Prøv avisen
Interview

Rane Willerslev: Det skaber rygrad og rummelighed at lade sig ryste

Der skal skabes nye indgange til Nationalmuseet i mere end én forstand, mener Rane Willerslev, som har været direktør på Nationalmuseet siden august sidste år. Foto: Sofie Mathiassen/Ritzau Scanpix

Nationalmuseets direktør, Rane Willerslev, vækker debat med sine nye, vilde idéer, som også er blevet lanceret her i påsken. Hvis man har det sjovt, er det nemmere at blive klogere, og det skal et museumsbesøg også afspejle, mener manden, der selv har erfaringer som professor og pelsjæger i ødemarken

Som barn var Rane Willerslev bange for sin far, der var 30 år ældre end moderen og endnu mere gammeldags i sin pædagogik.

”Han kunne finde på at slå hul på isen om vinteren og kaste min tvillingebror (Eske Willerslev, red.) og mig ned i hullet eller lade os hugge brænde, til vi var ved at segne. For han syntes, at børn skulle hærdes. Min mor satte først grænsen, da han også ville have os til at gå i lederhosen,” siger Rane Villerslev og slår et stort grin op, da vi sidder på hans store direktørkontor på Nationalmuseet.

Her ville han heller aldrig være endt uden faderen, for den gamle historikerfar hærdede også sine drenge med græske gloser og svære dannelsessamtaler – især efter forældrene blev skilt.

”Jeg tror, at han var ret overrasket over, at vi valgte at bo hos ham. For vi var egentlig begge to ret frygtsomme over for ham. Men vi var 14 år og trængte til et mandeideal. Min far havde været meget fraværende, mens han arbejdede som historiker. Men nu var han pensionist, så vi blev pludselig hans nye fuldtidsprojekt. Vi var utroligt dårlige i skolen før det, men da vi kom i gymnasiet, læste han lektier med os og sad og diskuterede med os. Han var selv en renæssanceakademiker, der kunne latin, græsk og fransk. Men han havde den fordel, at han ikke var snobbet, så han var interesseret i, hvad vi havde at sige. Og kombinationen af min fars klassiske faglige viden og den frie leg med den viden gjorde mig pludselig dybt fascineret af boglig viden.”

Faderens dannelsesprojekt med sønnerne resulterede også i, at de begge fik høje gennemsnit til deres studentereksamen.

”Til vores studenterfest sagde min far tørt, at han da var glad for, at vi havde lært at kompensere for lav intelligens med hårdt arbejde. Men det var fuldstændig rigtigt, for han havde faktisk lært os at arbejde hårdt, og han gav os udholdenhed, ligesom vi lærte at værdsætte boglig viden. Og det fik enorm betydning for mit liv.”

Efter studenterfesten begyndte Rane Willerslev at læse antropologi på universitetet, og siden tog han på flere lange ekspeditioner i vildmarken – først sammen med broderen og derefter alene. Og han endte med at bo tre år i Sibirien blandt lokale jægere. Og især én oplevelse ændrede igen hans verdensbillede:

”På et tidspunkt var jeg tvunget til at flygte ud i ødemarken, fordi jeg havde prøvet at starte et andelsselskab ude hos jægere, så de kunne sælge deres zobelskind til Danmark og tjene penge på det. Men det, jeg ikke havde taget i betragtning, var, at det var den russiske mafia, der skummede fløden på at handle med de skind, så der blev lavet en arrestordre på mig. I al hast blev jeg derfor transporteret ud i ødemarken af en erfaren jæger og en ung jæger. Den unge jæger blev hos mig, og planen var, at den erfarne jæger skulle komme tilbage og se til os efter en måned, men der gik tre måneder, før han kom tilbage.”

Forinden skød den erfarne jæger dog en elg til Rane Willerslev og hans unge jagtkammerat, men de glemte at bygge et stativ til kødet, som så blev spist af en jærv. Og der var ikke spor efter andre elge eller spiselige dyr i skoven, der var dækket af sne:

”Vi sultede fuldstændig vildt. Vi blev tynde som kz-fanger og var ved at dø af sult. Da jeg lå der og slumrede, fik jeg en drøm eller et syn, hvor jeg så en nøgen indfødt kvinde, der smilede til mig. Hun pegede hen på den briks, hvor jeg normalt lå. Og der lå en pelsbylt med et barn, og ud af barnets øje flød der blod. Forfærdet vendte jeg mig mod kvinden, der stadig smilede og trak mig ind til sig. Der løb mælk ud af hendes bryster, så jeg drak af dem, men jeg blev ikke mæt, så til sidst åd jeg hende. Og så vågnede jeg op. Jeg var meget rystet, men jeg følte, at drømmen ville mig et eller andet, så jeg samlede mine få kræfter og tog ski på for at tage ud og jage. Og nu lykkedes det mig pludselig at skyde en elgko med kalv. Ud af yveret på elgkoen løb der mælk, som jeg drak. Og pludselig stod vi med halvandet ton kød og var reddet.”

