Et uafsluttet billede, “Alderdommen”, som maleren Bodil Kaalund ved sin død sidste år efterlod på staffeliet, indgår som et af de smukkeste og mest gribende værker på mindeudstillingen ”Bodil Kaalund 1930-2016 – med sanserne i behold”, der vises på Museet for Religiøs Kunst i Lemvig indtil den 29.april 2018.
Det er et meget personligt virkende billede, tydeligvis malet i erkendelse af dødens nærhed. Man ser to kvinder, en tiggerske siddende ved indgangen til en port og en anden, der er på vej gennem porten og bevæger sig i retning mod et lys, der synes at ville blive stærkere, jo tættere hun kommer på det. Hendes gang er uden tøven – man fornemmer hendes forventning om noget godt. Et nærliggende spørgsmål er, hvem af de to kvinder kunstneren identificerer sig med – måske med dem begge. Under alle omstændigheder må der være lys nok til både den siddende og den vandrende.
Man finder umiddelbart fortrøstning i billedet, hvis komposition er inspireret af en af Bodil Kaalunds bibel- illustrationer, nemlig beretningen om Nikodemus.
Meget havde hun at sige lige til det sidste. Derom vidner yderligere en række små, fine udkast med motiver fra både Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente, tænkt – formodes det – som illustrationer til salmebogen og malet med klarere farver, end hun tidligere benyttede. En særlig gennemslagskraft har fremstillingen af Judaskysset, som Jesus tager imod med en alvidende vagtsomhed i blikket. Just sådan må udtrykket være hos en mand, der kysses af en forræder.
Udstillingen er fortrinsvis bygget op af værker, som Bodil Kaalund selv ejede, og mange af dem har aldrig været udstillet før. Adgangen til dem er blevet mulig takket være samarbejde med hendes søn, Magnus Kaalund-Nielsen.
Alt er dog ikke lige interessant. For eksempel har man for let ved at blive færdig med nogle kvindeportrætter. De mangler den dimension, som kunne gøre et bekendtskab med dem mere påkrævet, end det er.
Titlen på udstillingen antyder den sammenhæng, som man prøver at sætte publikum på sporet af; en sammenhæng skabt af det sanselige blik, som hun i sin kunst har på verden omkring sig, den konkret foreliggende med forskellige hverdagsrekvisitter – set gennem forgængeligheden – og landskaber. Mødet med Norge og senere med Grønland fik særlig stor betydning for hende – ligeledes Vestjylland, hvad der satte sit præg på hendes religiøse billeder.
Hendes sanselige blik fulgte hende i arbejdet som en ofte brugt kirkekunstner og som bibelillustrator. Alt i alt er det som religiøs kunstner, hun står stærkest på udstillingen.
Skønt opvokset i et hjem, der frabad sig religion, begyndte hun tidligt at arbejde med religiøse motiver. Måske gjorde hun det på det meget tidlige billede, der er med på udstillingen. Man ser en mand på en strand. Er det en glorie, han har om hovedet – eller er det en stråhat? Museet stiller spørgsmålet i sin pressemeddelse. Jeg føler, at det, jeg ser, taler mere til mig, end en stråhat ville kunne. Med større sikkerhed fremhæves imidlertid et andet billede, ”Dødens rytter” (1965), med et motiv fra Apokalypsen, som hendes første egent-lige religiøse.
Et genkommende motiv hos Bodil Kaalund er Jakobs kamp, skildret med dramatik og stærke følelser. Man er ikke i tvivl; hun er selv til stede i kampen. Vi er langt fra smil – for eksempel det, som Sara spydigt tillader sig, da hun og Abraham har uventet besøg af Gud i Mamrelund, hvor hun hører ham love, at hun vil få et barn, skønt hun ikke mere har ”det på kvinders vis”. Det er et billede, man smiler tilbage til.
En mindeudstilling om denne kunstner havde været utænkelig uden grønlandske indslag. Et af de mest markante er ”Pietà” (1970); en finurlig fantasi over en mulig grønlandsk altertavle, hvor blandt andet – på forsiden – Evighedsfjorden indgår; på indersiden en grønlandsk Madonna med et naturligvis ligeledes grønlandsk Jesusbarn. Inspirationen skyldtes en kvinde, som Bodil Kaalund mødte på en kutter. Midterpartiet forholder sig til temaerne sorg og omsorg, mens sidste fløj handler om fangne sjæle, opfattet som måger fastholdt af en grønlandsk fiskers hånd.
Det er et værk, der siger meget om det nære forhold og den kærlighed, Kaalund havde til natur og mennesker i Grønland.