Uforsonlighed, der bliver til terrorisme. Det er én side af Anne-Cathrine Riebnitzskys store, på en gang dystert virkelighedsnære og opløftende roman ”Smaragdsliberen”. En anden side er smuk medmenneskelighed, der trodser de stivnede frontdannelser, udtrykt gennem skildringen af det livslange venskab mellem en af hovedpersosnerne, den jødiske smaragdsliber Pierre Levy og den muslimske juveler Youssef.
Pierre er i gang med, hvad der skal blive hans livs mesterværk, slibningen af en smaragd af usædvenlige dimensioner. Med det arbejde vender han efter en nærdødsoplevelse tilbage til livet også med sin sjæl. I begyndelsen var han ulykkelig over at være vendt tilbage. Gensynet med det jordiske var et antiklimaks efter det glimt, han havde fået af en anden verden. Hinsides ”døden havde farverne en intensitet, han ikke troede mulig. Der var et sitrende liv ved lyset og luften og de berusende dufte”. Ved gensynet med sine vante omgivelser følte han, at han måtte lade sig nøje med ”en dårlig gengivelse”.
I begyndelsen af romanen glæder Pierres ven, juveleren, sig over synet af smykkerne, der stråler op fra fløjelsbakkerne. Dette smukke opfatter han som et udtryk for, at livet har en mening. Og videre vover han denne antagelse: ”Når en sådan skønhed kan findes her på jorden, så må den findes endnu mere i efterlivet.”
Pierre oplever i sin glæde over smaragden noget lignende: ”For første gang siden døden følte han en dyb taknemmelighed, der strakte sig fra den ene side af hans sorgfulde hjerte, tværs igennem og ud på den anden side.”
Også Pierres datter, Zara, har en oplevelse med potentiale til at sprænge grænser. Hun er ateist, men må erkende, at hun erfarer noget, der ikke kan rummes inden for hendes rationelle verdensbillede.
Fysisk er hun fjernt fra sin far, men følelsesmæssigt er hun ham nær. Hun er omrejsende kunsthistoriker, som vi træffer i grænsegnen mellem Georgien og Aserbajdsjan. Og mellem kristendom og islam. Ganske alene er hun i den skræmmende øde egn, hvor hun arbejder med kortlægning af fortidens hulemalerier.
På et tidspunkt kidnappes hun, men det lykkes hende at undslippe. Under flugten hører hun en gådefuld musik, der kommer fra et ukendt sted langt borte. Og samtidig hører hun en stemme, der forsikrer hende om, at hun ikke skal være bange. ”Den er uden om hende og inden i hende på en gang. Den fylder det hele. Der er en glitrende, perlende latter omkring hende. Noget langt større end hende selv” – og hele tiden er musikken der, den strømmer gennem hende, det føles som noget helligt. Oplevelsen skildres med en fortrolighedens autoritet. Det gør i det hele taget miljøet, hvor hun færdes. Meget fremmedartet. Men Anne-Cathrine Riebnitzsky skriver det nært.
Slutningen af romanen foregår i mørket fra en terroraktion i Paris, en kulmination af en mere og mere betændt atmosfære.
Muslimen Youssef spørger: ”Hvad sker der med os mennesker? Hvad går der af os? Hvad går der af mine naboer, som kender mig, og som nu hader mig? (...) Vi skulle være glade. I stedet køber vi kister. Vi begraver muslimer og kristne og jøder og ateister, den ene efter den anden. Som om liv er helt ligegyldige.”
Men alligevel – trods alt, hvad der ødelægger og dræber – er det en livsbekræftende roman. Menneskeligheden findes fortsat, personificeret af smaragdsliberen og juveleren. For dem er det smukke også det sande. Omkring dem er livet smukt.
Historien er dybt engagerende. Anne-Cathrine Riebnitzsky er en forfatter med den glød, som kun de store fortællere har. Romanens komplekse stof lægger hun frem for læserne på en måde, der nærmest virker selvfølgelig. Som om intet kan være anderledes.