Det sprog, man drømmer i

James Joyces roman ”Finnegans Wake” har fulgt forfatteren Peter Laugesen, siden han var helt ung. De seneste 20 år har han været i gang med en fordanskning af værket

Peter Laugesen har i 20 år arbejdet med en fordanskning af ”Finnegans Wake” og forventer, at dele af romanen på et tidspunkt udkommer i en udgave, hvor den flyttes over i det danske sprog. -
Peter Laugesen har i 20 år arbejdet med en fordanskning af ”Finnegans Wake” og forventer, at dele af romanen på et tidspunkt udkommer i en udgave, hvor den flyttes over i det danske sprog. - . Foto: Torben Huss/Scanpix.

Jeg stiftede bekendtskab med James Joyces roman ”Finnegans Wake”, da jeg var omkring 18 år, og har læst i den lige siden. Aldrig fra ende til anden, men i mindre bidder, som både kan være enkelte sætninger eller hele afsnit. Dengang som nu læser jeg romanen, fordi den er så fantastisk morsom på et højt, sprogligt plan. Den indeholder alverdens mest sindssyge vittigheder, der hele tiden skifter pointer. Jo, den er meget, meget morsom og allermest, når man læser den højt for sig selv eller andre. Jeg er blevet ved med at føle glæde ved den, og derfor har den fulgt mig.

”Ulysses” er naturligvis James Joyces mest kendte roman, og herhjemme har den for nylig fået en opblomstring på grund af den nye oversættelse. ”Finnegans Wake”, der er forfatterens sidste roman og udgivet få år før hans død, er meget anderledes end ”Ulysses”. Hvor ”Ulysses” handler om dagen og lyset, handler ”Finnegans Wake” om natten og mørket, og hvor ”Ulysses” udspiller sig over en enkelt dag i Dublin, er ”Finnegans Wake” uden tidsmæssig binding.

Jeg opfatter bogen som en slags organisk væsen, som man kan tale med, og som ikke altid siger præcis det samme. Jo bedre man kender bogen, jo mere skifter den hele tiden karakter. Det er tidskrævende at læse i den, for det kræver meget opmærksomhed. Jeg har ikke noget bestemt tidspunkt, hvor jeg læser, det er simpelthen, når jeg har tid og lyst.

Den omkring 800 sider lange ”Finnegans Wake” opfattes som et af de mest utilgængelige litterære værker i verden, og sprogligt er den da også et sammensurium af mange sprog. Der findes sågar danske ord i den. Man kan sige, at den er skrevet i det sprog, man drømmer i. Et sprog, der befinder sig dybt inde i bevidstheden, og hvor der ikke er nogen begrænsninger. Drømme er jo vilde og uden for enhver logik. Her kan vi møde mennesker i nye sammenhænge, og vi kan tale med de døde. På samme måde er romanen uden begrænsninger.

”Finnegans Wake” lader sig ikke oversætte, og alligevel har jeg de seneste 20 år arbejdet med en fordanskning af romanen. Jeg har lavet aftale med et forlag og forventer, at dele af romanen, ikke den samlede, vil udkomme på dansk på et tidspunkt. Ikke i en oversættelse, for det lader sig ikke gøre, men i en udgave, hvor teksten flyttes over i det danske sprog. ”Finnegans Wake” er i forvejen udkommet på blandt andet kinesisk, tysk, fransk og spansk.

Mange opfatter ”Finnegans Wake” som det 21. århundredes bog, og det er jo der, hvor vi er nu. Jeg vil snarere sige, at vi ikke er klar til den endnu, og at den måske i virkeligheden er det 22. århundredes roman. For at læse den skal vi hen imod et samfund, hvor der er større ro omkring menneskets bevidsthed. Der skal være mindre hastighed, mindre forbrug og større fordybelse. Jeg tror, James Joyce skrev den som lige lovlig avanceret, fordi den senere skulle tale til flere, end den gjorde i hans tid. I Kina udkom den sidste år og blev faktisk en mindre bestseller. Det siger noget om, at den kinesiske opfattelse af sprog og litteratur er anderledes og måske mere moderne end vores. I Danmark har tiden nærmest udviklet sig væk fra en forståelse af romanen, siden jeg læste i den første gang omkring 1960.

Titlen ”Finnegans Wake” henviser til en irsk drikkevise om et gravølsarrangement, der ender med, at liget ved et uheld får whisky i munden og vågner. James Joyce skrev på romanen i 19 år og kaldte den for en roman i fremdrift. Den udkom i 1939, og på grund af Anden Verdenskrig fik den ikke den store opmærksomhed. Det har den så siden fået, og for mig er det en af de bøger, der betyder allermest. ”Finnegans Wake” er et litterært kraftværk, der kan producere den sproglige energi, der driver mig hen til min skrivemaskine. Det er ligesom den elektricitet, der tænder min radio.