Prøv avisen
4 stjerneraBog

Det skal ikke være Island det hele, for Færøerne kan også

4 stjerner

Joanes Nielsen skriver i sin nye krønike samfundshistorie set med et folkeligt blik – og hvor kan han skrive, Joanes Nielsen

Mod slutningen af bogen ”Bolsjehjerte” finder man egentlig, at det er et velsignet roderi, man har været igennem, men undervejs har man flere gange spurgt sig selv, hvorfor man skal tvinge sig igennem bogen. Men så glimter den pludselig af en uimodståelig humor, og man går videre i den kalejdoskopiske samling af småhistorier, som det er svært at se meningen med. Små historier om mennesker i et lille samfund med nid, nag, glæder og underliv for og bag. Men måske skal bogen være sådan, ligesom den faktiske historie er uden sammenhæng?

Den første bog i serien på foreløbig to bøger hed ”Brahmadellerne” og udkom i 2012 på Færøerne.

Den anden hedder så ”Bolsjehjerte”, hvis original er fra 2016. Det er en af Færøernes meste kendte forfattere, Joanes Nielsen (født 1953), der har skrevet begge værker.

Han kalder på bagsiden af den første bog sin blandingsgenre for en krønike, og det er ganske rigtigt den betegnelse, der bedst kan holde sammen på de mange små anekdoter, større episoder, sladder, opspind, samfundshistorie samt konstante henvisninger til forfattere.

Kristeligt Dagblad anmeldte første bind med disse ord af Anders Juhl Rasmussen:

”Fængslende og vildtvoksende … Der er en vældig oceanisk fortællekraft i Joanes Nielsens krønike.”

Det er en karakteristik, der også kan bruges om det andet bind, ”Bolsjehjerte”. Mange gange tænker man på sagastilen, som det nærmeste forbillede for fremfærden i bogen i dens forvandling af næsten nutidige begivenheder på Færøerne til fortælling.

Bogen har en hovedperson, Eigil Tvibur, men den har også en forfatter, Joanes Nielsen, der gerne flirter med at være ét med sin hovedperson, som også er forfatter og desuden en kæmpe af statur og med voldsomme bundne kræfter.

Mod slutningen af bogen fortælles der om Eigil, der er i gang med at smadre et rigmandskontor i Klaksvig, at han på andre tidspunkter skriver på en roman, der hedder ”Brahmadellerne” (altså bog nummer et) som ”et forsøg på at kaste lys over Færøernes historie fra det nittende århundrede frem til i dag”. Bind to er nærmest et forsøg med anden halvdel af det 20. århundredes historie, som Joanes Nielsen kender af egen erfaring.

Og selv har Eigil som barn læst op af aviser for en gammel dame, og han har som voksen forfatter samlet historier fra øerne. Alt dette sættes sammen til en flod af en fortælling, der maver sig frem gennem årene og af og til afdækker nogle af de synder, mennesker begår og lever videre med erindringen om uden at sige for meget.

Det er samfundshistorien på Færøerne set med et folkeligt blik, der gerne ser skærven i naboens øje. Det er jo morsomt, og Joanes Nielsen fejrer store triumfer i genfortællingen af nid og nag, og hans gengivelse af erotik er yderst medrivende. Hans sider dirrer ofte af en intensitet omkring det menneskeligt basale, som ville have glædet Bachtin, den store russiske litteraturkritiker.

Men desværre kan han ikke holde sig til fiktionens få personer og deres historie; hans katedral smuldrer i anekdoter. Måske skyldes det, at bogen egentlig har færingerne som læserdrøm. De har en viden om deres folk og deres land, som de kan fylde i de huller, som en udenforstående må opleve. Alene den færøske navneskik med efternavne afledt af et stednavn gør fortællingen uigennemskuelig.

Men hvor kan han skrive, Joanes Nielsen! Han giver den faktiske (verdens)historie sit, de forskellige druk- og voldtægtshistorier deres, og af og til slår hans lyriske talent igennem med flotte formuleringer også i den danske oversættelse. Et møde med Satan fortælles således:

”Med et hurtigt tag åbnede han frakken, og under den var der intet. Han førte sin højre hånd op under hatten, de handskeklædte fingre tog om en rem af hud, og med et snuptag rev han ansigtet af sig, og der var intet under det.”

Som man kan se, er jeg meget blandet i forhold til værket. Det har i glimt store kvaliteter, hvor siderne sitrer af intensitet og humor, men man forgår i de mange personer og familier, som man ikke får tilstrækkeligt psykologisk indblik i. En krønike, ja, men også med krønikens bagside: alt det, man ikke får at vide.