Af profession er André Palsgård praktiserende læge. Men i sin fritid har han en altoverskyggende interesse: gamle orgler. Han tager sig af små gamle, kasserede kirkeorgler, som ingen ellers vil have, og sætter dem selv i stand. I Sct. Andreas Kirke i det indre København har han indrettet et orgelmuseum.
Interessen for orgler har han fra barndommen. Han voksede op på Vesterbro i et kirkeligt miljø, og når J.P.E. Hartmanns Juleliturgi blev spillet på det store orgel i Matthæuskirken, var julen reddet for ham. Senere begyndte han at gå til orgelkoncerter, og da han blev gift i 1968, fik han et pianette i bryllupsgave. Men det blev snart skiftet ud, da interessen skiftede, først til mekaniske klaverer, senere til harmonium, og endelig til orgler.
Sit første orgel kalder han selv »Hønsehusorglet«.
- I 1982 var der en ven af familien, en landmand på Stevns, som fortalte, at han kendte et orgel, der stod i et hønsehus i Lille Heddinge, og det skulle væk. Jeg så på det, og det købte jeg så for 1000 kroner. For at få plads til mit orgel måtte jeg købe et større hus med en kælder, som jeg så selv satte i stand. Det tog flere år at restaurere orglet. Men så nød jeg også at spille på det, det var bare så dejligt.
At restaurere gamle orgler er normalt noget for faguddannede orgelbyggere. Men Palsgård har altid haft en praktisk side.
- Det er noget med at finde ud af, hvordan det virker ved at skille det ad, og så går man i gang. Jeg har altid nørklet med alt muligt. Istandsat gamle møbler og malet amatørmalerier, indtil min kone sagde stop, da hele huset var fyldt.
Derudover har han været en ivrig deltager i Det Danske Orgelselskabs aktiviteter. I dag har han hjemme i Vangede en ombygget carport, der er fyldt med orgler i forskellige stadier af restaurering. 15 orgler har han i tidens løb haft mellem hænderne. Da han fejrede sølvbryllup, blev »Det er så yndig at følges ad« spillet på syv orgler samtidig. »Der var ikke et øje tørt«, kommenterer han, men stoltheden er alligevel umiskendelig.
I 1988 stiftede André Palsgård Veteranorgelklubben, der har til opgave at formidle gamle, kasserede orgler til andre steder, hvor de kan få et nyt liv. Veteran-orgelklubbens første orgelsag - som han stadig regner for en af sine største succeshistorier - blev et orgel fra Smørum Kirke, som i dag står i Helligåndskirken som kororgel.
- Det er tegnet af en lidt excentrisk kirkearkitekt H.B. Storck, men man anså det ikke for at være særlig fint. Egentlig skulle det have været overflyttet til en herregård, men da godsejeren døde, fik jeg formidlet, at det kom til at stå på den sociale institution Sundholmen på Amager. Der stod det i flere år og blev flyttet fra rum til rum, indtil der var en kunstner, der ville nedsænke det i vand og bruge det som skulptur i anledning af Kulturbyåret. Jeg sagde: »Det bliver over mit lig«, og så fik jeg det fjernet. Flemming Dreisig var dengang organist ved Helligåndskirken, hvor de i forvejen havde et stort orgel med en facade af H.B. Storck, og så endte det altså med, at det kom op som kororgel i Helligåndskirken. Jeg var med til indvielsen, og de havde smykket det med blomsterkranse af Erik Bering, og der var stort ensemble, der spillede, meget flot, siger André Palsgård.
Orgelsamlingen i Sct. Andreas Kirke kom i stand, da André Palsgård fik et tip om, at der var en kirke i det indre København med et stort, uudnyttet sidepulpitur. Kirkens præst og organist var positive over for projektet, og i 1998 blev det første af Palsgårds orgler stillet op. To år senere var samlingen vokset til fem, og den officielle indvielse kunne finde sted. Det skete med foredrag og koncert på orglerne, og bagefter kunne publikum selv tage instrumenterne i brug. Ved den lejlighed udnævnte lederen af den danske Orgelregistrant, Ole Olesen, spøgefuldt lægen fra Vangede til æresdoktor i orgler. Siden da har det foregået på samme måde, når han cirka to gange om året indbyder til rundvisning i sit orgelmuseum. Grupper er dog velkomne til at henvende sig vedrørende omvisninger, understreger han.
André Palsgårds store ønske er at redde de gamle orgler fra at blive tilintetgjort. Og det er de små og halvdårlige instrumenter fra landsbykirkerne, han tager sig af.
- Det er orgler uden pedal, for dem er der ikke så mange organister, der vil have. De rangerer meget lavt. Det er mest folk, der har sans for det snurrige, for det gammeldags, der interesserer sig for dem.
De større orgler bliver erklæret bevaringsværdige af Nationalmuseet, og selvom André Palsgård er tilbageholdende med at kritisere nogen, mener han nok, at myndighederne kunne gøre noget mere for at bevare også de små instrumenter.
- Jeg mener, det er vigtigt at bevare dem, for de synger på en anden måde, det er en klang, der er meget forskellig fra vores nutidige orgler. Og så fortæller de også om gamle dage, hvor man ikke kunne komme frem uden med jernbane, og hvor man måtte bruge bælgetrædere, der stod og stønnede, fordi man ikke havde elektricitet. Jeg synes, orglerne fra den tid får den gamle tid frem for mit indre blik, og der er musik fra dengang, der ikke kommer til sin ret på nye orgler. Jeg synes, det er dejlige møbler, det er dejlige klange, og der mange sjove ting forbundet med at opspore og restaurere dem.
André Palsgård har ofret meget tid, penge og arbejde på orglerne, men han giver dem hellere end gerne væk, når de kan gøre gavn andre steder. Han ved ikke, hvad der skal ske med hans orgler på længere sigt. Men han kæmper utrætteligt for, at de skal få lov til at blive ved med at klinge.