Som optakt til VM i Rusland bragte dagbladet Information i marts og april i år en række portrætter af betydelige russiske kunstnere, videnskabsfolk, filminstruktører, digtere og skakspillere under overskriften ”Det skønne Rusland”.
Informations Forlag har nu samlet de 37 bidrag under titlen ”Russerne”, som dermed fremstår som en kulturel kanon.
Valdemar Lønsteds store viden om komponister sætter ham i stand til at promenere op og ned ad musikhistoriens boulevarder og ledsage sine iagttagelser med tips, hvad man bør lytte til og træffende citater af eller om komponisten.
Dmitrij Sjostakovitj bliver portrætteret under overskriften ”Folkets komponist”, skønt han blev udnævnt til en fjende af folket under stalinismen. Sjostakovitj tog raffineret hævn, da han i 1937 komponerede sin 5. symfoni, hvor komponisten spotter Stalin, for med finalens sidste jublende D-dur-affirmationer råber Sjostatkovitj:
”Jeg, jeg, jeg. Jeg er stor, ikke du.”
Peter Dürrfeld vil også være kendt som musikkyndig af Kristeligt Dagblads læsere, men i ”Russerne” skriver han om sin store passion skak. Dürrfeld skriver bedårende indsigtsfuldt om en række skakspillende russere. Eller russere og russere. Skakhistoriens kortest regerende verdensmester, Mikhail Tal, var nemlig både født og opvokset i Letland, selvom han blev sovjetisk mester i 1954. Dürrfeld har selv mødt Tal, der lignede en omvandrende festabe, men som levede i en verden af selvskabte plager og personligt indstiftede ulykker. I irritation over en kritisk bemærkning kunne Tal finde på at udbryde:
”Tjener, må jeg få en ny samtalepartner?”.
Lyrikeren Peter Laugesen skriver – alt for kort – om blandt andre Marc Chagall. Med fradrag for det citat, som Laugesen bringer, så er det kontrafej, Laugesen trækker op af denne billedkunstner på knap en side i den på ingen måde komprimerede tekst.
I den anden ende af registeret finder man litteraturkritikeren Erik Skyum-Nielsens grundige skildring af sprogforskeren Vladimir Propps enorme betydning for litteraturvidenskab. Gennem sine studier af folkeeventyret kortlagde Propp de love, som styrer fortællingens struktur. Det blev siden til den populære aktantmodel, der stadig bliver brugt til at analysere både reklamer, film og fortællinger.
Det kan undre, at man i serien ikke har medtaget den kristne filosof Nikolaj Berdajev, som på dansk netop er aktuel med det store værk ”Ulighedens filosofi”. Berdajevs betydning for Ruslands religiøse renæssance kan i hvert fald ikke overvurderes.
Til gengæld bliver vi ikke snydt for en række af de klassikere, som i deres levetid satte fut i debatten og kastede glans over det russiske sprog. Mangfoldigheden har tydeligvis ligget bogens skribenter på sinde, og det er oplysende at få så meget beskrevet, farvelagt og anskueliggjort fra det skønne Rusland på så begrænset en plads.