Det lyder jo ikke af meget, når rektor for Dansk Bibel-Institut Børge Haahr Andersen i forordet til den foreliggende samling erindringsessays skriver, at ”de handler om småtterier fra min lille verden”. Men det er en beskedenhed, der ikke skal tages alt for bogstavelig. Den bærende pointe er nemlig, at det mindste kan afspejle det største.
Siden barndommen har forfatteren funderet over sammenhængen mellem det, der møder os i hverdagen, og det, vi læser om i Bibelen. Og han fastslår, at hans overbevisning om eksistensen af en sådan sammenhæng stadig går som en slags rød tråd gennem hans livsforståelse.
I bogen bestræber han sig på – i al ydmyghed – på baggrund af egne erfaringer samt bibelstudier at indfange glimt af en bagvedliggende virkelighed, ”som ligner den luft, vi indånder. Den er usynlig, og vi tænker ikke til daglig over, at den er der.”
Haahr Andersens essays er et vidnesbyrd om troen på Guds ånd og dens virke i verden: ”Uden Ånden kan jeg ikke se den dybe sammenhæng i mit og andres liv”.
Poetisk sagt søger han brisen fra Edens Have, den brise, der blæser på os, ”når og hvor Gud vil”.
Bogens mange essays er ret korte, og da de samtidig behandler mange emner, kan helhedsindtrykket være lidt flimrende.
Mest nærværende og inspirerende er samlingen, når duften fra Edens Have er stærkest. Børge Haahr Andersen har sin egen tone, stilfærdig, nøgtern og lun, sandsynligvis præget af hans vestjyske baggrund, opvokset som han er i Sædding ved Skjern.
Han involverer i høj grad sig selv. Indimellem er bogen ganske personlig, men privat bliver den aldrig. Det meste af, hvad han forholder sig til, har uden videre bud til andre.
Om sin barndom skriver Haahr Andersen, at den ”var fuld af paradisglimt”, ja, han betegner den ligefrem som ”en osteklokke af tryghed og leg og latter”. En osteklokke! Kan paradis ånde, når det lukkes inde?
Tilsyneladende er han på vagt over for nostalgien og skynder sig at supplere paradisordene ved også at nævne det hårde arbejde, drillerierne og tårerne. Vist var stemningen i barndomshjemmet ikke altid den bedste. Den kunne stivne eller fryse, men tøede hver gang op igen. Sjælen overgav sig aldrig.
Og det er først og fremmest den, Haahr Andersen vil fortælle om. Ånden. Den bibelske ånd. Han tog den med sig – til lyden af alle de salmer og sange, der var blevet sunget i stuen – da han som ung brød op for at indlede en københavnsk tilværelse. Uanset hvor fremmed denne i den første tid virkede på en vestjyde, var det dér, han fik hjemme.
Til de meget personlige erfaringer, som Haahr Andersen omtaler, hører de store psykiske problemer i hans familie. Hans morfar begik selvmord. Men det blev der ikke talt om. Ligesom der heller ikke blev talt om, at moderen i en periode var selvmordstruet og måtte indlægges på en lukket afdeling. Faderen skammede sig over, at det var, som det var.
Også en søn af forfatteren blev psykisk syg. Gribende er det at læse om, hvordan familien kom fri af det mørke, som dog ikke er til at komme helt fri af.
Afgørende i den beskrevne krisesituation var sammenholdet. Og salmebogen med dens terapeutiske og trosstyrkende virkning. ”Vi var ikke i tilfældighedernes vold eller i en blind skæbnes vold. Vi var Gud i vold. Der skete os ikke noget, som ikke var underlagt hans almægtige styre. Gud var stadig den Almægtige. Og når jeg selv er afmægtig, har jeg endnu mere brug for den Almægtige”.
Man kan også sige: brug for ”duften af Edens Have”. Det er den, der gør bogen livsbekræftende og opbyggelig. Man kan hente styrke i den. Som i en andagtsbog – hvad den på en måde er.
kultur@k.dk