Efter Rane Willerslev var kommet sig fysisk, begyndte oplevelsen at nage ham eksistentielt. For var der en sammenhæng mellem drømmen og hans overlevelse?

”Hvis jeg skulle holde fast i mit naturvidenskabelige verdensbillede, kunne der ikke være en sammenhæng. Men hvis jeg troede på, at der var en sammenhæng, kunne jeg ikke længere tro på, at det logisk-naturvidenskabelige verdensbillede kunne udtømme virkeligheden. Jeg valgte at tro på det sidste. Det betyder ikke, at det naturvidenskabelige verdensbillede er forkert, men jeg må erkende, at der er mere til virkeligheden end det. Der var mere mellem himmel og jord, og det nedbrød mit verdensbillede, inden jeg kunne bygge et nyt op.”

Siden har det været en klar dannelsestanke for Rane Willerslev, at man må tillade at få sit verdensbillede rystet for at blive klogere.

”Dannelse handler om at blive konfronteret med nye verdener. Det kan være i mødet med andre mennesker eller mødet med stor viden. Man må erkende, at man i den konfrontation kan blive mødt med noget, der er så overvældende, at dit verdensbillede ramler, så du må bygge et nyt op. Det skaber til gengæld både rygrad og rummelighed, hvis man tillader sig selv at blive rystet. Det er ikke sjovt at få rystet sit verdensbillede, men det, der bliver bygget op af den aske, der er tilbage, er en mere rummelig verden, så dannelse handler om, at man tillader, at verden bryder sammen, så man kan bygge den op igen.”

Men bliver man ikke nødt til at have en gren at sidde på?

”Jo, men det kan kun være en midlertidig gren. For ellers risikerer man, at den bliver savet over.”

Har du så slet ikke nogen absolutter i livet?

”Hvis der skulle være nogen absolutter i mit liv, skulle det være humor. Fordi der netop ikke findes nogen absolutter i virkeligheden, møder man altid paradokset, hvis man presser tanken langt nok, og paradokset er altid humoristisk. Det er jo ved at banke to ting sammen, der ikke har noget med hinanden at gøre, at jokes opstår, for så bliver det absurd, og så bliver perspektivet flyttet et nyt sted hen, så man får et nyt blik på noget gennem latteren. Menneskets grundvilkår må derfor være at kunne le – netop fordi der ikke er noget absolut grundvilkår. Man har muligheden for at banke ting sammen i paradokser, det ler man ad, og derfor bliver det en trøst.”

Rane Willerslev smiler varmt.

”Jeg har også læst, at Kierkegaard har skrevet, at kristendommen er den mest humoristiske religion, fordi den indeholder flest paradokser. Og det indebærer vel også, at man ikke kan forstå religionen gennem logikken, men kun gennem humoren, fordi man kun kan forstå religionen gennem paradokset, som er umuligt at forstå logisk. Idet man ler, får man måske det nærmeste, man kan komme et guddommeligt indblik, og derfor må humoren være det eneste absolutte, men det er også et godt absolut. For latteren gør det jo netop sjovt at leve.”

Vi forlader kontoret for at ”gå ind i oldtiden” gennem museumsgangene på museet, der nu er blevet udstyret med kedsomhedsknapper. For det skal ikke kun være sjovt at leve, men også at gå på museum, forklarer han. Og ligesom han selv både er blevet kastet ud i bøger, isvand og drabelige eventyr, synes han også, at en tur på Nationalmuseet skal gribe fast om alle sanser, mens vidensdelen ikke må forsømmes.

”Det unikke ved Nationalmuseet er, at det er et videnskabsdrevet museum. Det har større betydning, end man tænker over. For det betyder, at det, man viser, helt grundlæggende skal være baseret i videnskab. Det betyder, at man ikke skal lade sig spænde for nogen politisk vogn, fordi udstillingerne må udspringe af videnskaben, som er hjørnestenen i museet. Men det betyder jo ikke, at udstillingerne skal være dødssyge eller reduceres til at kategorisere fund i typologier,” siger Rane Willerslev og lader blikket glide forbi montrerne med oldtidens keramik, våben og klædedragter:

”Nu går vi gennem gangen med stenalderen, bronzealderen og jernalderen. Men det er kun én måde at se historien på. For man kan også se historien som noget, der folder sig ind og ud af hinanden. I stenalderen havde man for eksempel mest lighed mellem kønnene og deleøkonomi, også sådan kan man også se vores tid som en revitalisering af stenalderen. Det er en anden og lige så legitim måde at se historien på. For sådan bliver stenalderen ikke bare noget, der skete i en fjern fortid, men en måde at forstå os selv,” siger Rane Willerslev, der også gerne vil have, at museumsoplevelsen skal blive mere sanselig, så man for eksempel kan få lov til at røre ved kopier af vikingesværd undervejs.

