Prøv avisen

Det skarpe knald af ørentvistens fald

Jeppe Aakjær er én af kroppens, sansernes og det konkrete livs største poetiske billedskabere i dansk litteratur. -- Arkivfoto.

KLASSIKER : For 100 år siden udkom Jeppe Aakjærs "Rugens sange og andre digte", der formentlig er den digtsamling i det 20. århundrede, der har fået størst udbredelse

I disse dage for 100 år siden udsendte Jeppe Aakjær "Rugens Sange og andre Digte". Det er en fødselsdag, der nok er værd at fejre, for "Rugens sange" er ikke bare en samling tekster, men et stykke dansk identitetshistorie, der da også blev én af de absolut mest udbredte digtsamlinger overhovedet i Danmark i det 20. århundrede.

På en dansk sommeraften, hvor sammensatte dufte fylder luften, kan de lydmæssige forhold være helt særlige, især lige omkring solnedgang. Den sædvanlige afstand mellem nære og fjerne lyde synes at være sat ud af kraft, og derfor står alle lyde distinkte i den fløjlsbløde luft.

Sådan en aften er det Jeppe Aakjær (1866-1930) skildrer i de afsluttende strofer i digtet "Når rugen skal ind ", som afslutter den centrale cyklus i "Rugens sange":

Og barnet, som har løbet

sig træt i dagens muntre leg,

det er nu stille krøbet

ind under hjulets eg;

der høres dette skarpe knald

fra vognens fjæl mod sandet

af ørentvistens fald.

Det er den særlige akustiske oplevelse, der skaber situationen, og som gør barnets lille rum under den væltede høstvogns store hjul nærværende. Lyden fra ørentvistene hører til de fleste landbobørns sanseerindringer, for når de voksne arbejdede sent i hø- eller kornhøst, så krøb børnene i ly akkompagneret af stilhed og småkravl.

Jeppe Aakjær kan skildre naturen, kulturlandskabet, arbejdet, årstiderne og vejrliget fra de store former til de små, næsten umærkelige nuancer på en måde, så omverden og erindring genskabes og bliver konkrete for øje, øre, næse og følelser.

Jeppe Aakjær er på den måde én af kroppens, sansernes og det konkrete livs største poetiske billedskabere i dansk litteratur, og skønt hans lyrik rummer mange billeder af fortidige former, så peger hans poesi til stadighed utopisk fremad, fordi hans sange og digtning giver traditionen liv.

Jeppe Aakjærs betydning for en dansk, folkelig selvforståelse samt for bevidstheden om sammenhængen mellem natur og menneske lader sig næppe overvurdere, ligesom hans rolle som formidler af kultur og erfaring mellem 1800-tallets almuebevidsthed og 1900-tallets udfoldelse af et moderne andels- og industrisamfund på landet og i byen har haft enorm betydning også for nutiden.

Jeppe Aakjær udsendte "Rugens Sange og andre Digte" første gang i de sidste dage af marts 1906. Den centrale digtcyklus, "Rugens sange", er blevet fastholdt i de mange udgaver og oplag, der siden er fulgt, men ellers foretog Jeppe Aakjær ændringer og udskiftninger af digte ved udsendelse af nye udgaver.

"Rugens Sange" og andre af Jeppe Aakjærs bøger slog efter få år an i en meget bred læserkreds. Flere af hans værker fik status som folkelige klassikere i årene efter 1910. Resultatet er blevet, at der næppe er nogen anden dansk digtsamling fra det 20. århundrede, der i udbredelse kan måle sig med "Rugens sange og andre digte". Og slet ikke nogen, der har haft en større betydning for dansk selvforståelse.

Det er imidlertid ikke mindst gennem sangbøgerne, at Jeppe Aakjærs tekster er formidlet bredt og dermed blevet til alment dannelsesgods for store befolkningsgrupper. Eksempelvis er Aakjær, næst efter N.F.S. Gundtvig og i skarp konkurrence med B.S. Ingemann, den der leverer de fleste bidrag til den 17. og seneste udgave af Folkehøjskolens sangbog fra 1989.

Ofte er teksterne efterhånden groet sammen med og derfor næsten uadskillelige fra de melodier, som først og fremmest komponisterne Thorvald Aagaard, Carl Nielsen, Oluf Ring og Thomas Laub skabte til dem.

Jeppe Aakjær levede i en tid, hvor mange ideologier og bevægelser sloges om at tage patent på folkesjælen, og han kendte indgående til grundtvigianisme, Indre Mission, socialisme og arbejderbevægelse, georgisme og brandesianisme, men han savnede alle steder forståelsen for den natur- og menneskeopfattelse, hans opvækst i landalmuen havde givet ham. Derfor gik Aakjær egne veje i den lyriske skildring af de sider af menneskelivet og traditionen, som rummer tidløse og universelle værdier.

Jeppe Aakjær gik også sine egne vegne i forhold til kristendommen. Han fik som ungt menneske lede ved, hvad han opfattede som en stramtandet mission og en selvgod grundtvigianisme, hvorfor han på livstid holdt afstand til det kirkelige og erklærede sig som ateist. Hans digte røber imidlertid, at den religiøse følelse, han dels havde fået indpodet som barn, dels oplevede i mødet med naturen og universet, var intakt og fik mæle gennem hans lyriske digtning.

kultur@kristeligt-dagblad.dk

Johs. Nørregaard Frandsen er lektor ved Syddansk Universitet. Steen Piper er forlagsdirektør på Hovedland. Artiklen er en forkortet udgave af forordet til "Rugens sange og andre digte", der i anledning af 100-året er udkommet på Hovedland.

"Rugens Sange og andre digte" udkom i 1906, netop da Jeppe Aakjær havde taget beslutning om placeringen af gården Jenle, som han fik overdraget som en folkegave i 1907. -- Arkivfoto.