Prøv avisen
Reportage

Det sidste skrig i Tøyen

Munchmuseet flytter næste år ind i den 13 etager høje bygning (th.) på havnen i Oslo – lige over for operaen. Ambitionen er at skabe et museum i verdensklasse, men kritikere har blandt andet sammenlignet facaden på den nye bygning med et autoværn. – Fotos: Leif Tuxen

Rammerne for ”Skriget”, ”Madonna” og Edvard Munchs andre mesterværker bliver næste år skiftet ud, når Munchmuseet i Tøyen i udkanten af Oslo flytter ind i en ny stor, central bygning på havnen

Det første, man ser på Munchmuseets nye udstilling ”Exit!”, er Edvard Munchs hvide dødsmaske. Fredfyldt ligger den store kunstner, der især var kendt for sine malerier af ”Skriget”, med lukket mund og lukkede øjne. Langtfra nogensinde at skrige igen. Men da den verdenskendte kunstner døde i 1944, var der heller ikke grund til mere angst, i hvert fald ikke for hans store kunstsamlings fremtid. Han vidste, at hans egen død ville give liv til Munchmuseet og gøre ham udødelig som kunstner.

Fire år forinden havde den store norske kunstner af frygt for, at hans kunst skulle falde i fjendens hænder, nemlig testamenteret sin enorme samling af sine egne værker til Oslo Kommune, og planerne om et museum til hans kunst blev drøftet endnu tidligere.

Testamentet, som man også kan se på udstillingen, var til gengæld allerede dengang en så stor gave, at den efter Munchs død udløste betydelige skænderier og grå hår for politikerne i Oslo. Men i 1946 besluttede politikerne sig endegyldigt for, at Munchmuseet skulle bygges. For enhver kunne se, at en sådan gave forpligtede.

”Munchsamlingen” består af 1100 malerier, omkring 18.200 grafiske arbejder fordelt på 700 motiver, 6800 tegninger og akvareller samt 13 skulpturer. Dertil kom 500 trykplader, 2.240 bøger, notatbøger, dokumenter, fotografier, kunstnerværktøjer, rekvisitter og møbler. Og et svimlende antal breve.

”Det er sjældent, at en så anerkendt kunstner har beholdt så meget af sin kunst selv. Men ’Munchsamlingen’ rummer mere end halvdelen af Munchs malerier og de allerfleste af hans grafiske motiver. Det har i tidens løb givet museet en særstatus internationalt, fordi det har gjort det nemmere for os at ’bytte’ os til stor kunst af blandt andre Vincent van Gogh i Holland eller Asger Jorn i Danmark, når man har en så stor samling at låne udfra. Det kommer det nye museum også til at nyde godt af,” forklarer museets kommunikationsdirektør, Gitte Skilbred.

På en planche på udstillingen kan man se de imponerende mange røde prikker, der især dækker den vestlige verden på de steder, som Munchmuseet i tidens køb allerede har lånt værker. Ikke mindst Danmark er blevet et meget rødt land på den planche, for danskerne var de første, der fik lov til at låne værker af Munch, og siden har interessen fra Danmark endda været større end fra Sverige.

Da man endelig fik bygget Munchmuseet i Olso-bydelen Tøyen i 1963 var det også efter dansk forbillede, da arkitekterne dengang især lod sig inspirere af det nordsjællandske kunstmuseum Louisianas lave bygninger. Og Munchmuseet vil stadig gerne måle sig med Louisiana, fortæller Gitte Skilbred og tilføjer, at interessen for Munch siden museets åbning er vokset og vokset, så de oprindelige bygninger trods flere udbygninger ikke længere er nok. Derfor flytter museet næste år ind i en helt ny bygning i hjertet af Oslo lige ved operaen og hovedbanegården, så turisterne nærmest bliver kørt direkte hen til museet fra lufthavnen.

Den nye bygning bliver blandt andet også hjemsted for en større, statslig kunstsamling, som i sin tid blev skænket af en stor kunstsamler, der var en af Munchs nære venner. Og museet vil i fremtiden også vise ”masser af samtidskunst”.

”Det nye museum bliver 13 etager højt, fyldt med kunstoplevelser, og det, som vi glæder os til, er især at få den faste, brede, solide præsentation af Munch. Lige nu har vi med en udstillingssal mulighed for skiftende særudstillinger, så de lokale med tiden kan komme hele verden rundt om Munch, men i det nye museum vil vi fast kunne vise en meget større del af samlingen, mens vi så kan lave særudstillinger om andre store verdensnavne,” siger hun og tilføjer, at håbet er, at Munchmuseet i fremtiden vil kunne øge Oslos kunstturisme endnu mere, så folk vil rejse hertil fra hele verden for at opleve museet.

