Selvom der efterhånden bliver skrevet og talt meget om døden, har vi stadig svært ved at forholde os til den. Døden er nemlig, skriver Kathryn Mannix i sin bog ”At gå døden i møde”, den ultimative magtesløshed. Og hvad stiller vi op med den?
Selve døden kan vi som bekendt sjældent gøre noget ved, men magtesløsheden kan blive mindre, hvis vi taler om, at døden nærmer sig. Men det kan være svært. For mange mennesker håber at kunne udsætte og i bedste fald besejre døden, og derfor er livstruende sygdom tit forbundet med en solid portion fornægtelse, også fra de pårørende, der (næsten) aldrig er klar til at sige farvel.
Engelske Kathryn Mannix er kognitiv adfærdsterapeut og læge inden for palliativ medicin og har arbejdet med syge og døende på såvel hospitaler og hospicer som hjemme hos patienterne. Hendes erfaring er, at der for det meste er lidt at frygte, men meget at forberede sig på, når man står over for døden – og at der er mange forståelseskløfter at bygge bro over for at kunne skabe en god død for sine nærmeste.
”At gå døden i møde” er bygget op som en række livsfortællinger, hvor vi får et kig ind i det liv, som de forskellige mennesker har levet – og dermed også med det liv, de skal forlade – og dens formål er således at gøre os bekendt med den proces, det er at dø.
Og det gør den godt med sin blanding af det lægefagligt pragmatiske og det følelsesmæssigt sentimentale, men først og fremmest med sine mange fine skildringer af mennesker, der skal dø – og dermed med sine vidt forskellige bud på, hvordan den gode død kan se ud for det enkelte menneske.
I bogen møder vi blandt andre et ægtepar, hvor konens kræftsygdom overraskende er vendt tilbage. Hun ved det, men vil ikke bekymre ham og lader derfor som ingenting. Han kan se det, men vil ikke bekymre hende og lader derfor som ingenting. Således går de rundt med hver sin hemmeligholdte sorg, som de ikke kan dele med hinanden – og deres fejlslagne hensyntagen gør dem ensomme, blot fordi de gerne vil skåne hinanden.
Kathryn Mannix hjælper dem med at finde sammen – hvilket virker som det rigtige for dem, mens det forholder sig anderledes for den unge kvinde, som gennem sit forløb med en aggressiv kræftsygdom fornægter, at hun er syg og skal dø. Det respekterer hendes familie, som dermed frasiger sig muligheden for at sige farvel, og som sammen med Kathryn Mannix og hendes team på hospice skal forsøge at håndtere, at den unge kvinde dør, samtidig med at hendes totale fornægtelse opretholdes, da det for hende virker som et bud på den gode død.
”At gå døden i møde” er en bog, som man roligt kan læse, selvom man er ung, sund og rask. For vi kender alle nogen, der skal dø – og som vi burde snakke med, mens tid er, så deres sidste stund kan blive god og anstændig og vigtigst af alt: som de gerne selv vil have, at den skal være.
Den gode død er nemlig langtfra ens for alle, som bogens mange fortællinger så fint illustrerer, og de underkender aldrig, at det er en kompliceret affære at tænke over sin egen død – og tilsvarende smerteligt at tale om den. Men at det er nødvendigt, er man ikke i tvivl om, når man har læst ”At gå døden i møde”.