Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Portræt

Her er vinderen af De Gyldne Laurbær

Med sin lyse hud, sorte hår og karakteristiske røde læber, fremstår Leonora Christina Skov som en moderne snehvide. Hun har i dag vundet De Gyldne Laurbær. – Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

I den selvbiografiske roman ”Den, der lever stille” beskriver Leonora Christina Skov sin rejse fra en barndom fuld af svigt til at stå på egne ben som kvinde, forfatterinde og debattør. I dag modtog hun De Gyldne Laurbær

Historien om litteraturanmelderen og forfatteren Leonora Christina Skov er historien om et barn, der blev udsat for et stort svigt. Men det er også historien om en kvinde, der genopfandt sig selv og lærte at stå på egne ben. I går blev den hyldet, da Leonora Christina Skovs storsælgende erindringsroman ”Den, der lever stille” blev tildelt boghandlernes skønlitterære pris De Gyldne Laurbær.

Leonora Christina Skov voksede op i Helsinge i Nordsjælland, i det hun har kaldt et prototypisk borgerligt miljø med dertilhørende ligusterhække og kernefamilieværdier.

Faderen havde en ledende stilling i DR, og moderen var deltidsansat som økonoma. På overfladen åndede alt idyl, men bag den nydeligt klippede hæk var familielivet langtfra harmonisk.

Moderen var depressiv, og faderen kunne ikke håndtere udfordringerne og lagde ifølge datteren skylden over på deres eneste barn. En lille pige, der voksede op med følelsen af, at hun var skyld i, at hendes mor så ofte græd. En skyld, som Leonora Christina Skov har båret med sig langt ind i voksenlivet.

Som barn søgte hun tilflugt hos sin indremissionske mormor, der lærte hende at bede Fadervor. Bønnen blev en konstant i hendes liv og er det frem til den dag i dag. For i kristendommen fandt hun en ro – noget, som ville hende det godt.

Da hun fyldte 19 år, flyttede hun hjemmefra for at læse litteraturvidenskab og psykologi på Københavns Universitet. Her gik hun i gang med at transformere sig selv fra top til tå.

Christina Skov blev til Leonora Christina Skov, de kedelige grå skjortebluser måtte i garderoben vige pladsen for farvestrålende kjoler, håret blev klippet og makeuppen rettet til.

Da forvandlingen var komplet, fremstod hun som en moderne snehvide med hud så hvid som sne, hår så sort som kul og læber så røde som blod. Og det karakteristiske look har hun holdt ved frem til i dag.

Som 23-årig sprang den unge litteraturstuderende ud som lesbisk, og en bitter kamp brød ud mellem hende og forældrene, der kaldte det ”unaturligt og afskyvækkende”. Det kunne forholdet ikke holde til, og til sidst brød det på dramatisk vis sammen. Den efterfølgende stilhed varede syv år.

”Jeg var dybt ulykkelig, ensom og tynget af skyld. Min mor truede med at begå selvmord, fordi jeg var lesbisk, og selvom min mormor bakkede mig op i min seksualitet, ville hun så gerne, at min mor og jeg fandt hinanden igen. Og hendes måde at opnå det på var at give mig dårlig samvittighed over, at min mor havde det dårligt. Så jeg bad for at overleve – helt bogstaveligt,” har hun forklaret om den svære tid til Kristeligt Dagblad.

Kontakten genoptog de efter mormoderens død, da Leonora Christinas Skovs mor var syg med kræft. Hun døde i 2015, og hendes død blev startskuddet til den bog, der nu har indbragt Leonora Christina Skov De Gyldne Laurbær.

Den er blevet hendes folkelige gennembrud som forfatter, selvom hun allerede i 2003 debuterede med romanen ”Rygsvømmeren” og siden har skrevet flere andre bøger.

Leonora Christina Skov er i offentligheden kendt som feminist og en markant stemme i den kønspolitiske debat. Siden hun i 2004 blev færdig som mag.art., har hun arbejdet som litteraturanmelder og kritiker, først på dagbladet Politiken og senere på Weekendavisen, hvor hun stadig er tilknyttet. Ved siden af har hun været en fast del af "Smagsdommerne" på DR 2 og har medvirket i flere tv-programmer.