Vi er helt ude på landet på gården Stenbjerg nær Løgumkloster i Sønderjylland. Her har dagen sin egen faste rytme. Her bor Onkel, hvis navn vi aldrig får at vide, sammen med sin unge niece kaldet Kris. De står op om morgenen, spiser morgenmad i tavshed, hun løser sudoku, mens han småkigger tv med alverdens barske nyheder, der ikke rigtig går ind.
De er i deres egen tidslomme. De går i stalden, spiser frokost, går i stalden igen og ordner det, der nu engang skal ordnes på gården, spiser aftensmad, ser tv-underholdning, spiller Kriblekryds, går i seng for at stå op næste morgen. Sådan går dagene.
Det er det stille liv uden mange ord. Der går et godt stykke tid, før en af dem siger noget. De kender begge rytmen og ved, hvad den anden mener. Bag denne tavshed fornemmer man noget mere. En frustration, en livsangst, en skræmthed, en bekymring og en dyb forbundethed og gensidig kærlighed.
Kris er sidst i 20’erne. Hun har i 12 år boet sammen med sin onkel, der efter et slagtilfælde mistede noget af sin førlighed. Han går dårligt og kommer kun rundt på gården takket være sin rollator. Han prøver at gøre nytte, så godt han kan. Det er Kris, der står for det hele. Huset, stalden, marken. Hendes far tog sit liv i sorg over moderens død, og Kris fik et gevaldigt hug ind på sit livsmod. Da var onklen der for hende.
De to lever deres stille liv på gården. Der er en Herman Bangsk stemning over deres liv. I begyndelsen af Herman Bangs debutroman, ”Håbløse slægter” fra 1880, siges det om gårdens slægt, at familien dér levede ubemærket, ganske middelmådigt og stilfærdigt. Det samme gør Onkel og Kris. Bangs roman handler om en mors død og en fars kollaps og et forsøg på at klare virkeligheden. Det er samme ramme for Kris. Endnu kapsler hun sig inde i det stille liv, men den ydre virkelighed banker på.
Verden kan ikke lukkes ude. Den lokale dyrlæge prøver at puste lidt liv i Kris’ drømme. I gymnasiet ville hun gerne have læst videre på Landbohøjskolen, men hendes planer gik i stykker, og hun måtte flytte ind hos sin onkel.
På den afdøde fars fødselsdag går Kris og Onkel på kirkegården. Efter at de har lagt blomster, ser Kris i kirken en ung mand, der synger i kor. Mike er som hun et stille menneske, men han ser noget mere i hende end den kuldslåede og sarte plante, som han naturligvis har hørt om. Han er også fra området og føler sig tvunget til at skulle overtage gården derhjemme. Han havde ellers andre planer. Langsomt går han ind på hendes enemærker.
Kostelig er scenen, hvor han har inviteret hende på Ballum Slusekro. Så langt vestpå har hun kun været én gang som barn! Der er også næsten 23 kilometer. Verden banker på, men den rummer også sine udfordringer.
Filmens hovedpersoner spilles af folk fra området. De to hovedroller spilles af virkelighedens onkel og niece, Peter Hansen Tygesen og Jette Søndergaard, der også taler den lokale dialekt. Det giver filmen et autentisk præg.
Dyrlægen er også den rigtige lokale dyrlæge, Ole Caspersen. De gør det rigtigt godt alle sammen, og instruktøren, Frelle Petersen, rammer tonen og stemningen fint. Det er en langsom film, der kryber ind i en. Vi er helt ude, hvor sort sol bliver til, og verden kan gå i stå, men nedenunder presser drømme sig på.
Filmens undertitel er ”Når tiden står stille, røres dine drømme”. Om så drømmene tør udleves, er en anden sag. Man sidder og tænker, om de mon er som Bangs håbløse slægter.
Det er en overraskende dansk film, der bryder med forventningen om film som blot underholdning.