Det skal ende i duel og død

Theodor Fontane blev kendt som den store skildrer af den tyske ”Gründerzeit” med Preussen i fokus. Nu udkommer klassikeren ”Effi Briest” igen

Det skal og bør lyde som den sikre fortælling: Et hjertensgodt barn, der vokser op i adeligt-grønne omgivelser og glad forlover sig som 17-årig – med sin mors tidligere bejler, der nu er blevet 38 år. Det skal ende i duel og død, og så skal det blive en sæderoman og et ”tidsbillede”.

Alt dette burde være for skabelonagtigt, for let dræbeligt i en undervisningssitua-tion, hvor al læseglæde hurtig skulle kunne elimineres i pædagogikkens hellige navn. Alligevel er tyske Theodor Fontanes (1819-1898) ”Effi Briest” (1896) også noget mere.

Selvom Effi netop er det glade naturbarn, ofret af sine ellers godmodige forældres trang til orden i sagerne, og selvom hun gifter sig med denne pligtopfyldende landråd von Innstetten, er der ”det” mere, der gør den eviggyldig. En mærkelig stillestående fortællestil, der gør en række af optrinnene svalende: Som det badested, hvor Effi må til, byen Kessin ved Østersøen, fordi Innstetten har sin stilling der: ”Du har ingen anelse om, hvad stille dage (…) er værd,” lyder det så sandt, som det er sagt.

Det kunne også overføres til romanen: Fontane blev kendt som den store realistiske skildrer af den tyske ”Gründerzeit” med Preussen i fokus, og denne forfalds- historie har disse stille dage over sig. Melankolske bølger af stille sammenstød mellem menneskers drømmedrifter og samfundets ubønhørlige dom over dem.

Glade, uskyldige Effi bortgiftes velvilligt til moderens tidligere bejler. Hun behøver ikke engang iføre sig det rigtige tøj, selvom der kommer så fint besøg. Moderen ”kastede et blik på den unge henrivende skikkelse, der endnu blussede af legens hede og stod for hende som et billede på det friskeste liv”.

Således bliver man hurtigt forlovet, og i den karakteristiske fortællestil skifter romanen fra Effis indtræden i rummet for at møde denne ældre bejler, til næste kapitels lakoniske ”endnu samme dag blev baron Innstetten forlovet med Effi Briest”. Således går livet sin gang. Selvom den godmodige far, for hvem Fontane selv skal have været modellen, bekymrer sig over, at man har viet et ”en kunstsnob” med et ”naturbarn”, går det indledningsvist acceptabelt.

Innstetten viser ikke Effi megen opmærksomhed, men han er heller ikke en uærlig ægtemand, og denne ambitiøse repræsentant for det preussiske statsapparat mener ligefrem at kunne mærke, at han faktisk elsker Effi.

Men ak, som en klog ridderskabsrådinde typisk bemærker over for Effi: ”Det med kødet, det er og bliver det samme.” Deraf tydeligvis en del af Fontanes blide mismod. I Effis tilfælde gælder det levemanden major Crampas, der residerer i Kessin.

Han er sådan en, der bader i Østersøens ni graders kolde vand i senseptember, og som kan gøre digte af Heinrich Heine til indforstået erotik, når han reciterer for Effi på rideture. Og så kan man ”hjælpe en ven og bedrage ham fem minutter efter”, begge dele med ”utrolig godhjertethed”. I en senrealistisk roman som denne skal det selvfølgelig blive Effis fald.

Når man læser dette i Danmark glemte mesterværk, skal man bemærke overspringene i fortællingen, den sært tilbageholdende stil. Selv hvis man elsker sin forulykkede unge kone, er pligten altid til stede for en Inn-stetten: ”Det andet, dette tyranniske, om De så vil, og ubestemmelige noget, det spørger ikke om charme eller om kærlighed eller om forældelse. Jeg har intet valg. Jeg må.” Og således begår man mord – af pligt.

Dette var Fontanes dobbeltblik på det Tyskland, han selv levede i, og det kulminerede i Effi-skikkelsen, der egentlig godt forstod sin mand: ”Han havde så evigt ret, men til syvende og sidst havde han dog uret.” Livet er urimeligt, men ikke uforståeligt og slet ikke uskønt.

”Effi Briest” er den seneste i en lang række af hurtige klassikerudgivelser fra Bechs Forlag. Det er udmærket, at den nu atter er tilgængelig, men det er svært for alvor at mærke kærligheden fra forlaget. Det ser ud til, at det sande formål er at udgive klassikerne som lydbøger, men det gør, at den trykte klassiker-serie virker svigtet. Der er ikke Rosinantes uendeligt overlegne grafiske arbejde og heller ikke Gyldendals dyre forord ved kendisintellektuelle. Derimod får man gamle oversættelser i dårligt tryk uden forord eller gennemarbejdning. Grovheden i teksterne på omslaget og i pressematerialet gør det ikke bedre.

Effi var nu nok afgået ved døden alligevel, men måske hendes minde og de andre klassikere fortjente en mindre stedmoderlig behandling på tryk? Særligt når nu det var Effis egen mor, der satte al ulykken i gang.