Ambitionerne er således tårnhøje for Munchmuseets nye milliardbygning, der allerede er skudt i vejret på den prominente plads over for operaen på byens havn i den centrale og eksklusive bydel Bjørvika. Nu mangler ”indmaden” bare inden åbningen i maj 2020. Det var det spanske arkitektfirma Herreros Arquitectos, der vandt konkurrencen om at bygge museet som et nyt vartegn for Oslo, og som en gestus til den smukke, hvide operabygning, som de fleste nordmænd allerede elsker, har arkitekterne ladet bygningen bukke sig for operaen.

Men i de norske medier har der rejst sig et ramaskrig over den kommende museumsbygning, som flere allerede mener skæmmer bydelen. I Aftenposten har kommentatoren Andreas Slettholm for eksempel sammenlignet facaden med et autoværn. Sådan er den halvfærdige bygning blevet beskudt i en grad, som kun kan måle sig med kritikken af byens kommende nationalmuseum, som er blevet kaldt direkte gyselig, fordi den udefra set godt kan ligne en billig kontorbygning fra 1970’erne. Og ifølge kritikerne skriger det til himlen, at de to bygninger, der skal rumme så meget skønhed, ikke bliver smukkere udefra.

Som en trøst for folkene bag det nye Munchmuseum var der også vild og heftig debat, da man i sin tid byggede den gamle bygning. Og medarbejderne glæder sig meget til at flytte over i den nye bygning, hvor der altså bliver plads til at vise meget mere af samlingen, fortæller Gitte Skilbred, mens hun viser en lille reklamefilm for den nye bygning, der ser ud til at blive flot indefra med masser af rum til at udfolde de brede kunstoplevelser og alle tidens nye formidlingstiltag, som museets ledelse drømmer om.

Det skal være ”et museum i verdensklasse” med en ni meter høj skulptur foran. Og museet arbejder også på at gøre det til en hyggelig oplevelse, så man for eksempel skal kunne fragte folk til museet ad søvejen via en båd om sommeren, så museet bliver en endnu mere integreret del af havnemiljøet.

I Norge har man dog ikke kun diskuteret bygningens facade, men også dens placering. Samme diskussion havde man omkring det gamle museum. Nogle mente, at det skulle ligge ved Vigelandsparken ved Frogner, andre i centrum ved kongeslottet, og det blev også foreslået, at det skulle ligge på Grünerløkka, hvor kunstneren tilbragte sine vigtige år i barndommen. Men midt i 1950’erne stod det klart, at museet skulle ligge i det østlige Oslo – på Tøyen.

”Det var socialisterne, der dengang argumenterede for, at den lidt socialt udfordrede bydel skulle have et kulturelt løft,” forklarer Gitte Skilbred og tilføjer, at socialpolitik og kulturpolitik stadig følges ad i Oslo.

”I forbindelse med planerne om det nye museum ved havnen har flere politikere frygtet, at Tøyen nu kommer til at lide under tabet af Munchmuseet. Derfor har det været en del af den politiske aftale, at Tøyen skulle kompenseres kulturelt, hvis Munchmuseet flyttede ind til havnen,” forklarer hun.

Den eksisterende bygning bliver blandt andet overtaget af nationalteatret, så snart de sidste værker er blevet flyttet til det nye museum.

”Vi holder åbent her med forskellige mindre udstillinger helt frem til åbningen af det nye Munchmuseum, men ’Exit!’ bliver den sidste store udstilling på Tøyen,” fortæller Gitte Skilbred og tilføjer, at man derfor ikke kun viser fortællingerne om museets begyndelse og internationale udbredelse, men også noget af det bedste fra samlingen.

For eksempel er det sjældent, at de berømte malerier ”Skriget” og ”Madonna” bliver vist på samme tid her, fordi man gerne vil skåne dem af hensyn til deres lysfølsomhed. Men den store afskedsudstilling fortæller også historien om, hvordan de to malerier i 2004 blev stjålet ved et røveri, som senere medførte stor kritik af museets sikkerhed, fordi røverne – dog efter at have truet personalet – bare kunne tage billederne ned fra væggen. En turist nåede at fotografere røverne, mens de iført elefanthuer løb ud med malerier mod deres sorte bil. Siden fik Munchmuseet som bekendt de uvurderlige værker igen, men malerierne var blevet beskadiget, så de måtte restaureres. Og nu kan kun det trænede øje se, hvor Madonna-maleriet er blevet lappet skånsomt sammen. Udstillingen viser dog samtidig, hvordan motiverne fra både ”Skriget” og ”Madonna” er blevet allemandseje på kopper, T-shirts og kuglepenne, så man kan spørge sig selv, om det devaluerer motiverne eller styrker dem som ikoner.

Men når Munchmuseet åbner på havnen næste år, er der ingen planer om at skrue ned for den del af forretningen.8

På udstillingen ”Exit!” fortæller Munchmuseet i øjeblikket sin egen historie, inden museet flytter fra Tøyen.
Edvard Munchs dødsmaske, 1944.
Edvard Munch i sit atelier. – Foto fra Munchmuseet.
Billeder som "Skriget" og "Vampyr" et store hit på det gamle museum.