Det, Søren Ulrik Thomsen siger

Digteren Søren Ulrik Thomsen, der er aktuel med en essaysamling om kristendom, ved mere om teologi end de fleste, men han vil helst bare gå til gudstjeneste hver søndag. For han er tro mod ritualet

Søren Ulrik Thomsen, forfatter, digter og foredragsholder. Her fotograferet i sit hjem i indre København.
Søren Ulrik Thomsen, forfatter, digter og foredragsholder. Her fotograferet i sit hjem i indre København. Foto: Leif Tuxen.

På de sociale medier florerer en pudsig udtryksform. Man linker til noget, en anden har skrevet, for eksempel Rune, og så skriver man selv blot ”Det, Rune siger”. Det betyder ikke bare, at man vil henlede andres opmærksomhed på noget godt og sandt, som Rune har skrevet. Det betyder også, at man selv afstår fra at ytre sig. Man mener det samme som Rune, men man kan slet ikke sige det lige så godt og skarpt.

Sådan har jeg i mange år haft det med digteren Søren Ulrik Thomsen, når han skrev essays og kommentarer eller gav interviews. ”Det, Søren Ulrik Thomsen siger”. Den er ikke rigtig længere. Men når man skal anmelde en essaysamling af Thomsen, bliver man jo nødt til at gøre det lidt længere.

Når jeg er så enig med Thomsen, skyldes det ikke blot, at han er klog. Jeg tror også, det er, fordi vi er helt jævnaldrende, begge født i 1956.

Man deler nogle historiske erfaringer, som ældre og yngre mennesker ikke har på samme måde (de har så nogle andre): Vi har nået som børn at opleve den gamle verden før ungdomsoprøret, vi har oplevet at blive suget med af samme oprør og af marxismen, selvom det egentlig ikke var vores ”ting” men de lidt ældres, vi har oplevet at blive trætte indtil lede af marxismen og følt en enorm frihed, da tiderne endelig skiftede med 1980’erne.

På det mere personlige plan deler Thomsen og jeg en dragning mod kirke og kristendom, selvom den ikke lå i vores familier. Jeg kan dog ikke konkurrere med, at han allerede som syvårig gik flere kilometer for at gå i kirke.

Selvom man kan komme langt væk fra sine tidlige historiske erfaringer, kommer man aldrig ud over dem. Thomsen siger et sted, at han er nødt til at gå tilbage til 1970’erne, hver gang han skal tænke forfra. Jeg har det lige sådan. Man er nødt til at spole tilbage til udgangspunktet, når man skal justere sit verdensbillede. Og da 1970’erne med tiden bliver et mere og mere mærkeligt årti, kan man nogle gange føle sig lidt ved siden af alting netop nu.

Disse essays, der alle har været trykt før, men ikke samlet, og som nu er udgivet i forlaget Eksistens serie ”Kristendommen ifølge...”, handler om kirke og kristendom. Eller måske rettere om gudtjenesten, kulten, ritualet. Det ”ydre” er helt afgørende for Thomsen. Troen har han fået ved at gå til gudstjeneste. Det siger han ligeud. Det er ret uhørt i dansk sammenhæng, hvor man som regel diskuterer ”tro” i splendid og ufrugtbar isolation. Så bliver tro enten en form for viden som i de evige diskussioner med ateisterne. Eller en form for følelse, som når så mange mennesker beklager, at de ikke kan mærke troen inden i sig selv. Men tro er ingen af delene. Den er et muligt svar på det spørgsmål, tilværelsen stiller os alle, fordi der er ting, der ikke går op, ikke lader sig ændre og heller ikke lader sig forklare. Man kan måske glimtvis få mystiske indsigter eller følelser af sammenhæng eller taknemlighed, og de lader sig ikke fastholde, men i kirken kan de opsøges eller holdes svævende søndag efter søndag.

Thomsen er kirkeligt konservativ. Højmessen skal stå uforandret som en anti-begivenhed, der skanderer vores eget omskiftelige liv. Man træder ud af nutidens provins ved at vide, at generationer har siddet på bænkene før én selv. Man skal vide, at selvom man ikke går i kirke i 40 år, vil man finde alt urørt, når man kommer tilbage. Thomsen er derfor også liturgisk konservativ, han kalder sig selv for moderat højkirkelig. Form og indhold hænger sammen. Det ved han fra digtningen. Ændrer man i gudstjenestens form, vil man også altid påvirke indholdet og komme ud med en anden teologi.