Her i påskeferien har museet allerede igangsat forskellige tiltag, der skal gøre det sjovere at gå på museum – for eksempel den allerede kontroversielle kedsomhedsknap, som får museet til at live op, når børnene trykker på den. Men knapperne er knappe, så man skal stadig drives gennem museet for at finde dem, forklarer han:

”Kedsomhedsknappen erstatter ikke den klassiske rejse. For læring tager tid. Men læring og leg er ikke modsætninger. Tværtimod. Videnskab er sindssygt interessant, sprængfarlig og kan være utroligt legende og humoristisk. Her på museet har de ansatte jo også en skat af historier om, hvordan tingene er fundet og så videre. De historier skal bare frem, for dem får man desværre ikke noget at vide om, når man går rundt her. Og for at være helt ærlig har vi ikke engang et valg.”

Museumsdirektøren peger på, at staten skærer museet med to procent om året. Det svarer til otte fuldtidsstillinger, museet bliver nedbemandet med om året. Og den eneste måde at kompensere for det er at få mere betalende publikum ind, fastslår han.

”Om man kan lide det eller ej, er Nationalmuseet tvunget til at operere i en oplevelsesøkonomi. Man kan kun spørge, på hvilken måde vi skal være en del af oplevelsesøkonomien. Mit bud er, at vi ikke skal være Tivoli. Vi skal basere os på viden, men det skal være et sted, hvor man kan få viden gennem noget, der er spændende. Modsat aviser er museerne jo heldigvis i fremgang på verdensplan, men de museer, der har succes, forstår også at kombinere stor viden med en folkelig tilgang. På den måde står Nationalmuseet ved en skillevej.”

Hvad skal der til ud over kedsomhedsknapper?

”Der skal helt nye udstillinger og en ombygning af hele palæet. Mange af rummene her er ikke klimasikret. Det vil sige, at man nærmest ikke kan udstille i dem, og ellers er folk ved at dø af kulde. Vi får klager hele tiden om, at folk fryser. Og hovedindgangen ligger også for skjult nu. Man bør få den gamle flotte hovedindgang tilbage ud mod kanalen. Men det betyder også, at man skal lave en ny forhal, så man kan få et nyt særudstillingslokale. Det er også vores ønske at få en permanent vikingeudstilling. Vi har også verdens største vikingeskib, som vi gerne vil udstille.”

Men det lyder jo dyrt, når I i forvejen skal spare?

”Ja, men det er også hamrende nødvendigt. Jeg gør det også med rystende hånd, fordi jeg ikke ved, om jeg kan få pengene. Men det er ligesom med politikerne, der også bliver nødt til at forny jernbanenettet, fordi man ikke kan køre rundt på de gamle skinner længere. Derfor har vi også lavet en udviklingsafdeling, der kan skabe idéerne til nye udstillinger. Og de er på vej med en stor plan for, hvordan Nationalmuseet skal se ud, i samarbejde med eksterne filmfolk og spileksperter, som kan være med til at skabe nogle nye universer for os.”

Rane Willerslev klør sig lidt under hagen, inden han svarer på, om man overhovedet kan genkende Nationalmuseet i fremtiden:

”Jeg kan godt forstå, at det er en svær diskussion. For man mister også troværdighed, hvis man giver køb på alting. Det gør kirken jo også, hvis den bliver ren flowerpower-sansegudstjeneste i et desperat underholdningsshow for at tiltrække nye kirkegængere. Og sådan er det også her. Men det, vi ser i verden, er, at de hæderkronede institutioner i samfundet har problemer, fordi de har mistet autoritet. Det er en stor udfordring for for eksempel både folkekirken og Nationalmuseet. Det er ikke selvindlysende, at man skal have et nationalmuseum. Det skal man gøre sig fortjent til.”

Hvordan gør man så det?

”Det gør man efter min mening ved at holde faste i to ting – faglighed og folkelighed. Vi skal holde fast i det videnskabelige, men vi skal arbejde hen imod en folkelighed ved at formå at lave spændende historier. Man må formå at tiltrække folk ved at holde fast i oplysningsprojektet. Men det at blive klog indebærer ikke, at det skal være kedeligt. Det, der gør folk kloge, er at blive præsenteret for viden med engagement. Sådan var det også med min far. Grunden til, at jeg gad læse lektier med ham, var, at han engagerede sig i mig og interesserede sig for mig. Og sådan skal vi også interessere os for brugerne.”

Det betyder ikke, at det naturvidenskabelige verdensbillede er forkert, men jeg må erkende, at der er mere til virkeligheden end det

Rane Willerslev, direktør for Nationalmuseet

For man mister også troværdighed, hvis man giver køb på alting. Det gør kirken jo også, hvis den bliver ren flowerpower-sansegudstjeneste i et desperat underholdningsshow for at tiltrække nye kirkegængere

Rane Willerslev, direktør for Nationalmuseet