Som udsendt journalist vil man gerne holde den kildekritiske fane højt og opretholde den faglige distance, når man er ude i marken, dele sol og vind lige og høre alle parter i en given konflikt. Men en gang imellem møder man interview-”ofre” så indtagende, at samtlige journalistiske grønspættebogsparader og spidsede penne falder. For Deres udsendte sker det i New York. Ikke fordi interviewpersonen denne aften er særlig smuk, ung, rig, morsom, eller hvad der ellers kan fordreje hovedet på journalister. Faktisk er Sean Wilentz det stik modsatte.
Men hvad denne amerikanske historiker, født 1951, mangler i ydre pragt, besidder han i indre tankekraft, store formidlingsevner og en generøsitet, der bringer ham i kontakt med indflydelsesrige skikkelser fra både den kulturelle og den politiske verden. Han er nær bekendt af den demokratiske præsidentkandidat, Hillary Clinton, og skal dagen efter interviewet med Kristeligt Dagblad tale for hendes kampagnestab i hovedkvarteret i Brooklyn, men han har også lige, fortæller han, tilbragt en fornøjelig weekend hjemme hos Jeb Bush, den tidligere præsidentkandidat for Republikanerne.
Og så er der kulturvenskaberne. Wilentz har tidligere skrevet en meget rost bog om Bob Dylan, som han jævnligt ser, og er nær ven med forfatteren Philip Roth.
”Åh ja, Philip er min historiestuderende. Alt, hvad han ved om amerikansk historie, har jeg lært ham. Han bor et par gader herfra. Heldigvis går det bedre med hans ryg. Han er dog ikke hjemme for tiden, men oppe i huset i Connecticut,” fortæller Wilentz med et stort smil.
Wilentz har inviteret indenfor i lejligheden her på Upper West Side og er ikke det fjerneste mærket af en lang dags arbejde på Princeton Universitet, hvor han er professor. Klokken er 20, og inden interviewet, der foregår rundt om hjørnet på den lokale italienske restaurant, hvor alle kender kvarterets berømte historiker, skal vi lige se noget valgdækning på CNN.
Wilentz er levende optaget af den politiske udvikling og er som demokrat af den gamle skole stærkt kritisk over for både Bernie Sanders-fløjen i Det Demokratiske Parti og Donald Trump.
Fra den bløde sofa i den hyggelige lejlighed med en velgørende overflod af aviser, bøger og dvd’er på gulve og borde og med diverse historiske stik på væggene analyserer Wilentz med blikket vendt mod skærmen:
”Vi står midt i den mest interessante valgkamp i mange, mange år. Den kommende præsident vil ikke bare indtage Det Hvide Hus, men også udpege nye højesteretsdommere,” siger Wilentz med henvisning til, at én stol lige nu står ledig efter Antonin Scalias død tidligere på året, og at yderligere to-tre dommere i den ni mand store amerikanske højesteret efter mange iagttageres formodning nok snart skal afløses. Den nye præsident, Clinton eller Trump, vil derfor med udpegninger af nye dommere kunne præge væsentlige dele af det amerikanske politiske system i lang tid fremover.
Wilentz har vundet sin anerkendelsegennem en række prisvindende historiske værker, ikke mindst bogen om Ronald Reagan (præsident 1980-1988) og hans indflydelse, ”The Reagan Era”. Eftersom Donald Trump har tyvstjålet Reagans kampagne-slogan ”Let’s Make America Great Again”, er det nærliggende at høre, om vi stadig lever i Reagan-æraen?
”Nej, Reagan-æraen sluttede i 2008 med valget af Barack Obama. 2008 bliver vigtigere og vigtigere, hvis man vil forstå nutidens amerikanske politik. Valget af Obama betød, at den republikanske kulturkrig, der går hele vejen tilbage til Nixon og Reagan, sluttede. Og Republikanerne tabte. Det var epokegørende, at man valgte – og genvalgte – en afrikansk-amerikansk præsident, og det gjorde dele af Det Republikanske Parti rasende. Det er den ene grund til, at meget forandrede sig i 2008. Den anden grund er finanskrisen. De to begivenheder hang sammen. Krakket gjorde det sikkert, at Obama ville blive valgt, for i manges øjne blev kapitalismen og det parti, der stærkest repræsenterede den, miskrediteret.”
