kraftfuldhed, som gjaldt det livet. Og det er jo sådan, vi kan lide det: Når man mærker, at der virkelig er noget vitalt på spil.

Så er der selvfølgelig sangerne. Linda Watson som Baraks både passionerede og utilfredse kone og James Johnson som den godhjertede Barak kan jeg simpelthen ikke forestille mig bedre castet. Linda Watson er en af verdens førende inden for Strauss og Wagner-genren, og hun har en sopran, der svæver med imponerende spændvidde og i fuld kontrol alle fire timer, og James Johnson husker vi fra "Nibe-lungens ring", og han er stadig en sanger i verdensklasse qua sin uforlignelige vokale autoritet og sit ubestridelige nærvær. Lidt mere skeptisk er jeg ved kejserparret – Johnny van Hal sang glimrende, men nogen troværdig kejser blev han ikke for mig, og Sylvie Valayre som kejserinden indledte forestillingen helt skævt og sang rædderligt i de første par akter. Hendes indsats i 3. akt var dog bedre, selvom hendes øvre register var mere imponerende end decideret klangskønt. Susanne Resmark som den nederdrægtige, konspiratoriske amme var til gengæld hele vejen igennem en oplevelse, og når opera på den måde stort set hele vejen går op i en højere enhed, bør man kaste det maksimale antal stjerner efter de medvirkende. Sådan er det.

kultur@k.dk

Richard Strauss: Kvinden uden skygge. Den Kongelige Opera. Operaen. Søndag den 22. maj. Forestillingen spiller seks gange indtil den 14. juni og seks gange i næste sæson.