Små ting som lysglober i kirken generer ham dog ikke. Han kan også godt leve med en dårlig prædiken, for præstens prædiken er ikke det centrale for ham. Det er kulten, gentagelserne, bønnerne, salmerne, altergangen. Det kan lyde katolsk, men Thomsen præciserer, at han er lutheraner.

Luthers nadverlære, realpræsensen, er afgørende for ham. Det hellige er i alterkalken. Og han takker Grundtvig for at have genindført sansen for kulten i dansk kristendom.

Er Thomsen liturgisk konservativ, er han til gengæld politisk progressiv. Sekularist. Politik og religion skal ikke blandes sammen. Det ene er feltet for det, der kan ændres. Det andet gælder det, der ikke kan ændres. Thomsen tænker konsekvent i adskilte departementer i tilværelsen. Han siger faktisk, at han aldrig kunne drømme om at holde foredrag eller læse digte op i en kirke. Den med, at kun Ordet helliger Huset, køber han åbenbart ikke.

Det er arven fra den postmoderne frigørelse i 1980’erne, efter at marxismen havde siddet tungt på det hele. Skæg for sig og snot for sig. Æstetik, videnskab, religion, politik og så videre. Hver for sig. Han tænker også ofte i den fornuftige balance eller den gode midte, selvom han ikke bruger de ord. Men der er hos Thomsen som regel en yderlighed på hver side af midten, og dem skal man ikke skride ud i.

Lutherdommen står rigtigt placeret. Den må ikke skride ud i magi til den ene side eller psykologi/etik/filosofi til den anden side. Og den fare, der lurer på den i moderne tid, er især, hvis den føler sig for fin til at være kult.

Thomsen er tilbageholdende med at føre teologiske, det vil sige dogmatiske, diskussioner. Måske fordi det kan føre væk fra kulten ind i en slags filosofi. Hvad er synd? ”Det ved du jo udmærket godt”. Det er et svar efter Thomsens hoved. Han kan også lide fyndordet, om at vi går i kirke for at høre det, vi ikke kan sige os selv.

Han elsker at gå til gudstjeneste i andre lande, og i nogle genoptrykte rejsebreve fra Politiken (Thomsen er også en formidabel journalist og mester i reportageformen) beskriver han møder med både højkirkelige og lavkirkelige samfund.

Menneskeligt bliver han dybt berørt af de sorte amerikanere i deres pinsekirker (hvordan kan de være så taknemlige, når de sammenlignet med velfærdsdanskere synes at have så lidt at være taknemlige for?), men han er reserveret over for de ”henrevne” seancer. Selv den mest spontane pinsegudstjeneste følger alligevel et fastlagt skema, og er den ”spontant menneskelige præst” egentlig ikke også bare en social rolle, der er særligt problematisk, fordi den ikke vil være ved, at den er en rolle?

Thomsen har en dyb skepsis over for enhver vitalisme og entusiasme, som han deler med sin gode ven Frederik Stjernfelt (flere af bogens essays er hentet fra deres fælles bog ”Kritik af den negative opbyggelighed” (2005)). Ord som ”kølig” og ”sval” er plusord. Politik skal være kedelig. Man skal gå hjem fra et politisk møde, hvis stemningen begynder at koge. Han finder slående paralleller mellem de departementer, der skal holdes adskilte. Både politisk anarkisme og kunstnerisk avantgardisme kan minde om religiøs pietisme i det kompromisløse stormløb mod overleverede former og institutioner.

Det er til at forstå, at mere letbevægelige temperamenter fra andre generationer end Thomsens kan føle sig provokerede og irriterede over hans retoriske og analytiske suverænitet. De er ikke enige med ham, de bryder sig ikke om det, han siger, men så såre de søger at formulere en kritik, opdager de, at de ikke sprænger porten til hans fæstning, som de troede. De står allerede derinde i en montre i riddersalen, og den er støvet, for de har stået der længe. Deres position er såre velkendt. Hvilket mareridt. Så er det nemmere for os andre. Vi skal ikke have noget klinket. Vi kan nøjes med at sige: Det, Søren Ulrik Thomsen siger.

Læs interview med digter Søren Ulrik Thomsen her.