Prøv avisen

Det skødesløses og tilfældiges poetik

4 stjerner

Rolf Sparre Johanssons ”Piedestal” spænder fra gribende tekster om psykiske problemer til fjollede dialoger med social kritik

Rolf Sparre Johanssons digtsamling ”Piedestal” henter sin titel fra et langdigt om jegets afdøde mor, der slutter:

”altså jeg sætter dig jo sikkert også op på en piedestal/ du var/ men/ jeg synes bare alligevel/ at du var så mild/ tålmodig/ og”.

Formlen for digtene er, som man fornemmer, den stammende form med afbrudte og ufuldendte sætninger som et middel til at formidle den smerte, forkrampethed og afmagt, som jeget føler. Og man kan også roligt sige, at der ikke er noget piedestalagtigt over hverken Johanssons digt om hans mor, der er tænderskærende sårbart og rørende, eller over hans poesi som helhed, hvor man er så langt, som tænkeligt er, fra en klassisk højstemt poesi.

I Sparre Johanssons tredje digtsamling er agendaen det skødesløses og tilfældiges poetik, hvis resultat er en løs og notatagtig form, anarkistiske skift mellem genrer og emner og en kaotisk komposition. I mange tilfælde som i det ovenstående digt, der i en rablende bevidsthedsstrøm springer mellem tider, steder, emner og stilarter, virker dette særdeles suggestivt.

Et andet eksempel på, hvor intenst der kan tales om de dybeste følelser med hverdagens sprog, lyder:

”Jeg står med Gertrud i klapvognen/ ved den midterste dobbeltdør/ og ønsker at alle i bussen kom hen og krammede mig/ hårdt og længe/ ligesom Ida krammede mig/ dengang til julefrokosten/ til en julefrokost i 2010/ hvor jeg fortvivlet havde holdt en tale/ om at mit år havde været / som at gå i sne til knæene”.

Der er dog også dele af ”Piedestal”, der er mindre vellykkede. Mens tilfældighedspoetikken virker godt i digtene om personlige emner, fordi den blotter psykiske problemer, pinligheder og blufærdigheder på en fascinerende måde, så går det langtfra så godt, når digteren beskæftiger sig med sociale og politiske emner.

Helt galt går det i et par tekster, der er opstillede som dialoger, hvor jeget og hans ven møder et par politibetjente, som de beder om ”navn og betjentnummer” for at skrive en klage over ”racistisk sprogbrug”. Her forløber der flere sider med, at jeget og hans kompagnon efter at have fået at vide, at den ene betjent hedder Martin Hansen, diskuterer, hvad ”den statistiske sandsynlighed” er for, at flere betjente fra ”Udlændingekontrolsektionen, Københavns Politi” bærer navnet Martin Hansen.

Jeg skal ikke udelukke, at der findes dem, der vil synes, at denne type falde på halen-komik er et interessant udslag i en digtsamling. Mere sandsynligt er det dog, at læseren som denne anmelder vil synes, at tekster som den ovennævnte er anstrengende og overflødige indslag i en ellers god digtsamling.