Men Trumps valgslogan er jo taget fra Reagan, og samtlige republikanere hylder Reagan som en af de allerstørste på linje med Lincoln. Alligevel er hans æra slut?
”Trump er ikke Reagan og er ikke en klassisk republikaner. Reagan-koalitionen bestod af ’small government’- og ’big business’-gammeldags republikanere og havde en vælgerbase, der blev mobiliseret af racemæssige og sociale spørgsmål. Denne koalition af forretningsfolk og socialt konservative var Reagan virkelig god til at holde sammen på. Ved hver valgkamp mobiliserede Republikanerne deres konservative base igen, men den blev indlysende nok mere og mere radikal indtil det punkt, hvor vi er nu. Partitoppen leverede aldrig det, den lovede. Basen ville af med abortrettigheder og have lavere skatter, men det blev aldrig til noget. Og det var med vilje. Eliten var kynisk og havde ingen intentioner om at holde løfterne. Mange republikanske virksomhedsejere havde stor glæde af illegale immigranter, så hvorfor stoppe dén trafik?”, forklarer han.
Wilentz vurderer, at Det Republikanske Partis aktuelle krise skyldes partiet selv og ikke Demokraternes styrke:
”Hver gang eliten i partiet ikke leverede den efterspurgte vare, blev basen mere og mere vred. I starten var de vrede på Demokraterne. Men med tiden blev de rasende på Republikanerne og mere radikaliserede: Se, partiet lovede at komme af med Bill Clinton. Det skete ikke. Se, de lovede at komme af med Obama. Det skete ikke. I stedet fik USA homoseksuelle ægteskaber. Ikke ligefrem en konservativ mærkesag. Det er klart, at den konservative base blev rasende på eliten i partiet. Så når Republikanerne nu står i en krise, er det udtryk for et kollaps hos dem selv mere end udtryk for noget, som Demokraterne har gjort rigtigt. Og derfor er Trump ikke Reagan, for Trump taler til alle dem, der er rasende over, at Reagans efterkommere ikke leverede den lovede vare.”
Første del af historiegennemgangen er slut. Wilentz slukker tv’et med et smil og viser vej ned til restauranten. Hele tiden udstråler han den sande historikers næsten barnlige glæde ved at finde historiske forklaringer på aktuelle problemer. Og vel er Trump et problem, også for Wilentz, men hans øjne stråler alligevel stærkere end alt guldet i Trump Tower, når han formidler de historiske sammenhænge, som han ser dem.
Bænket om det sene aftensmåltid fortæller Wilentz om sin aktuelle bog, ”The Politicians and The Egalitarians. The Hidden History of American Politics”. Her er tesen, at amerikansk politik altid har været en kamp mellem to grupper: dem, der går ind for sociale reformer og lige rettigheder, og politikerne. Som regel hader de to grupper hinanden. Reformatorerne mener, at politikerne sælger ud af deres idealer for at beholde magten, og politikerne mener, at reformatorerne er verdensfjerne drømmere uden sans for politiske kompromiser. Men en gang imellem sker det alligevel, at de to gruppers interesser løber sammen, og USA tager et gevaldigt skridt fremad i rettighedsspørgsmål.
”Det er motoren i amerikansk politik. Grupper, der har følt sig overset, finder sammen med politiske kræfter, der indfører lovgivning. Det er en spænding i amerikansk politik generelt og internt i partierne.”
Et eksempel er samarbejdet mellem Martin Luther King og Lyndon B. Johnson, fortæller Wilentz, hvor begge parter havde interesse i at gå sammen og i fællesskab skabte sociale forandringer, der virkelig kunne mærkes.
”Se endelig den nye HBO-film ’All the Way’. Den beviser min tese!”, stråler Wilentz i bistroens mørke med henvisning til den anmelderroste film, der handler om 1960’ernes amerikanske politik, hvor Johnsons velfærdsprogram, ”The Great Society”, fandt fælles fodslag med Kings borgerrettighedsbevægelse.
