De mest negative egenskaber, det er lykkedes journalist Helle Bygum at grave frem om teaterdirektør og instruktør Peter Langdal, er, at han er en kende kaotisk, sitrende utålmodig og en uforbederlig tidsoptimist. Men bortset fra det, er der lovsang over hele linjen til dansk teaters lykkebarn, der efter 23 år ved roret sammen med Henrik Hartmann i næste måned takker af på Betty Nansen Teatret i København.
Peter Langdal, født 1957, slog allerede i 1984 med sin første opsætning ”Erasmus Montanus vender tilbage” på netop Betty Nansen sit navn eftertrykkeligt fast. Han brød med alle rutiner og dogmer med sit musiktotalteater, som han hellere selv vil kalde et kalejdoskopisk kaos, og siden har applausen hovedsagelig været stående for Peter Langdal, hvis imponerende instruktørmeritter ikke slutter, når han går ud ad døren på Betty Nansen Teatret. Han fortsætter som freelanceinstruktør med blandt andet en opsætning af Shakespeares ”King Lear” på Det Kongelige Teater og med opgaver på Dramaten i Stockholm og på operaen i Lyon.
Det er primært Peter Langdal selv, der fortæller i den kronologisk anlagte bog, mens Helle Bygum først og fremmest fungerer som den, der sætter scenen og ind-skyder en forklarende regi-bemærkning eller to. Det er der på mange måder god musik i. Peter Langdal har meget på hjerte, han er sjov og reflekteret og har en hjerne og et sprog, der er mere krøllet end de flestes, og hans tanker om kreative og kunstneriske processer er svært inspirerende. Men selvom han har ordet i sin absolutte magt, ville bogen have vundet ved, at Helle Bygum trådte mere i karakter som forfatter. Hun kunne have skabt ro med flere fortællende passager i tredjeperson, og hun kunne have struktureret stoffet og Peter Langdals talestrøm, så man slap for de mange gentagelser, som for eksempel præger skildringen af forholdet til Henrik Hartmann og tiden på Betty Nansen.
Resultatet er lettere kaotisk, men dog altid charmerende og aldrig kedeligt. Som Helle Bygum selv skriver i sit forord: ”Han har erindret og fortalt uden reservationer, mens jeg har lyttet. Og leet.”
Det har læseren også. Bogen er smækfyldt med saftige teaterhistorier, god energi og sjove anekdoter, og måske har lege- og søndagsbarnet Peter Langdal vitterlig altid haft medvind på samtlige af de stier, han har betrådt.
Men hos de fleste mennesker er der en sprække eller et smertens punkt, som det er værd at opholde sig ved, givetvis også hos Peter Langdal, og hvis man havde gjort det, kunne man måske have skabt et mere nuanceret portræt af damefrisørens talentfulde søn, som har en pligtfølelse, privat såvel som professionelt, der er højere end de flestes, som er et myre- og møghamrende flittigt menneske, og som insisterer på, at det skal være sjovt.