Ved filmens begyndelse ser man den britiske maler J.M.W. Turners far gå på markedet i London og købe et kogt grisehoved. Da faderen kommer hjem, barberer han omhyggeligt grisens tryne og kæber som en forberedelse til sønnens hjemkomst fra en længere rejse på det europæiske kontinent. Hjemkomsten fejres med, at far og søn sidder i køkkenet og mæsker sig med grisehovedet, lydeligt smaskende og gryntende, som var de selv to grisebasser.
Scenen er bestemmende for den fejrede britiske instruktør Mike Leighs fortolkning af en af Englands største romantiske malere. Turner (1745-1853) fremstilles i det biografiske drama som en jævn og simpel mand med elementære behov, hvis skæbne det samtidig var at være begavet med et helt usædvanligt kunstnerisk talent. Turner er inden for kunsthistorien indbegrebet af sublim følelse og virtuos malerisk kunnen med sine dramatiske og atmosfærefyldte lærreder, hvor himmel og hav spindes ind af centrifugale kræfter og døbes i glødende lys. ”Solen er Gud!”, lød Turners berømte sidste ord, ifølge myten. Og Mike Leigh lader også manden og hans mageløse malerier forsvinde ind lyset.
Men hans gang på jorden skildres anderledes ligefremt og fysisk. Turner er i Timothy Spalls lille, tætte skikkelse en mand, der ikke er til fals for sværmerier og romantisk høviskhed. Tværtimod. Turner savner i Mike Leighs fortolkning i udpræget grad sociale kompetencer og almindelig høflighed. Han lukker sig omkring sit kunstneriske arbejde med et tunnelsyn og åbner sjældent op for andre sider af sit væsen. Filmen viser Turner som en isoleret skikkelse præget af en vis form for forfængelighed og brutal stræben efter anerkendelse. Han er ordknap, studs, gryntende og brummende som et dyr indfanget i et bur, som kunsten rummer det eneste løsen til.
Mike Leigh fokuserer i filmen på Turners modne år, hvor hans anerkendelse først står i zenit for siden at klinge ud, da alderdommen sætter ind, og hans autoritet vakler. Turner, som i sit maleri foregriber både impressionismen og ekspressionismen, bliver i sit levede liv usamtidig. Turner havde sans for epokens naturvidenskabelige nyopdagelser og teknikkens fremdrift. Dampmaskinen fascinerede ham, og han har jo - hvad filmen også pointerer - allegorisk skildret, hvordan dampskibet tog sejlskibet på slæb på vejen mod ophugning og endeligt. Filmen følger kunstneren på samme vej, rædselsslagen som han er for fotografiet og den magt, han aner det vil få over virkeligheden, og ikke mindst billedet af den.
Mike Leighs film er, trods sin betydelige længde, snarere episodisk end episk. ”Mr. Turner” savner fremdrift og kredser uophørligt om sin sære hovedskikkelse og hans vaner. Måske mest af alt fordi kunst jo er et monotont arbejde, en række gentagelser og stadige opøvelser i at skabe det kvintessentielle og sublime billede. Det lykkes for Turner, men vejen dertil er ikke altid lige interessant. Derfor er filmen også bedst i sine mere anekdotiske partier, som når Turner huserer hensynsløst på Royal Academy til sine kollegers store fortørnelse, ikke mindst rivalen Constable. Eller når han som virtuos, malerisk taskenspiller iscenesætter sin kunst, så de andre malere vrider sig i beundring og misundelse.
Mike Leigh har ganske øjensynligt nydt at hive den mest sakrosankte kunstner i britisk kunsthistorie ned på jorden og strippe ham for kulturel dannelse og forfinelse. Turners første og fremmeste fortolker, kunst- og arkitekturhistorikeren John Ruskin, fremstilles af Joshua McGuire som en dekadent, overstyret og opblæst aristokrat, og kunder fra aristokrati og storkapital som mennesker uden kunstnerisk indsigt, ikke mindst de sidstnævnte. De afvises. Turner testamenterede sit livsværk til det britiske folk, og det er jo grunden til, at vi i dag til overmål kan nyde hans værker på Tate Britain.
Nerven i ”Mr. Turner” er ikke så meget gemt i de mageløst flotte landskaber, som fotograf Dick Pope diverterer beskueren med, og som til næsten fuldkommenhed mimer tidens romantiske landskabsmaleri, som i de skæbner, Turner efterlod i sit kølvand, da dampen gik af maskinen. ”Mr. Turner” er således lige så meget en kønspolitisk film om kvinderne i hans liv og de ofre, de bringer.
Der er elskerinden (Ruth Steen) og de to børn, Turner fornægtede eksistensen af, der er hans husholderske og faktotum (Dorothy Atkinson), som han efter behov hundsede med eller voldtog, og endelig er der den propre enkefrue (Marion Bailey) fra kystbyen Margate, som han levede inkognito med i de sidste år. Turner tog dertil for at male mariner, men forelskede sig i stedet på sin sære uformidlede og behovsdikterede måde. Filmens glimtvise lykkefølelse er knyttet til de to, der køber et hus sammen i Chelsea og er hinanden hengivne til det sidste. Men det er især Dorothy Atkinsons psoriasisplagede og krumryggede husholderske, der bevæger filmen igennem med de ofre, hun bringer på den store kunstners alter. Hun lades til allersidst alene, ikke med kunstneren, men med hans værker.
Problemstillingen erjo velkendt inden for den biografiske litteratur og de biografiske film. Store kunstnere er ikke nødvendigvis store mennesker. Og de er slet ikke bedre mennesker, selv om de formår at frembringe noget smukt, der kan berige og forskønne andres tilværelse, ja måske endog åbne frigørende muligheder for at realisere et andet liv.
Den problemstilling fanger Mike Leigh dygtigt i ”Mr. Turner”, der på mange måder afspejler instruktørens sociale sindelag og dybe solidaritet med de upåagtede. En sådan blev malermesteren Turner ikke, men i Timothy Spalls fantastiske fortolkning af figuren er han en formummet, brummende og gryntende grisebasse. Fyldt til randen af uoverkommelige følelser, der spærres inde og alene udlades i pludselige spasmer af gråd eller i hidsige strøg af farve på lærredet. Det er en formidabel skuespillerpræstation. Om den har meget med virkelighedens Turner at gøre, ved jeg ikke, men det er også lige meget. Den lever på lærredet, altså filmlærredet.
kultur@k.dk