”Men man skal også huske, at revolutioner en gang imellem går tilbage. Der har tidligere været lange perioder med reaktion. Det er altid en kamp, og amerikansk historie bevæger sig ikke automatisk fremad mod mere frihed og lighed. Efter Borgerkrigen var der eksempelvis en meget lang periode med antisort reaktion, og vi kan meget vel være på vej ind i en ny periode med reaktion.”
”Det er derfor, at det aktuelle valg er så spændende og afgørende. Jeg tror, at vi vil se en periode med sociale reformer med Clinton ved magten. Også fordi man – for at kunne gennemføre reformer historisk set – har brug for, at ens politiske modstandere er svage. Og det er Republikanerne lige nu. Partiet er miskrediteret, deres kernevælgere hader partiet, store dele af eliten møder ikke op til det kommende konvent i protest mod Trump, og især kvindelige vælgere afskyr ham. Som parti betragtet er de tæt på at falde sammen.”
”Trumps vælgere er ikke arbejderklassen i klassisk forstand. Mange har højere indtægt end Sanders’ vælgere. Der findes bestemt en arbejderklassekultur blandt nogle af hans vælgere, men det er ikke nødvendigvis udtryk for økonomisk armod. Og det er klart, at folk er vrede. Der er en kronisk vrede i amerikansk politik. Trumps vælgere er blevet snydt igen og igen og er åbenbart nu villige til at lytte til en demagog som Trump. Så stort er hadet til partiets elite.”
Men Demokraterne har vel også en del skår, der skal klinkes, nu hvor valgkampen har vist overraskende stor støtte til Sanders?
”Demokraterne har altid været splittede internt. Sanders-fløjen vil gerne se sig selv som massernes repræsentanter, men det er notorisk forkert. Lavindkomstgrupper, fagforeningsmedlemmer og sorte stemmer alle på Clinton, mens den universitetsuddannede venstrefløj stemmer på Sanders. Der er ikke meget folkelighed der. Sanders er dårligt nok demokrat; han vil nomineres af et parti, som han vil ødelægge med sin politik. Så Demokraterne har også deres spændinger; der er en bitter kamp mellem venstre og centrum-venstre i partiet.”
Hvordan skal man forstå Clinton som fænomen?
”Både Hillary og Bernie er produkter af 1960’erne. Men der er mange veje ud af dette årti. Sanders tog til Vermont, for han er radikal, mens Bill og Hillary tog til Arkansas. Der er meget stor forskel. Prøv at føre progressiv politik i en delstat, der, næsten indtil Clinton-parret ankom, havde haft raceadskillelse. Det er en anden politisk kultur, men de lærte, hvordan man fungerer i dette miljø. Jeg ved ikke, om hun er god nok til at udtrykke det, men det er faktisk charmen ved hende, at hun kan navigere i dette mere konservative miljø. Derfor er hun også enestående. Der er så mange på ventrefløjen, der er verdensfjerne drømmere. Clinton er den første kvinde nogensinde i amerikansk politik, der fører en realistisk, progressiv politik.”
”Der er virkelig ikke nogen i historien, der ligner hende. Der bør komme store sociale reformer i USA, hvis hun vinder til november.”
Udlagt af Wilentz forstår man til fulde, hvorfor valget i år er så afgørende. Mens desserten ankommer, rekapitulerer han og smiler igen ved udsigten til en fremtid, der måske nok tegner uvis, ja måske ligefrem dyster, men som for en historiker også giver blod på tanden og desto større lyst til at beskrive fremtiden i lyset af fortiden:
”Den store historie er altså, at USA kan vælge sin første kvinde nogensinde som præsident. Men den anden store historie er, at Republikanerne har bragt sig selv i en krise af historiske proportioner. Jeg aner ikke, hvordan de nogen sinde kan fremstå som indvandrervenligt parti igen. Amerika ændrer sig, der bliver færre som mig – hvide, universitetsuddannede, engelsktalende centrum-venstre-vælgere fra storbyerne, der har kunnet gøre karriere i slipstrømmen af den amerikanske drøm.”
”Fremtiden tilhører det parti, der imødekommer denne udvikling, tager det alvorligt, at folk er økonomisk låste, og skaber en ny stærk koalition bestående af de nye samfundsgrupper.”