Prøv avisen
Film

Modent mesterværk om mennesker

5 stjerner
Hjertet hos Loach ligger hos de tilsyneladende afmægtige. Ikke de udvalgte, der ændrer verdens gang. Nej, dem, der får verden til at dreje rundt. Her ses pakkebuddet Ricky Turner (spillet af Kris Hitchen) og datteren Lisa Jane (spillet af Katie Proctor). – Foto: Scanbox.

Ken Loach laver menneskefilm om mennesker til mennesker. Instruktøren er nu 83 år. Og hans værker bliver bedre og bedre

Bip. Bip. Bip, bip, bip. På kanten af et nyt årti lever vi i en pakkeøkonomi. Forbruget foregår på nettet, og de fysiske butikker forsvinder. Og en ny arbejderklasse vokser frem i takt. Styret af en lille boks, der kan skrives under på. Bip. Klages på. Bip. Tidsestimeres på. Bip. Pakker skifter hænder, og forbrugerismen lever.

Den sorte boks er slavepiskeren, og alle mennesker er slaver af pakkerne. Men taberne. Det er de mænd, der bringer pakker ud. Det er vor tids kulminearbejdere, men de er ikke organiseret. De er deres egen ulykkes smede. Heldigvis har de Ken Loach. Han borede fingeren dybt ned i arbejderudbytterens frådende skam i 1960’erne. Og der har han holdt den lige siden. Egentlig ikke løftet, men insisterende.

Ken Loach følger arbejds-tagernes vilkår, som de højhastigt har forandret sig. Det er det tidsbundne i hans film, men mennesket har han fulgt hele tiden.

Magtens mekanismer, kapitalens konsekvenser bliver til menneskenes historie, men ikke magtmændenes. Det er ikke ”The Crown”, ikke ”Upstairs, Downstairs”. Hjertet hos Loach ligger hos de tilsyneladende afmægtige. Ikke de udvalgte, der ændrer verdens gang. Nej, dem, der får verden til at dreje rundt. Ikke glorværdigt heltekårende portrætter, men såre og ubetinget humanistiske hverdagsfortællinger.

Hver en indstilling, hver en scene emmer af sorgfuld og stolt empati. Det er samtidshistorie med socialrealistens blik. Politisk på den måde, som vellykkede eksistens-skildringer nødvendigvis må være det.

Som Tjekhovs pistol lyser en hvid varevogn op i det gråbrune Newcastle. Ricky Turner (Kris Hitchen) er stolt. Stolt af at være arbejder, stolt af altid at have arbejdet. Han gældsætter sig for at købe sin egen vogn og køre pakker ud for en mester, der lader ham tro, han er sin egen chef. Men i virkeligheden er Ricky slave. Hans hustru, Abby (Debbie Honeywood), er hjemmehjælper, bliver betalt pr. besøg, men har ikke hjerte til at stemple ud. Hun stempler ind i alle mennesker, hun møder. Derfor arbejder de begge solen sort, mens familien forvitrer foran deres søvndrukne øjne.

Undergangen er nær. Ægteparret holder skansen derude, men krakelerer derhjemme. Ricky er ellers mønsterbryder. Fordi der er kærlighed i hjemmet. Fordi han elsker sin hustru og sine børn. Det er kærligheden, der ikke blot er hjertets kit, men også holder filmen sammen som et dybt relevant smædeskrift, der overskrider det realpolitiske i al sin menneskelighed.

Ken Loach kan instruere kvinder, der lige er et skridt ved siden af sig selv. Skuespillet er fuldstændig fraværende, det er så umiddelbart. Han er tydeligvis en auteur, men samtidig en næsten usynlig instruktør. Den ægthed, der kan forsvinde, i takt med at produktionerne bliver større, det sker ikke for Loach. Han bliver kun bedre og bedre.

”Sorry We Missed You” er et modent mesterværk om mennesker. For mennesker. Af et stort menneske.