Instruktør og manuskriptforfatter Guillermo del Toro slog i 2006 sit navn fast med evighedens mejsel. Den fantastiske Franco-fabel ”Pans labyrint” bjergtog publikum verden over.
Men hvor ”Pans labyrint” var mørk og majestætisk, vender del Toro sig denne gang mere mod lyset. Grundtonen i Romeo og Julie-allegorien ”The Shape of Water” er fortrøstningsfuld, kærlig og håbløst romantisk. Selvom verden er dunkel.
Vi er i 1960’erne. Frygten for det ukendte og for fremskridtet fletter fingre med optimismen. På tv-skærmene stepper musicalstjerner sig igennem livets udfordringer. Man forsøger at holde fast i det sort-hvide verdensbillede, hvor det gode og det onde kan benævnes uden slinger.
Men også koldkrigstidens verdensbillede er under forandring. Og uden at være det fjerneste identitetspolitisk slår del Toro et slag for det umage, det umulige og gråzonerne i sin kærlighedsfabel.
Den stumme Elisa (Sally Hawkins) smyger sig gennem livet. Om natten gør hun rent i et tophemmeligt statslaboratorium. Dagene tilbringer hun sammen med naboen, den aldrende homoseksuelle Giles (Richard Jenkins).
Frygten for det ukendte hærger. Giles frygter alderdommen, samfundet frygter fremskridtet, og Richard Strickland (Michael Shannon) frygter at blive koblet af udviklingen.
I laboratoriet passer Strickland på en havmand, en formodet gud fra Amazonas, halvt menneske/halvt fisk. Machomanden piner væsenet, torturerer det. Men lille lette Elisa, ensomme Elisa, ser skønheden i det dyriske. Og hun forelsker sig. Foreningen ender kødelig. Så sobert og nænsomt, så blottet for ækelhed.
Allegorien over det umulige kærlighedsforhold er jo langt ældre end Shakespeares skuespil om Romeo og hans Julie. Men det er alligevel her i kulturhistorien, ”The Shape of Water” suger sin energi fra. Samtidig med at tidsbilledet, komplet med russiske spioner, giver kolorit til kærlighedshistorien, der dog forbliver arketypisk.
Danske Dan Laustsen er blevet Oscar-nomineret for sit kameraarbejde med ”The Shape of Water”, og det er soleklart. De maritime undertoner farver hele fotograferingen. Havets dybe grøn-blå toner og de tidligere 60’eres glæde ved pasteller hvirvler rundt. Kameraet er i evig bevægelse, aldrig rastløst, men panorerende. Dybden i billederne assisterer kærlighedsfortællingen.
”The Shape of Water” er langt fra perfekt, men det gør den nu ikke mindre vidunderlig. Den virker som en nødvendighed, en ode til både kærligheden og filmkunsten.
Sally Hawkins er sart-stærk som Elisa, fortryllende og udtryksfuld, stum som hun er. Hendes muselignende mimren og katte-yndefuldhed gør hende absolut indtagende. Helt oppe ved siden af Bjørk i von Triers ”Dancer in the Dark”.
Michael Shannons Strickland er en tro kopi af spion-filmenes kliché af en barsk figur. Men klichéerne, og dem er der mange af, giver kærligheden modvægt. Gør den usandsynlige romance stærkere.
Richard Jenkins (ægtemanden i ”Olive Kitteridge”) som Giles giver filmen en klædelig melankoli og strejf af realisme. Giles kan ikke genkende sit aldrende selv i spejlet. Han kastede sig ikke ud i kærlighedens frådende hav i tide. Elisa springer pladask. For hos del Toro behøver mennesket ikke nødvendigvis at gå det sidste stykke alene.